Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Obama, min afrikanske prins, min bror, min frelser

»Nu kommer Trump og The Black House bliver igen The White House. Men vi glemmer dig aldrig. For du fik os alle sammen til at danse. Mit hjerte danser stadig.«

Barack my love, goodbye. Du har forladt os. Med dine fine, gennemlyste ører, dit brede smil, dit pigmenterede tandkød og din højtsiddende rumpe.

Tænk, hvad du har betydet ikke bare for de sorte amerikanere (og de hvide!), men for hele verden. Da du blev indsat, dansede Afrika. Da du og Michelle kom til Det Hvide Hus, herefter kaldet The Black House, dansede vi hjemme i mit køkken. Tænk, at en af Afrikas sønner blev indsat i det højeste embede i verden. Tænk, at vi fik en sort præsident i Amerika. Miraklernes tid.

Men det var jo netop, fordi du var søn af en afrikansk studerende og en hvid ligeledes universitetsstuderende kvinde, at du blev den, du er. Din afrikanske far har været en mand med et højt selvværd. Formentlig den kloge søn, som familien har sendt til USA, for at han kunne få en uddannelse og rejse tilbage til Kenya som en stor mand. Og din hvide mor har været en moderne, modig, amerikansk kvinde, som har haft kræfter og stamina til at modsætte sig de herskende normer om, hvad pæne piger gjorde og gifte sig med en sort mand i 1960. Hun har indprentet dig, at du kunne, hvad du ville, lagt kimen til noget stort i dig og vandet den, så du lærte at tro på dig selv.

Du er ikke opvokset i The Projects southside Chicago hos en enlig mor med fem børn med forskellige fædre, så havde det nok knebet med troen på, at du kunne blive præsident. Du har ikke fået en grundlæggende angst for og et had til hvide mennesker ind med modermælken, for det var en hvid kvinde, der ammede dig og trøstede dig, når du vågnede om natten, det var en hvid kvinde, du kaldte mummy.

Du fik os til at tro på forandring

Når ens første, elskede menneske er hvid, er hvid ikke nogen farve. Så er det bare kærlighed. Og når ens bedsteforældre er hvide, så tænker man ikke, at ens hudfarve er andet end noget udvortes, så tror man ikke grundlæggende i sit hjerte, at ens hudfarve er en markør for ens indre, ens intelligens, ens ambitioner og ens mulighed for at nå dem. Så der har du været heldig, Barack, my love.

Du fandt først rigtig ud af, hvad det vil sige at være en ung sort fyr, da du var omkring 20 år, og da var det for sent. Da var dit selvværd grundlagt, og de kunne komme med deres afvisende dørmænd og everyday-racism, men den prellede af. For du vidste i bunden af din sjæl, at du var, lige som du skulle være. Du har aldrig trukket racekortet, for du er biracial. Mixed race, halfcast, mulat (af mulus, latin for muldyr), og hvad man ellers kalder sådan nogen som os.

Du har aldrig givet udtryk for The Black Anger. Den der løber i årene sammen med det røde blod. Den der hidrører fra slaveriet og alt det barbari, sorte mennesker er blevet udsat for og stadig bliver. Især unge, sorte mænd med hættetrøjer, hvis de er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. F.eks. når en politibil med hvide, indebrændte, angste betjente kører forbi.

Søn af en sort afrikaner og en hvid kvinde. Tænk, at det var dig, der skulle få os alle til at håbe og tro på change, på at fastlåste strukturer kan forandres. Måske kan vi selv forandre os? Vi kan da prøve.

Nu ruller de sikkert din ObamaCare tilbage. Og du vil også af nogen blive husket for din ivrige brug af droner. Og du blev efter sigende kaldt amatør af Bill Clinton under en privat middag. Men han kan selv være en amatør, den kluddermikkel! Hvad ligner det at efterlade dna-materiale, når man »ikke har sex« med praktikanten.

Men vi lytter ikke til sladder, når det gælder dig, min afrikanske prins. Min bror. Min frelser. Nu kommer Trump og The Black House bliver igen The White House.

Men vi glemmer dig aldrig. For du fik os alle sammen til at danse. Mit hjerte danser stadig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.