Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Nej tak til ny museumsstruktur – ja tak til skrappere kontrol

Søfartsmuseet i Helsingør.
Søfartsmuseet i Helsingør.

If it ain’t broke, don’t fix it, siger man. Det gælder også museerne og museumsloven. Mange museumsfolk har skrevet om behovet for nye kriterier for tilskud, men når de store ord var sagt, var budskabet som regel: Mere til mit museum – mindre til de andre.

Det viser én ting: At den danske museumsverden, som i dag er en helhed, på et splitsekund kan forvandles til et hundeslagsmål. Naturligvis konkurrerer museerne om opmærksomhed, publikum og fondsbevillinger. Men gennem begrebet statsanerkendte museer, som blev indført i 1977, har man i Danmark opnået:

– At museumsdækningen er koordineret, så de fleste emner og områder er dækket. At museer ikke overlapper hinanden, men kan skærpe deres profil og særpræg. Se bare til Tyskland, som har et hav af kunstmuseer og søfartsmuseer, men intet museum om landets historie.

– At alle museer har registreret deres samlinger i samme system, så de kan »tale« med hinanden, indsamle og kassere, så ikke alle hver har 18 symaskiner eller 12 malerier af Asger Jorn. Sådan er det kun i Norden og Canada – i alle andre lande har museerne hver sit system. Dermed kan danskerne klikke ind på ét sted, »Museernes samlinger«, og se det hele.

– At museerne – trods konkurrencen – har tillid til hinanden. En atomisering vil betyde, at de enkelte museer vender sig indad. Men det, der er brug for, er flere samarbejder, mere tværfaglighed, flere fællesprojekter.

– At brugerne overalt bliver mødt med samme overholdelse af internationale regler. At gaver og køb, som museerne tager imod, bliver bevaret og ikke året efter bliver solgt ud ad bagdøren – og at personoplysninger bliver behandlet med fortrolighed.

– At arkæologi kan udføres over hele landet, over og under vandet. Og at bygherrer, der skal betale arkæologiske undersøgelser, får samme vilkår, uanset om museet ligger i Thisted eller på Langeland.

– At alle kulturhistoriske museer er forpligtet til at kæmpe for kulturarven ude i land og by over for stat og kommuner med statsstøtten som et moralsk rygstød for, at museet kan være kritisk.

– At forskning og formidling bedømmes efter samme standarder

– At museerne er et forskningsmiljø på linje med universiteter og arkiver.

– At børn under 18 år har gratis adgang til museerne – og at museerne skal samarbejde med »den åbne skole«.

Fra netværk til rodebutikker

Derfor er det meningsløst at tale om »nationale« og »lokale« museer.

Museerne er et nationalt netværk, hvor hvert museum er en brik i puslespillet, nogle med mange opgaver, andre med færre. Det skyldes den fælles »gulerod«, statsanerkendelsen, og dens kvalitetskrav.

Lægger man museerne 100 pct. ud til kommunerne, vil mange museer »synke« tilbage til 1950ernes »små nationalmuseer« – rodebutikker med lidt af alting, bestemt af lokale kæpheste.

Det er også meningsløst at tale om »store« og »små« eller »centrale« og »udkant«-museer. Forskning og formidling foregår på en bred vifte af museer. Faktisk ofte bedst på de små museer, der har fordelen ved at kunne køre få, vigtige specialer, og på de rigtigt store med ressourcer til de mange ting. De museer, der har haft problemer med kvaliteten, er nogle af de mellemstore, der har prøvet at dække for meget og gøre for mange tilpas.

Skrappere kontrol

Er der da slet ikke noget i vejen med museerne?

Jo, der er da et stykke vej endnu, før alle statsanerkendte museer har fået skarp profil og høj kvalitet. Men svaret er ikke en ny struktur, men skrappere kontrol med, om danskerne får noget for tilskuddet:

Har de forsket? Publiceret? Lavet væsentlige udstillinger? Stiger besøgstallet?

Det største problem er dog, at der er stop for nye statsanerkendelser, selv om museerne opfylder kriterierne. Fordi der var lukket for pengekassen. Men der er kun tale om tre-fire museer. Det kan løses ved at åbne kassen eller tage lidt håndører fra de andre.

Den store udfordring for museerne – at udforske og fortælle de store historier, fra Skagen til Gedser, fra istid til nutid, fra hverdagen til livets store spørgsmål – er slet ikke lovstof. Her er publikum, befolkningen, brugerne, turisterne og baglandet den store censor, som straffer det uvedkommende, kedelige, usynlige museum, der kører i gamle riller og gamle fortællinger.

Men staten skal ikke blande sig i fortællingernes indhold, udstillingernes form eller publikums sammensætning, bare det virker. Staten skal støtte og kontrollere kvaliteten, aktivitetsniveauet og pasningen af de mange pligter og nationale opgaver. Her skal museerne fortsat have tillid til »armslængdeprincippet«: At støtten gives efter faglig kvalitet, resultater og bæredygtig økonomi og ikke efter modebetingede hurra-ord eller politiske forbindelser.

Helle Ravn er mag.art. i europæisk etnologi og fhv. museumsinspektør ved Langelands Museum. Peter Dragsbo er mag.art. i europæisk etnologi og fhv. overinspektør ved Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.