Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Pernille Vermund eskorteret ud fra møde på værtshus i aftes: Har truende aktivister vundet over ytringsfriheden?

Foto: Søren Bidstrup og Torben Christensen
Foto: Søren Bidstrup og Torben Christensen

I 2014 skrev direktøren for den uafhængige juridiske tænketank Justitia, Jacob Mchangama, om Voldsmandens Veto i forhold til en afholdt »kalotvandring« på Nørrebro arrangeret af blandt andre Rasmus Jarlov (K). Adskillige såkaldt pæne mennesker talte imod denne fredelige demonstration, der skulle gøre gældende, at alle har ret til at færdes på Nørrebro uanset religiøst tilhørsforhold eller anden observans.

Vandringen blev gudskelov gennemført dengang, men efterfølgende meningsytringer, der ikke er i overensstemmelse med grupper som Antifascistisk Aktions (AFA) synspunkter, bliver gang på gang mødt med en byge af sten og skældsord på Nørrebro.

Ved forskellige lejligheder har gruppen For Frihed gennemført demonstrationer på Nørrebro, hvor de har været mandsopdækkede – eller rettere muropdækkede – i forholdet tre betjente per demonstrant. En opdækning, der skyldtes de moddemonstranter, der med usvigelig sikkerhed ville møde dem, når de krydsede Dronning Louises Bro. De samme pæne mennesker, der talte imod kalotvandringen, vil holde fast ved argumenter som at man skal undlade unødig provokation og opfordre til dialog og kaffe. Men kaffestellet har ikke mange overlevelseschancer, når svaret er brosten og vold.

Arrangement på Toga Vinstue

Sådan har situationen nu været på Nørrebro i mange år. Og selv om mange sympatiserer med For Frihed, så er deltagelsen i demonstrationerne relativt begrænset. Dels på grund af det tilsyneladende futile i situationen. Dels på grund af de trusler og voldsgerninger, der følger i kølvandet på demonstrationerne. For disse mennesker, der kæmper med ord, debat og slidte fodsåler, oplever at blive opsøgt på deres hjemme- eller arbejdsadresse af grupper, der virker ved hærværk, vold og trusler.

»Nørrebro er tabt,« udtalte Pernille Vermund fra Nye Borgerlige for nylig. Men ikke alene Nørrebro er blevet et sted, hvor dialog såvel som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed er tabt. Da det nystartede parti Stram Kurs i sidste uge omdelte materiale på Nørreport Station, som er en del af Københavns Indre by, blev de omringet af omkring 20 autonome og måtte have politiets hjælp til at komme helskindede bort. Dog uden at kunne uddele deres politiske brochurer.

Her torsdag aften deltog min kæreste og jeg i et arrangement på Toga Vinstue, hvor Pernille Vermund og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige havde tjansen som gæstebartendere – en opgave som skiftende politiske figurer fra hele det politiske spektrum har påtaget sig igennem tiden.

Toga Vinstue er kendt for disse aftener, hvor man netop kan debattere politik, udveksle synspunkter, være enige eller uenige, men ud fra tesen om, at uanset ens politiske synspunkt – hvor meget man end måtte brænde for det – så er det blot politik. For politik skal debatteres og ikke kæmpes. Og gerne over en kølig pils, et glas vin eller en gin og tonic. Måske med en smøg i hånden.

Beklageligvis måtte Pernille Vermund forlade såvel baren som vinstuen i utide, da Københavns Politi ikke mente, at de kunne garantere for hendes – og eventuelt vores – sikkerhed. For udenfor, for enden af den lille gade i Indre By i København, havde en række tilsyneladende voldsparate autonome taget opstilling. Herved blev Pernille Vermund og andre afskåret fra at have en politisk dialog med hinanden ganske få meter fra Danmarks parlamentariske samlingssted, Christiansborg. I hjertet af København. Og Danmarks ytringsfrihed og forsamlingsfrihed blev hermed krænket.

Hvorfor blev Vermund fjernet?

Skal Voldsmandens Veto diktere, hvor danske statsborgere lovligt må samles, og hvad de må ytre sig om? Skal islamisternes diktat over for Muhammed-tegningernes visning være den endelige knægtelse af ytringsfriheden, der samtidigt smitter af på den efter min mening dybt fascistiske gruppering Antifascistisk Aktion og andre grupperinger med samme politiske observans’ handlemåde? Skal Københavns Politi – og andre politikredse – udelukkende forsvare pæne, kulturradikale synspunkter og dermed overlade andre til diktatet fra gadens parlament? Og hvor går grænsen i forhold til Christiansborgs mure?

Ligeledes kunne man passende spørge ledelsen hos Københavns Politi, hvad der fordrede dem til at tage beslutningen om at fjerne Pernille Vermund fra stedet? Det må være muligt at tvinge autonome til at passere gaden, når deres tilstedeværelse bringer mindelser om en ikke anmeldt demonstration. Den kan således opløses ved henstilling. Og dersom de autonome ikke ønsker at passere gaden efter henstilling, så må de blive sat i futtog på gaden. Ved gentagne blærebetændelser kunne erindringen om den demokratiske proces måske rinde dem i hu?

Under alle omstændigheder ville det gøre det muligt for fredelige borgere at beholde deres forsamlings- og ytringsfrihed, hvilket alt andet lige må være vigtigere end utilpassede unge, der synes ude af stand til at føre dialog – med og uden kaffe – ud over ved slagord og vold. Naturligvis er det et spørgsmål om ressourcer, men ytrings- og forsamlingsfrihed er nogle af grundstenene i Danmarks fundament, og de må være vigtige at forsvare.

Eller skal vi vente på udsagnet »København er tabt«?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.