Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Ny firkløverregering?

Som Liberal Alliances Anders Samuelsen har sagt, skylder nutidens firkløver det borgerlige Danmark et resultatsøgende regeringssamarbejde. Men han gemmer eller glemmer, at de stærkeste kræfter i »blå blok« er mere optaget af resultaterne i meningsmålingerne.

John Wagner: »Hvor Schlüter-regeringens dagsorden var den nødvendige økonomiske genopretning og synlige projekter som Storebæltsbroen og TV2, så er udfordringerne i dag mindre håndgribelige, mere globale, kulturelle på en ny måde. Hvortil kommer, at nutidens firkløverpolitikere hver eneste dag skal stå skoleret i TV2 News – indstuderet af spindoktorer, som lever af konflikt- og kriserådgivning mere end forlig og resultater.« FOTO: SCANPIX
John Wagner: »Hvor Schlüter-regeringens dagsorden var den nødvendige økonomiske genopretning og synlige projekter som Storebæltsbroen og TV2, så er udfordringerne i dag mindre håndgribelige, mere globale, kulturelle på en ny måde. Hvortil kommer, at nutidens firkløverpolitikere hver eneste dag skal stå skoleret i TV2 News – indstuderet af spindoktorer, som lever af konflikt- og kriserådgivning mere end forlig og resultater.« FOTO: SCANPIX

Rigtig meget taler for, at de fire borgerlige partier – Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti (her nævnt i størrelsesorden, hvad der i dog sig selv er et problem) – burde danne en flertalsregering. Meget passende kunne den, som Poul Schlüters regeringsdannelse i 1982, få kaldenavnet: Firkløverregeringen.

Men rigtig meget – måske mere – taler for, at de ikke bør gøre det, for der er alt andet lige en kæmpe forskel på et firkløver dengang bestående af et stort Det konservative Folkeparti med Poul Schlüter som forsonende frontfigur, et næsten lige så stort Venstre med den resultatsøgende Henning Christophersen i spidsen og dertil Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, der erkendte deres plads i hierarkiet, og firkløveret anno 2016.

Selvfølgelig var der Venstre-folk, der tilbage i 1982 havde svært ved at indse, at de havde mistet den borgerlige førstefødselsret til statsministerposten, og det lykkedes da også kun for Poul Schlüter, Erik Ninn-Hansen, Ib Stetter og Palle Simonsen at få kronjuvelen i hus, fordi Det radikale Venstre (og ikke mindst Niels Helveg Petersen) og Fremskridtspartiet foretrak Schlüter frem for Venstres top.

Men for alle datidens firkløverpartier gjaldt, at de var i harmoni med sig selv og den rolle, de skulle spille i regeringen, som svarede meget godt til selvforståelsen – ikke mindst fremmet af de Konservatives klare accept af, at prisen for statsministerposten måtte være, at Venstre fik de andre afgørende ministerposter: Henning Christophersen blev vor første vicestatsminister og finansminister, Uffe Ellemann-Jensen blev udenrigsminister og Anders Andersen økonomiminister.

Det er svært, vel nærmest umuligt, at se en Lars Løkke Rasmussen få det spillerum, som Schlüter her fik af sine egne til at sikre partiet det historiske gennembrud, som det var at få statsministerposten for første gang siden Systemskiftet. Dertil har alt for mange Venstre-politikere ministerdrømme, men ikke nok med det: Meget værre er det, at Venstres toppolitikere – med få undtagelser, som jeg ikke vil sætte navn på for ikke at skade dem – simpelthen ikke besidder respekt for andre borgerlige politikere. Her deler det borgerlige Danmark skæbne med »rød blok«, hvor Socialdemokraterne – eller hedder det nu igen: Socialdemokratiet – ikke har meget til overs for hverken SF, Enhedslisten, de Radikale eller Alternativet.

Så kan man, som Liberal Alliances Anders Samuelsen dygtigt gør det i disse uger, sige, at nutidens firkløver skylder det borgerlige Danmark et resultatsøgende regeringssamarbejde. Og heri har han jo sådan set ret! Men han gemmer eller glemmer, at de stærkeste kræfter i »blå blok« er mere optaget af resultaterne i meningsmålingerne og ideologiske skoleridt end samarbejde og kompromiser.

Men tiden er også en anden: Hvor Schlüter-regeringens dagsorden var den nødvendige økonomiske genopretning og synlige projekter som Storebæltsbroen og TV2, så er udfordringerne i dag mindre håndgribelige, mere globale, kulturelle på en ny måde. Hvortil kommer, at nutidens firkløverpolitikere hver eneste dag skal stå skoleret i TV2 News – indstuderet af spindoktorer, som lever af konflikt- og kriserådgivning mere end forlig og resultater.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.