Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Borgerlige dyder

Pludselig er man enig med dem, man ellers hader af et rødt hjerte

»Man skal sommetider vende tingene på hovedet for at kunne se, hvor svimlende frækt et vælgerbedrag egentlig kan være.«

"Sagen er nemlig den, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er identiske, når det kommer til den økonomiske politik. Men på den værdipolitiske skala er de traditionelt set regulære modsætninger." Kristian Thulsen Dahl og Mette Fredriksen. Arkivfoto: Scanpix
"Sagen er nemlig den, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er identiske, når det kommer til den økonomiske politik. Men på den værdipolitiske skala er de traditionelt set regulære modsætninger." Kristian Thulsen Dahl og Mette Fredriksen. Arkivfoto: Scanpix

Når et angreb kommer fra alle sider på én gang, og når det kommer på samme tid, taler man i militær-lingo om, at det er et koordineret angreb. Det vil sige, at det er aftalt spil. Eller, om man vil, at der er tale om en strategi. Man vil opnå noget bestemt, og så gør man simpelthen det, der skal til.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, og politik har alle dage handlet om, at man fra tid til anden agerer lidt strategisk. Når for eksempel Det Konservative Folkeparti må file på sit syn på grundskylden for at få et regeringssamarbejde med Venstre til at fungere, er der tale om strategisk adfærd.

Men der er forskel på de daglige små tilpasninger – med dertil hørende halvpinlige søforklaringer – og så på det helt store, eklatante hykleri.

For tiden er vi i Danmark vidne til sidstnævnte. Socialdemokratiet har nemlig sat samtlige partiets klassiske værdier til fals i et storstilet brandudsalg, som jeg ikke kan huske at have set magen til tidligere.

Det startede, da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i et stort opsat interview i Fagbladet 3F fortalte, at de skam var rørende enige om, ja, faktisk alt. Og Thulesen Dahl spåede ved den lejlighed samarbejdet en helt rørende fremtid:

»Det tror jeg er godt for Danmark, det tror jeg er godt for lønmodtagerne, og det skal vi da bare udvikle,« som han sagde om det fælles fodslag til bladet.

Det ville alt sammen være fint, hvis det ikke lige var, fordi afstanden mellem de to partier – på visse punkter – stort set ikke kunne være større.

Sagen er nemlig den, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er identiske, når det kommer til den økonomiske politik. Men på den værdipolitiske skala er de traditionelt set regulære modsætninger.

Man kan nemlig ikke være både national og imod det nationale – på samme tid. Man kan ikke være nationalist og internationalist på samme tid. Man kan ikke på én og samme tid mene, at fattige i alle lande skal forene sig, for eksempel i de danske forstadsghettoer, og så samtidig mene, at alle indvandrere skulle tage og skride hjem, hvor de kommer fra. Og det er selvfølgelig årsagen til, at vi hidtil har talt om Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet som stort set modpoler på den politiske akse.

Nationalistiske socialister

Fra den ene dag til den anden er det så sket. Fra Mette Frederiksen for første gang siden sin overtagelse af partiet har meldt noget som helst ud, er man altså pludselig rørende enig med dem, man ellers normalt hader af et rødt hjerte.

Mattias Tesfaye skriver bøger om det, Henrik Sass Larsen kommer med skandaløse udtalelser om det, og gamle socialdemokratiske koryfæer som Thorkild Simonsen, der er over 90 år, trækkes af stalden, så han kan trække i land.

Det ville alt sammen være uhyre elegant gjort, hvis altså ikke det lige var for det groteske klumpspil.

Efter i årtier at have deltaget aktivt i nedbrydningen af den danske nationalstat, vil de socialistiske demokrater – hvis slagsang ligefrem hedder »Internationale« – nu altså til at være, hold fast, nationalistiske socialister. Så har man da set det med.

Man skal sommetider vende tingene på hovedet for at kunne se, hvor svimlende frækt et vælgerbedrag egentlig kan være.

Forestil Dem, bare for et øjeblik, at Det Konservative Folkeparti – i håb om at kunne danne regering med Enhedslisten – pludselig gik ud og sagde, at man skam altid havde knuselsket femårsplaner, statsejede virksomheder og regulær revolution. Man havde bare ikke rigtig fået sagt det højt.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.