Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Nordisk samarbejde trues af grænsekontrol

»Den svenske grænsekontrol, der indførtes 4. januar, truer fundamentet for nordisk samarbejde, der nu plages af national egoisme, mistillid og stilhed mellem regeringerne.«

Norden var en foregangsregion, da vi i Nordisk Råd indførte fri bevægelighed for borgerene i 1950erne. Det betyder, at nordiske borgere ikke skal vise pas ved de nordiske grænser, hvilket sparer tusindvis af timer på daglig basis for pendlere. Det letter hverdagen for studerende, arbejdstagere og virksomheder.

Denne succeshistorie er dog afløst af et mareridt. Det nordiske samarbejde står over for store udfordringer grundet manglen på samarbejde om grænserne i Norden, især mellem Danmark og Sverige. Den svenske grænsekontrol, der indførtes 4. januar, truer fundamentet for nordisk samarbejde, der nu plages af national egoisme, mistillid og stilhed mellem regeringerne.

Den svenske regering indfører kontrol for at begrænse antallet af asylansøgere, men rammer samtidig over 15.000 daglige pendlere, der arbejder på begge sider af grænsen. At Sverige ønsker en pause for at sikre bolig, job og uddannelse til de mange asylansøgere undskylder ikke, at man tager redskaber i brug, der skader det nordiske samarbejde. Vi kan ikke acceptere en så skødesløs tilgang til det nordiske samarbejde, som grænsekontrollen er udtryk for.

Danmark har dog ikke ivrigt samarbejdet med Sverige, hvilket skyldes et forskelligt syn på flygtningepolitikken hos den røde regering i Sverige og den blå regering i Danmark. Da tusindvis af flygtninge ankom til Danmark og gik på motorvejene, sagde det alt, at integrationsminister Inger Støjberg ikke havde talt med sin svenske kollega, selv om vi var blevet et transitland. Det var taktløst, nok fordi Støjberg følte, at problemet ikke var hendes, da asylansøgerne søgte til Sverige.

Men det er forkert. Hvad der sker i Sverige er afgørende for, hvad der sker i Danmark. Den generøse svenske flygtningepolitik har fået flere til at søge til Norden og dermed også til Danmark. Og når Sverige lukker grænsen, kan det betyde, at flere vil søge ophold i Danmark. Derfor indførte Danmark midlertidig grænsekontrol 12 timer efter, at den svenske trådte i kraft.

Vi mener, at situationen ikke er blevet håndteret på en måde, som er vores nordiske samarbejde værdigt. Nordisk samarbejde bliver irrelevant, hvis det ikke tages alvorligt på daglig basis, men kun kommer på dagsordenen til de årlige sessioner i Nordisk Råd. Det er et ansvar, som både politiske ledere og medier har svigtet. Det er dog ikke for sent at råde bod på skaden.

Vi opfordrer de nordiske statsministre til at holde et topmøde, hvor de finder fælles løsninger for de nordiske grænser. De kan også diskutere, om vi skal tilbyde harmoniserede vilkår for asylansøgere, så vi ikke indgår i en kappestrid om at tage færrest, men derimod tilbyder flygtninge en fælles standard. Det andet kan vi ikke være asylansøgere eller vores værdier bekendt.

Vi skal stå vagt om den fri bevægelighed i Norden. Det er fundamentet for det nordiske samarbejde. Vores fællesskab skal ikke slå sprækker på grund af et midlertidigt pres på vores grænser.

  • Debatindlægget er skrevet af: Iris Dager, præsident for Foreningen Nordens Ungdomsforbund, fra Island, Anna Abrahamsson, præsident for Ungdommens Nordiske Råd, fra Finland, Erik Carter, præsident for Nordens Centerungdoms Forbund, fra Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.