Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Nu skal vi også skamme os over at gå på arbejde

»Det enkelte barn er vores eget ansvar, men den hverdag, velfærdsstaten har aftalt med sine borgere at muliggøre, selve grunden til at skatten er så høj i Danmark, er ikke et privat anliggende.«

Julia Lahme
Julia Lahme

Så er vi der igen. Lige der, hvor forældrefælden smækker hårdt, klart og tydeligt rundt om det moderne menneske. Der, hvor skyld og skam mødes, og forældre burde slippe arbejdsmarkedet og i stedet koncentrere sig om deres børn.

For det er nemlig tilsyneladende sådan i dagens Danmark, at skylden og skammen følger de arbejdende forældre.

Sådan er det også i Thomas Skovbos kronik i Berlingske søndag 29. januar, under overskriften »Hvorfor tilbyder vi vores børn en hverdag som var vi et uland?«.

Her fastslår han indledningsvis, at der er nedskæringer i den del af den offentlige sektor, som har med vores børn at gøre, mens han efterfølgende konstaterer, at »vi vil alle have hus det rigtige sted«, og derpå »prøv at lege med tanken om at du i en periode, mens børnene er små, prioriterer dem (…)« og fortsætter med lignende hån, finest eksemplificeret ved, at viceskolelederen tydeligt har et horn i siden på folk, der har »glorværdige karrierer på revisorkontoret«.

Helt ærligt. Hvad hulan er det her? Og hvorfor de billige hak efter forældre ved at insinuere, at de hellere vil deres arbejde end deres børn?

Nu skal vi ikke alene skamme os over at give vores børn en iPad 25 minutter om dagen, mens vi hakker de økologiske grøntsager, der skal til. Nu skal vi også skamme os over at arbejde.

Fra visse meningsdanneres holdninger til, at man hverken må dyrke yoga eller bage boller, mens børnene er små, til at vi nu heller ikke må arbejde uden at skamme os. Men Skovbo tager fejl. De offentlige nedskæringer hænger på ingen måde sammen med, hvor meget vore børn er væk fra os. Det er to forskellige ting. De offentlige nedskæringer på børneområdet er utilstedelige, skammelige og uansvarlige. Og så er de et brud på en moralsk kontrakt mellem borgeren og velfærdsstaten, og det er her vi skal slå i bordet, og slet ikke i køkkenbordet hos den enkelte familie.

Kontrakten med velfærdsstaten

Den moralske kontrakt mellem den danske velfærdsstat og børnefamilien er, at vi arbejder, mænd som kvinder, spytter alt det, vi kan, i skattekassen – og der skal meget til, når Skat jævnligt forlægger milliarder – mod til gengæld at være sikre på, at vores børn bliver givet en lærerig og omsorgsfuld hverdag. Den moralske kontrakt er selve grundlaget for min og andres deltagelse på arbejdsmarkedet, og det er den kontrakt, der langsomt, men sikkert er ved at blive brudt.

Når det bånd knækker, den vished, vi har som forældre om, at vore børn har en tryg og god hverdag, har det enorme konsekvenser. Ikke blot for vores børn, som udsættes for hverdage, man ikke selv ville kunne holde ud, men også for arbejdstagerne.

Jeg tror ikke på, at institutioner er dårlige for børn. Jeg tror ikke på, at de får en dårlig barndom af at være sammen med andre børn eller endda af at blive afleveret klokken 8 og hentet – oh skræk, oh gru – klokken 16.02, to minutter efter det magiske tidspunkt, som alle børneforældre ved, skiller en god barndom fra en dårlig.

Men jeg tror på, at dårlige institutioner er skadelige for alle børn. At institutioner med dårlig ledelse, for lidt faglighed og for lidt overskud, er lige så dårlige for børn, som en arbejdsplads med præcis de samme mangler er for voksne.

Arbejdsmarkedspolitik er familiepolitik

Og ja, det er nu. Ikke nu, vi nødvendigvis skal flytte til en mindre bolig, som Skovbo foreslår det, men NU vi skal minde samfundet om den kontrakt, vi har med hinanden. Hvis det offentlige ikke kan eller vil tilbyde den rette hverdag for vore børn, er det op til os som forældre og borgere at reagere.

Det enkelte barn er vores eget ansvar, men den hverdag, velfærdsstaten har aftalt med sine borgere at muliggøre, selve grunden til at skatten er så høj i Danmark, er ikke et privat anliggende.

Den hverdag bliver ikke bedre af at vi i samlet flok flytter til Vandkantsdanmark og bliver offentligt ansatte på deltid. Eller at vi regner ud, hvem i husstanden der tjener mindst (mor) og sender hende på deltid; vi skal nemlig ikke som privatpersoner skabe velfærdsstatens nedskæringer, når vi går på arbejde og betaler til det modsatte.

De mere og mere problematiske vilkår i daginstitutioner er tværtimod endnu et bevis på, at arbejdsmarkedspolitik er familiepolitik, og at det kontraktbrud, vi godtager hver eneste dag når vi afleverer børn, er netop det: Brud på den grundlæggende aftale mellem samfund og borger. Og det er her, vi skal sætte ind. Ikke som Thomas Skovbo skyde med skarpt efter dem, der tillader sig at blive ved med at spytte i kassen og gå på arbejde.

  • Julia Lahme er direktør og forfatter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.