Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

#OsseMig

Elisabeth Gjerluff Nielsen
Elisabeth Gjerluff Nielsen

Ja. Osse mig. Jeg har også noget at bekende. Og jeg var ikke fuld. Kun af noget teoretisk vås om »kønnet som konstruktion« og om at mænd og kvinder var ens inde under smækbukser og pagehår.

En udbredt vildfarelse, som engang i 70erne fik mig til at kræve af en langhåret bejler, at han først skulle lære at strikke. Synet af ung mand med blødt bomuldsgarn tændte bare af, og siden jeg sådan såede ufrø i sproget mellem kønnene, har jeg gjort hvad jeg kunne for at modvirke nye overgreb. Overgreb på parringsdansens fine samtale, som for mange desværre er blevet afstumpet/uforståelig/ubehagelig som bestialske voldtægter, psykopatisk magtanvendelse, misogyni, klaps i måsen, elevatorblik og alm. komplimenter i én stor gryde af #MeToo-beretninger på skærmen. Langt fra de lyde som lige nu stiger befriende op fra min gades blæsende november. Hvor lykkelige pigehvin og drengeråb flyder fra større børn, som jager hinanden rundt i mørke i en pirrende fangeleg. En leg vi har kendt siden Evas æble og kølle-manden, som trak sin kvinde hjem ved håret, hvad enten vi kan lide det eller ej.

Altsammen til stor glæde, undren, skam og forvirring. Også på en hvid strand, hvor tidens kvinder verden over og sommeren lang, har siddet opslugt af drømme om magtfulde Mr. Grey og hans flogger, og nu er trukket indenfor til efterårets deling af personlige seksuelle offer-fortællinger.

Forvirrende. Og trist, når man i forvejen er blevet kvinde i en tid med udbredt mistænkeliggørelse af instinkterne. Som det gik op for mig, en aften i 1980erne, hvor jeg var trukket i mine strammeste kassebukser, til et femi-arrangement med en panel-sammensætning som for engangs skyld bestod af mænd. Mænd vokset op med husstandsomdelte offerkort til »objektificerede« kvinder, og røde samme til ufølsomme knuder, som stadig kunne driste sig til at åbne afsyrede døre for festklædte dates i udvaskede frotteunderbukser, kansasjakke og træskostøvler. Det blev en oplysende aften. En af mændene fortalte f.eks., hvordan han som lærevillig 13-årig havde lånt sin søsters »Kvinde kend din krop«. Og havde slået op på et dobbeltsidefoto af den kendte samlejesituation »bagfra«, hvilket i værket var tilføjet irettesættende tekst om at undgå sådan en undertrykkende mandschauvinistisk måde. En advarsel som betød, at den nu voksne mand aldrig siden havde vovet at glæde nogen kvinde med at tage hende med beskrevne holdning . Ikke ligefrem nogen win/win situation. Køn og lyster er forskellige og sex er ikke demokratisk.

Så netop hjemvendt fra sydpå, kan jeg igen konstatere, at jeg er til fals for sanselige overraskelser og poetiske henvendelser på gader, stræder og en morgen med siciliansk havudsigt, hvor den lokale Don med charmeklud, blazer og begyndende måne blinker til mig helt utvetydigt over croissanten. Ja, jeg nyder det skamløst.

Ligesom jeg sætter pris på de hverdagens helte, som fra stilladser og brandbiler stadig tør sende opmuntrende hilsener. Men på et sprog, der skal læres! Og udvikles og poleres. Så det, vi mangler, er ikke håbløst paranoiaskabende forslag om politisk indgriben/lovgivning mod flirtende adfærd. Det, vi mangler, er dannelse. Generel og seksuel dannelse. Mere sanselig poesi og flere erotiske digte i skolerne, tak. For at lære kunsten at se hinandens livsbekræftende skønhed. Med øjenkontakt, udsøgte komplimenter, stole, der trækkes ud, frakker, der løftes af. I håb om mere sigen fra over for utilstedelig grænseoverskridende gramsning og generel degradering af mennesket til simpelt middel og ikke mål i sig selv.

Og lad os så alle lige i to minutters stilhed erindre alle vore gode samlejer og anden frivillig, lystfuld og kønslig omgang i mark, eng, Ikea-seng og offentlige rum også – vi overlever næppe uden.

Elisabeth Gjerluff Nielsen er sangerinde, musiker og forfatter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.