Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Per Stig Møller: Glemte regeringen at stille krav til mobilselskaberne?

Tænk, hvis man havde ordnet postvæsenet, som vore dages mail-system indrettes? Så havde Maren i kæret og Hans i flækken aldrig fået post. For så havde Det Kongelige Autoriserede Postvæsen fået lov til at undlade at bringe post ud til de tyndt befolkede områder, fordi Maren og Hans ikke var omkostningerne værd.

Tænk, hvis man havde undladt at opstille telefonmaster over hele landet, fordi det ikke var det dyre mastetræ værd at forbinde de få med de mange. Så havde Maren i kæret ikke haft telefonkontakt med sin datter i byen, og Hans havde ikke kunnet ringe til sin læge.

Men tænk, det er sådan vi i dag har indrettet mobiltelefonien. »Ingen tjeneste« står der alt for mange steder på mobiltelefonen, og dét ikke kun i udkantssteder som Maren i kærets, men også hos Hans i flækken. Kun en snes kilometer fra selveste hovedstaden findes sådanne sorte huller, selv om beboerne i dem i dag kører til arbejde i de nærliggende byer. Men når de arbejder hjemme, har de ingen mobilkontakt.

Liberaliseret planlov

Flere steder har disse udkantsmennesker, som altså slet ikke behøver at bo i en udkant, så langsom adgang til nettet, at de i hvert fald ikke kan bruge det arbejdsmæssigt. Ganske vist åbnede planloven først i 1990erne for, at mindre virksomheder kunne forblive og endda vokse i landdistrikterne, men det svækker deres muligheder, når de ikke via nettet, hvor alting i dag foregår, kan stå i rimelig hurtig forbindelse med deres leverandører og kunder.

Da vi i sin tid liberaliserede planloven, sagde jeg som miljøminister, at vi dermed ophævede det hidtidige forbud mod succes for de små virksomheder i landdistrikterne. Hvis det f.eks. gik så godt for tømreren, at han havde brug for at ansætte nogle, skulle han dengang flytte til byområderne.

Med den nye lov, der siden er blevet yderligere liberaliseret, kan han beskæftige folk i landdistriktet, men hvad hjælper det, når han ikke kan være på nettet – om overhovedet – og derfor mister kunder? Så må han flytte til de større og bedre servicerede områder, og beskæftigelsen i landdistrikterne falder. Selv om man taler så meget om at forbedre denne.

Vi havde engang et varedirektorat. Det var dengang, vi ikke havde nogle varer. Og vi havde engang en valutacentral. Det var dengang, vi ikke havde nogen valuta. Nu har vi fået en Digitaliseringsstyrelse. Vi har tilmed fået et Disruptionråd. Alligevel har regeringen for nylig indgået nye aftaler med netudbyderne uden at forlange af dem, at de til gengæld for tilladelsen skal sikre mobiltelefoni og hurtige netløsninger til alle.

Hvis der skulle være nogen langsigtet mening med Disruptionrådet, burde regeringen da lige have bedt det om et råd, før den med den nye aftale fortsatte »disruptionen« af den moderne net- og mobil-kommunikation. Nok fik staten nogle hundrede millioner kroner i kassen, men selskaberne slap for nye omkostninger.

Almenheden skal betjenes

Hvis der skulle være nogen mening med Digitaliseringsstyrelsen, burde denne da lige have hvisket regeringen i ørerne, at når staten kræver af alle, at de skal have e-bokse og digitalsignaturer og-jeg-skal-komme-efter dig, skal staten lige sikre, at alle har nem og lige hurtig adgang til denne fagre, nye verden.

Statens opgave er ikke at tjene teleselskaberne, men alle landets borgere. Den skal få hensynet til erhvervene og borgerne til at gå op i en højere enhed. Den skal tjene almenheden, almenvellet og helheden.

Når man vælger at liberalisere og privatisere infrastrukturen i stedet for at lade staten stå for opgaven, er det jo ikke for at nogle skal spinde guld på den, men fordi de private selskaber forudsættes og forventes at løse opgaven bedre, billigere og mere effektivt, end et offentligt selskab kan gøre.

Det er en ganske udmærket fremgangsmåde, der begrænser staten, og i princippet gør det billigere for borgerne, men det forudsætter, at der stilles krav om, at de, der vinder licitationen, også løser den ved at betjene almenheden. Stilles dette krav ikke, vil det selvfølgelig heller ikke blive honoreret, for det er dyrt at forbinde Maren i kæret, Hans i flækken og tømreren på landet med omverdenen.

De private selskaber skal naturligvis passe på deres omkostninger og sikre en ordentlig indtjening til sig selv og aktionærerne. Hvis de ikke forpligtes til at betjene Maren, Hans og tømreren, gør de det følgelig heller ikke, thi gør de det alligevel, påfører de ejerne og aktionærerne unødvendige omkostninger, og både overskuddet og aktiekurserne falder.

Dengang jeg gik i folkeskolen, lærte jeg, at man ikke må sove i timen. Det var selvfølgelig også dengang, posten kom ud hver dag, og alle kunne tale med alle i telefonen. Det var dengang, der kørte busser på alle landeveje, og togene gik til tiden. Men sådan er det selvfølgelig ikke mere. Den tid har vi for længst moderniseret, digitaliseret og disruptet os ud af.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.