Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Nej tak til EU og den sociale union

Hvis EU udvikler sig yderligere, og den sociale union bliver en realitet, vil vi se mange flere konflikter mellem folkeslagene i Nord-, Syd- og Østeuropa, vi vil se langt mere politikerlede og langt stærkere reaktioner fra de EU-kritiske partier.

Debatten om EU-borgeres ret til sociale ydelser har været meget fokuseret på tekniske og juridiske argumenter: Er politikere forpligtede på at overholde EU-retten, der som bekendt giver frit vandrende EU-borgere ret til ydelser som børnecheck i bl.a. Danmark. Det har skabt frygt for velfærdsturisme, hvor især østeuropæere kan få udbetalt store kontante ydelser sammenlignet med ydelserne i deres eget land. Groft sagt: Under dække af at være arbejdssøgende kan man leve af andre borgeres penge.

En stor andel af danske borgere er imod regeringen, også på dette område. Regeringen vil underkaste sig EU-retten, imens den borgerlige opposition og Enhedslisten er imod. Oppositionen har fornuftig nok foreslået en optjeningsperiode og visse velfærdsforbehold i forhold til EU.

For egen regning vil jeg sige, at hvis det skulle medføre en konflikt med EU, må man tage opgøret, og fra dansk side melde klart ud: Det er her, den danske stat står, og hvis det fremtvinger en retssag med EU-Kommissionen, ja, så må man tage den med. Det er på tide, at man klarer luften.

Jamen, siger man, ideen om en social union er slet ikke aktuel, for alle taler om velfærdsforbehold. Men det ulykkelige ved EU er netop, at selv om man ikke taler højt om at udvide EU, er det i praksis, hvad der hele tiden sker. Det gælder i forhold til medlemslande - i fuld alvor ønsker man Tyrkiet med potentielt 70 millioner frit vandrende borgere optaget i EU - og det gælder i forhold til politiske områder. Forleden offentliggjorde Kommissionen en plan om yderligere lempelser af retten til dagpenge. Tidligere gjaldt det børnepenge, SU og kontanthjælp.

SOM MAN FORNEMMER, ligger der nogle grundlæggende spørgsmål under den juridiske debat. For hvad er EU? Og hvad er solidaritet? Er det Folketinget, der beslutter lovene, der gælder i dette land, eller er det EU?

EU er en transnational jurisdiktion, der i stigende grad tiltager sig magt over de enkelte nationalstater, uden at befolkningerne - nationerne - i disse stater har ønsket det. Som jeg skriver i min bog »Fortællingen om fredens Europa« ligner EU et imperium: Et udemokratisk, centraliseret eliteprojekt uden folkelig opbakning. Det vil vi sandsynligvis atter få bekræftet ved det kommende EP-valg, hvor EU-skeptiske partier står til at få en enorm fremgang.

EU er i fuld gang med at undergrave nationalstatens selvbestemmelse, hvormed det nationale folkestyre med tiden erstattes af et domstolsstyre. Den udemokratiske EU-Domstol er nemlig som Kommissionen et helt centralt og yderst magtfuldt organ i EU-projektet.

I kraft af en aktivistisk domstolspraksis fortolker EU-dommerne traktaternes oprindelige ordlyd i stadig mere vidtgående retning med det formål at fremme Europas Forenede Stater. Alle Europas nationer skal påtvinges en ensartet lovgivning. Deraf kommer også ideen om en social union med fælles rettigheder for alle EU-borgere, herunder retten til sociale ydelser i andre lande.

DEBATTEN OM SOCIALE ydelser søges derfor afpolitiseret. De folkevalgte politikere i de nationale parlamenter skal ikke længere bestemme, for politikken er allerede bestemt - af EU-dommerne, der fortolker EU-retten og således forpligter nationalstaterne til at gennemføre denne lovgivning. Det er i grunden ubegribeligt, at danske politikere, dvs. regeringen, vil finde sig i, at deres magt forsvinder.

Til forskel fra EU er nationalstaten et demokratisk system, hvor borgerne i de enkelte nationer har en langt højere grad af tillid til hinanden og til de myndigheder, de lever under. I en velfungerende nationalstat kan borgerne identificere sig med de myndigheder, de lever under, og det gør dem stemte til at acceptere love og adlyde beslutninger, der ikke umiddelbart er i deres egen eller deres nærmestes interesse.

Således også med de sociale ydelser. Hvad der end er mest fornuftigt i den sag, så er det vigtigt, at lovene besluttes nationalt og korrigeres nationalt i velfungerende demokratiske processer. Alt det mangler i EU.

Den solidaritet, der eksisterer imellem de europæiske nationer, er ganske enkelt for svag til at kunne bære et EU-projekt og en fælles social union. De kulturelle og identitetsmæssige bånd mellem de enkelte nationer i Europa er for tynde. Det ser vi i den aktuelle krise: Grækerne og tyskerne udtrykker mistillid til hinanden, hvis ikke direkte fjendtlighed. Det samme gælder danskere og østeuropæere: Hvorfor være solidariske med andre, spørger danske borgere.

NETOP VÆRDIEN om solidaritet berører det centrale i den aktuelle debat, som man ofte ser bort fra. For hvordan skaber man solidaritet? Hvad er det, der gør, at vi gerne vil omfordele vores goder til andre? Der ligger selvfølgelig fornuft bag, men også mere end det, nemlig følelser. Solidaritet kan ikke kommanderes fra højeste sted. Den vokser derimod frem, når mennesker føler sig forbundet med andre i et kulturelt fælleskab. I en nation som den danske, hvor der er en høj grad af solidaritet, har borgerne knyttet bånd til hinanden gennem en fælles historie, fælles sprog og fælles værdier.

SOLIDARISKE NATIONER er kulturelt homogene fællesskaber. Her har man gennem en meget lang årrække levet sammen i stærke civilsamfund og inden for rammerne af den samme stat. Det ser man især i det protestantiske Nordeuropa. Det samme ses ikke i Øst- eller Sydeuropa og slet ikke mellem nationerne.

Hvis EU udvikler sig yderligere, og den sociale union bliver en realitet, vil vi se mange flere konflikter mellem folkeslagene i Nord-, Syd- og Østeuropa, vi vil se langt mere politikerlede og langt stærkere reaktioner fra de EU-kritiske partier. Derfor må vi sige nej tak til mere EU og til de utopiske ideer om en social union.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.