Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Omar er ikke den sidste terrorist

At der kommer flere terrorhandlinger i Danmark er indiskutabelt. Alle venter på hvor, hvornår og af hvem. Spørgsmålet er, hvorfor vi ikke gør mere for at forebygge det?

Troels Gamst, Pædagog og fhv. afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle unge
Troels Gamst, Pædagog og fhv. afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle unge

Oven på terrorangrebet i København 14. og 15. februar i år, har det ikke skortet på politiske hensigtserklæringer om, at terrorhandlingen ikke skal splitte os som nation, men at vi derimod skal stå sammen. At der skal udarbejdes terrorpakker. At politiet generelt, samt forsvarets og politiets efterretningstjenester, skal have flere ressourcer. At fængslerne skal blive bedre til at antiradikalisere de indsatte. Samlet set at vi skal blive bedre til at modarbejde dem, der allerede er meget langt ude i radikaliseringen. Initiativerne handler om reaktive indsatser. Men hvorfor vente, når vi kan tage udfordringen i opløbet og i stedet være proaktive?

Hvor blev snakken af om den meget tidlige indsats som kommunen skal sætte ind med, allerede når forældrene viser bekymrende adfærd over for deres udsatte børn? Eller når forældrene sender deres børn på genopdragelse i deres oprindelige hjemland hos fjerne slægtninge? Hvornår reagerer det sociale system, når de første spæde tegn på bekymrende og radikaliserede ytringer har sin begyndelse? Hvornår tør socialrådgiverne erkende, at de har en udfordring, som de ikke magter og at de lovgivningsmæssigt ikke har de ressourcer, der skal til? Hvornår erkender socialpædagogerne, at de er for konfliktsky, handlingslammede og ikke fagligt rustet til at handle konstruktivt over for radikalisering og at mulighederne er på niveau med en bekymringssamtale med den unge og familien? For hvem tror på, at denne manglende indsats vil være nok i familier og over for unge som allerede har besluttet sig for at følge et religiøst vanvid i hellig krig - andre end den naive sociale verden?

Grundlæggende mangler der indsatser, der skal sættes i system langt inden Omar og hans ligesindede er blevet så radikaliseret, at det bare er et spørgsmål om tid, før katastrofen indtræffer. Og personalerne skal vide, hvad de skal gøre, hvis de ser bekymrende adfærd. Men som det er nu, er det sociale system ikke vågnet op for at melde sig i koret af gode hensigter. Og spørgsmålet er, om de gør eller tør det?

FOR DER ER en yderst bekymrende og stigende andel af unge som sympatiserer med yderliggående holdninger rundt omkring i de sociale institutioner og som de sociale myndigheder har kendskab til. Unge som taler imod demokratiet, ytrer et klart religiøst funderet had til samfundet, jøder og homoseksuelle mens de i takt med det mere og mere refererer til religiøse tekster og vedkender sig til yderliggående imamers tolkninger. Unge som advokerer for sharia-lovgivning og et verdensomfattende kalifat.

Udfordringen er, at det sociale system ikke er rustet til at håndtere denne udfordring, hvorfor ideerne og overbevisningen får lov at vokse sig større og konsolideres som en del af den daglige sandhed. Ytringer der forekom bekymrende for blot få år siden, er nu så daglige, at medarbejderne ikke tager synderligt notits af ytringerne, vreden og den stigende radikalisering blandt de udsatte, kriminelle og anbragte unge. I alt fald gør de ikke noget ved det, for de ved grundlæggende ikke, hvad de skal stille op med det.

FLERE UNGE DER har været både doms- og tvangsanbragte, er blevet radikaliseret under deres anbringelse og med kommunernes stiltiende accept, har anbringelsesstederne ladet dem komme i moskeerne, til trods trods for, at de burde kunne se, at det er ved at udvikle sig katastrofalt. En anbringelse der dermed har været nyttesløs. De ansvarlige myndigheder har ikke gjort det, der var nødvendigt. Flere af de unge er taget til Syrien som hellige krigere for at kæmpe for IS. Senest er en af de unge dræbt under et bombeangreb i slutningen af 2014, blot 18 år gammel.

Omar var allerede kendt af det sociale system mange år før han begik sin terror. Men hans far indgik en aftale med kommunen om, at han nok skulle sørge for, at Omar ikke begik mere kriminalitet. Historien viste, at han ikke magtede den opgave. Kommunen, der var bekendt med det, handlede ikke på bekymringen trods fornyet kriminalitet. For kommunerne er grundlæggende ikke i stand til andet end maksimalt at oppe sig til at tage, hvad man i socialpædagogiske kontekster kalder »den svære samtale« med en sådan familie. Og når snakken ikke falder positivt ud, bakker kommunen ud og står tilbage forvirret og uden yderligere lyst til at konfrontere familien. De er ganske simpelt bange for konsekvenserne.

Det sociale system har et stort ansvar for at handle på den bekymring, som bør vækkes hos dem, når de ser unge, som ikke udvikler sig i normal retning, men i stedet finder lys hos de mørke radikale kræfter. Et ansvar som ikke kan negligeres bag floskelløse socialpædagogiske termer om omsorg, ligeværdighed og dialog. For disse unge er uden for normal pædagogisk rækkevidde. Og for at nå dem, må socialpædagogikken udvikles og opgraderes til nutidens problem-unge, som ikke længere udelukkende handler om at være udsat og kriminel, men også religiøs fanatisk.

VI KAN IKKE undgå radikalisering af unge som søger fællesskaber i religiøse sammenhænge. Vi kan ikke helbrede alle, der er blevet radikaliseret efter mange års rodløshed, misforstået social omsorg og opsparet vrede. Men vi kan gøre en meget større social indsats i det meget tidlige stadium, mens de unge stadig er formbare af andre end religiøse fanatikere. Men det kræver faglighed og at den sociale verden smider konfliktskyheden og tør handle med andet end ord. De unge skal ikke have lov til at sprede had i de sociale systemer, uden at de kraftigt bliver udfordret på deres holdninger. Og hvis den udfordring ikke er nok, skal der handles med større konsekvens, sanktioner og tvangsanbringelser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.