Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Patienter i ansættelsesudvalget er som glasur på en brændt kage

»Patientrepræsentanten i ansættelsesudvalget er ikke nogen trussel, eller vil som sådan ikke gøre en afgørende forskel. Jeg mener, det mest af alt ligner en afledningsmanøvre, der fjerner fokus fra problemets kerne.«

Patienten i ansættelsesudvalget for overlæger er nyeste skud på stammen af det træ, der hedder serviceledelse, og er en fortsættelse af ønsket om at bringe patienten eller, som man siger »kunden«, i centrum.

Sjællands Universitetshospital ønsker at have patienten som partner og har indført patientrepræsentation ved ansættelse af læger med ledelsesfunktion. En patient eller pårørende skal fremover være med til at ansætte overlæger og andre ledere.

Som udgangspunkt et sympatisk tiltag, eller er der bare tale om et populistisk »cover up«, der dækker over mere fundamentale problemer?

Patientrettigheder, frit valg, patientansvarlig læge, behandlingsgaranti, effektivisering osv., vi kender alle disse »buzz words«. Således endnu et politisk tiltag, der skal sikre, at patienten bliver hørt og illustrere åbenhed og transparens – »patienten som partner«.

Patientens deltagelse skal være med til at sikre, at der vægtes andre sider end de rent faglige. Men måske er præmissen forfejlet. Er denne management-baserede opfattelse af patienten som en kunderelation et misfoster, der har sneget sig ind i en kultur, hvor læge-patientforholdet er langt mere end en kunderelation? Har lægefagligheden udliciteret forståelsen af patientens behov i en bredere forstand, herunder at blive set og hørt som et menneske med sit unikke udgangspunkt?

Glasur på en brændt kage

Førhen var patienten en såkaldt lægmand, et begreb der er blevet et fyord, efter at Anders Fogh Rasmussen sendte hele panelet af smagsdommere på aftægt i Sibirien. Vi er alle eksperter i vores eget liv – kvalificeret eller ej.

Om patienten er partner eller patient, mener jeg ikke ændrer noget ved patientens grundlæggende behov for at blive hørt og opleve nærhed og omsorg. Patienten eller patientrepræsentanten er ikke tynget af faglige overvejelser og skal støtte ledelsen i vurderingen af ansøgerens evne til relationer og kommunikation. Men er vi ikke alle patienter ? Har vi ikke alle været i berøring med sundhedssystemet? Hvad slags patient skal man være for at kvalificere sig?

Man beroliges dog af, at patienterne er nøje udvalgt (af ledelsen) ud fra en vurdering af, om de kan løfte sig ud over deres eget behandlingsforløb. Måske patienten er bedre til at vurdere ansøgeren end ledelsen – tanken falder lige for, når man tager den daglige drift og de uløste problemer, som mange af landets hospitalsafdelinger kæmper med.

Flere afdelinger lider den tort at få påtale af Arbejdstilsynet. Patientsikkerheden lider. Ledelsen klager over politisk betingede produktionskrav og manglende bevillinger. Ansvaret dirigeres ned på gangen, hvor personalet løber endnu et maraton uden de fornødne »pit stop« undervejs. Jeg tror, at tidens hotte ledelsesguru Christian Ørsted ville kategorisere det under begrebet »livsfarlig ledelse« – i hvert fald ikke »bæredygtig«.

Man er ladt lidt tilbage med følelsen af, at tiltaget med patientrepræsentation i ansættelsen af fremtidens ledere og mellemledere er en slags glasur på en kage, der skal dække over at kagen er brændt.

Fjerner fokus fra problemets kerne

Diskussionen om produktionskrav kontra kvalitet er aktuel. For nylig har en respekteret kollega frasagt sig ansvaret for fødeafdelingen på Rigshospitalet.

Forudsætningen for at yde pleje og behandling, herunder nærvær og følelsesmæssig kontakt, er også et ressourceproblem. Men tror vi på, at patientdeltagelse i ansættelsesudvalget af læger kvalificerer ledelsens beslutning på en sådan måde, at den ansatte i højere grad vil have fokus på patientens behov og skabe det nødvendige rum for at patientens behov honoreres? Eller er problemet, at sundhedsarbejderen mangler tid i et system med urealistiske produktionskrav og utilstrækkelige styringsredskaber?

Jeg tvivler på, at en ændret ansættelsesproces med tiden vil revolutionere sundhedssystemet indefra, og at der herigennem vil skabes en ny ledelseskultur, der sikrer sammenhængende patientforløb med tid til omsorg. Vil det afstedkomme en ny tid, hvor patientens råb om tid og tid til omsorg bliver hørt (»de varme hænders æra«)? En ny tid, hvor ledelsen på alle niveauer får tid til at lytte til patienten – også udenfor administrationsgangen og ansættelseslokalet?

En velfungerende kommunikation er vigtig i enhver menneskelig relation, og i særdeleshed når det gælder kommunikationen mellem læge og patient. Kommunikation har i mange år haft fokus i lægeuddannelsen og ses i dag som en integreret del af fagligheden for alle sundhedsarbejdere. Vurderingen af denne faglighed mener jeg, at ledelsen bør kunne løfte selvstændigt – eller?

Jeg tror ikke, at patientrepræsentanten i ansættelsesudvalget er nogen trussel, eller som sådan gør en afgørende forskel. Jeg mener, det mest af alt ligner en afledningsmanøvre, der fjerner fokus fra problemets kerne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.