Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Naser Khader: Samfundet må vise tænder i Vollsmose

Dialog, kammerateri og bløde integrationsprojekter mødes med intolerance, trusler og vold i Vollsmose. Nu må samfundet forsvare sig.

Foto: Linda Henriksen og Nils Svalebøg.
Foto: Linda Henriksen og Nils Svalebøg.

Mod fundamentalisme, kriminalitet og social kontrol kommer dansk blødsødenhed til kort. Samfundets fløjlshandsker er slidt i laser i Odense-bydelen Vollsmose – eller Voldsmose, som retteligt burde være stavemåden. Nu går den ikke længere. Samfundet må vise tænder.

Vold og chikane er dagens orden i dele af Vollsmose, hvor voksne uden kontakt til arbejdsmarkedet i generation efter generation tillader deres børn at vokse op som funktionelle analfabeter uden forståelse for eller evne til at begå sig i det samfund, som de er en del af.

Intet andet sted i verden ser man som i Aarhus Vest, på Nørrebro og ikke mindst i Odense disse samfund i samfundet, hvor almindelig lov og ret er sat ud af kraft, mens myndighederne brygger dialogkaffe og kaster millioner efter det ene håbløse integrationsprojekt efter det andet.

Når politikere tager på sightseeing i parallelsamfundet, får de fremvist et skønmaleri, hvis de da ikke som Lars Løkke Rasmussen ved en fejl kommer til at trykke hænder med en bandeleder. Brandvæsenet kan ikke arbejde i fred, senest melder PostNords medarbejdere om utrygge arbejdsforhold, og imens forsøger velmenende betjente og konsulenter fra Fyns Politi at etablere en konstruktiv dialog med de utilpassede voldsbøller.

Det er en falliterklæring. Der må være grænser for forståelsen, og Fyns Politi udgør en del af problemet i Vollsmose.

Fyns Politi har bl.a. ansat en såkaldt »brobygger«. Hun hedder Asmaa Abdol-Hamid, hun er tidligere folketingskandidat for Enhedslisten, og i februar kritiserede jeg hende for, at hun som repræsentant for en offentlig myndighed »tilvælger« at bære tørklæde på jobbet og »fravælger« at give hånd til mænd.

Min kritik udløste et rørende forsvar fra hendes kollega, politiassistent Elvir Abaz, som beskyldte mig for at være en »levebrødspolitiker« uden kontakt til virkeligheden.

»Asmaas viden, faglighed og kompetencer, f.eks. når det kommer til forebyggelse af radikalisering, har efter min opfattelse været uovertruffen og brugbar for os praktikere,« skrev politiassistenten (Fyens Stiftstidende 14.02.17).

Jeg har endnu til gode at se nogle synlige, positive resultater af Asmaa Abdol-Hamids brobyggeri. Men jeg er ikke længere væk fra den fynske virkelighed, end at jeg kan se, at den er helt gal, når myndighederne ikke kan sætte sig i respekt, og når Odenses borgmester skal leve under politibeskyttelse.

Mit førstehåndskendskab til Vollsmose er desværre begrænset af, at jeg i ti år ikke har kunnet færdes sikkert i bydelen. Heller ikke for at give hånd til en offentligt ansat integrationsmedarbejder, som med sin adfærd gør sig selv til en del af problemet i parallelsamfundet – frem for at være en del af løsningen.

Fyns Politi må ryste posen og skrue bissen på. Der er et akut behov for mere synligt politi og mobile politistationer til at genoprette lov og orden og skabe tryghed. Dialog, pragmatisme, kammerateri og bløde integrationsprojekter møder en mur af intolerance, trusler og vold. Der hersker noget nær undtagelsestilstand i området, og parallellen til bl.a. ghettoerne i franske forstæder er nærliggende. Nu må det frie samfund forsvare sig selv og tage et håndfast opgør med parallelsamfundene.

Sæt massivt ind med synligt politi imorgen!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.