Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KOMMENTAR

Når tilliden ryger, bliver demokratiet truet

Peter Goll,
Peter Goll,

En politisk tillidskrise skyller ind over en stor del af verdens demokratiske lande med en sådan kraft, at den har potentialet til at true selve det demokratiske fundament, som vi bygger vores samfund og velstand på.

Store dele af befolkningerne i de vestlige demokratier er præget af en historisk voldsom vrede mod deres politiske ledere, og i flere lande er tilliden til politikerne og det politiske system som helhed rekordlav.

Det fører til oprør mod kendte politiske partier og strømninger samt en søgen efter alternativer; og desværre i stigende grad alternativer som ønsker at gå uden om, svække eller helt nedbryde en række af de grundlæggende demokratiske institutioner og principper, som de vestlige demokratiske lande bygger på.

Efterhånden som betydelige dele af befolkningerne rundt om i verden mister troen på, at de klassiske demokratiske processer rummer mulighederne for at finde og skabe løsninger, stiger risikoen for, at demokratiet mister sin kraft og brede folkelige legitimitet.

Det er kritisk for verdens udvikling, at demokratiet mister sin appel som det samfundsideal, der er det bedste at stræbe efter for menigmand, som ønsker et bedre og mere trygt liv for sig selv, sine nære og sine naboer.

Når stadigt flere ser politik og politikere som en del af problemet, får de vestlige, europæiske demokratier stadigt ringere vilkår for at leve. Det er en udvikling, der skal standses og imødegås. For uanset hvad man mener om verdens demokratisk valgte politikere, er demokratiet stadig uantastet som den bedste chance for varige fremskridt for menneskeheden. Den demokratiske model er en unik historisk succes i forhold til at skabe fred, frihed, tryghed og velstand for borgerne.

Den eksisterende tillidskrise mellem befolkning og politikere skal derfor overvindes. Det er en af de absolut vigtigste opgaver på den politiske dagsorden for vores politiske ledere.

Politikernes egne regler

Der er mange årsager til tillidskrisen. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg forstår eller har gennemskuet dem alle. Mange vigtige emner spiller en rolle i debatten:

Tag diskussionen om eliten mod den almindelige befolkning. Hvor enkelte i toppen tjener markant mere i forhold til almindelige lønmodtagere. Eller diskussionen om efterdønningerne af den finansielle krise. Hvem var skyld i den, og hvem skal betale? Eller debatten om globalisering og teknologi som fylder folk med frygt for robotter og udflytning af arbejdspladser. Eller tag vigtige debatter om ligestilling og ligeløn, om boligmarkedet, om udlændinge osv.

Alle disse temaer er afgørende for diskussionen om de store kræfter, der i øjeblikket præger det politiske billede. Temaer bliver derfor også løbende så grundigt bearbejdet i den offentlige debat, at jeg ikke her vil rette mit blik yderligere mod dem. Mit ærinde er i stedet her spørgsmålet om, hvilke regler der gælder for politikerne i forhold til, hvilke regler der gælder for befolkningen bredt. Det er et mindre kompleks tema i forhold til flere af de andre store emner, jeg har oplistet, men dog vigtigt at gå til, fordi det så konkret og direkte berører tillidsforholdet mellem vælgere og valgte.

Store dele af befolkningen opfatter det uden tvivl, som om politikkerne i stigende grad laver deres egne regler, der gavner og beskytter dem selv, mens resten af befolkningen modsat bliver mødt af stadigt flere krav fra en stadigt mere barsk og krævende virkelighed, noget som politikkerne på tværs af partier opfattes som aktivt bidragende til.

Den afstand mellem folkets og politikernes vilkår, opleves af en betydelig del af befolkningen som voksende. Og med kræfterne fra alle de andre tillidsudfordrende problemstillinger oveni til at skabe grobund for utryghed og vrede er det noget, som de politiske ledere bliver nødt til at forholde sig mere aktivt til fremover.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen rejste en relevant problemstilling – selv om debatten om den kom i gang på en mildest talt uheldig måde for alle parter – med den noget uskønne udnævnelse af Bertel Haarder som konsul i Flensborg. Hvad skal der ske med politikere, når deres aktive tid i politik er forbi, og kan vi som samfund ikke bruge afgående politikere og deres kompetencer bedre? Det er vigtigt, at et velfungerende demokratisk samfund værdsætter dem, der yder en indsats for vores demokrati.

Agtpågivenhed i forhold til at politikere ikke rager til sig på bekostning af den brede befolkning er vigtig og reel, men det er ikke til den brede befolknings fordel, hvis det bliver et kapløb om at tage flest mulige privilegier fra landets folkevalgte.

Det er for eksempel vigtigt og godt for os alle, at vi har politikere, som ikke bliver afhængige af at skulle indynde sig over for stærke økonomiske særinteresser undervejs i deres karriere, fordi de er så dårligt stillet undervejs og efter deres politiske karriere, at de er nødt til at spekulere i at have vennetjenester at falde tilbage på senere i livet.

Politikernes uafhængighed

For politikere er det efter den politiske karriere ofte i højere grad en hæmsko end en fordel at have været uafhængige og markante. Rædselsscenariet er i min bog, at vi får den tilstand, der nu hersker i USA, hvor vi ser en total sammenblanding af præsidentens forretningsmæssige ejerskab med varetagelsen af hans politiske embede. Præsident Trump ønsker ikke at frasige sig sin privatøkonomiske magt og sine privilegier eller give os andre indsigt i dem. Dermed ved vi ikke, om han i en specifik sag agerer ud fra sit private profitmotiv, eller fordi han mener, at det er godt for USA.

Det vil være meget uhensigtsmæssigt, hvis flere politikere finder det nødvendigt at begynde at søge at helgardere sig privatøkonomisk på den måde – fordi det netop i sig selv underminerer tilliden til, at den demokratiske stat er ledet ud fra almene hensyn fremfor private særinteresser.

Af samme grund synes jeg også, at det er en fordel for alle borgere, at vores politikere får en rimelig god løn. Politikere omgås samfundets økonomiske elite i det daglige, og hvis de skal se med meget stor misundelse på, at der i disse kredse er nogle økonomiske grundrammer, som politikerne er alt for langt væk fra, så er der en større risiko for, at svage sjæle kan fristes og korrumperes. Vi betaler som samfund også til politikerne for at sikre deres uafhængighed, og vi betaler derfor heller ikke kun, mens de er i embedet, men med pensioner og andet også til dem efterfølgende.

Politikere kan fra den ene dag til den anden risikere ikke at blive valgt, og så skal de ud at finde noget helt nyt. Derfor skal de have to år med løn til at omskole sig, hvis de ryger ud. Problemet er så, at befolkningen oplever, at de politiske ledere langtfra udviser samme omsorg for andre på arbejdsmarkedet, der er underlagt præcis nogle af de risikofaktorer.

3Feren kan jo risikere nøjagtig det samme som politikerne. Jobbet kan blive nedlagt, og man kan med ét slag være færdig med den karriere, som man ellers troede, man havde opbygget solidt og passet kvalificeret. Og når jobbet er væk, er det jo lidt ligegyldigt for den ramte, hvad årsagen er. Om det skyldes et valgnederlag, eller fordi virksomheden flytter, ny teknologi kommer på markedet eller andet.

Den forskel i politikernes bekymring for sig selv og befolkningen betyder alt andet lige, at de folkevalgte opfattes meget langt væk fra vælgernes almindelige hverdag, og det er ikke ligefrem et godt afsæt for et lederskab og for tillidsskabelse mellem ledede og ledere. Det bedste er nu engang, når de ledede føler sig i samme båd som lederen og kan se, at lederen går forrest – eller endnu bedre: Selv bærer de tungeste byrder.

Vi skal støtte demokratiet

Vores danske demokrati er stærkt og rodfæstet, så her og nu er det heldigvis derfor næppe for alvor truet. Fundamentalt, antidemokratiske strømninger er ikke rodfæstet i stærke, politiske bevægelser i Danmark endnu. Men vi ser tendenser fra enkeltpersoner, der råber op i medierne om, at løsningen fra den stærke leder er vigtigere end fastholdelsen af afgørende demokratiske principper.

Jeg tror, at der er et potentiale for de politikere, som uden store populistiske armbevægelser – men med en reel hensigt om dialog om dette tema – har modet til at gå ind i en nuanceret debat om, hvordan politikeres vilkår skal være. Gerne på en måde der støtter demokratiet, uden at befolkningen samtidig opfatter det som frås og et forsøg på at rage til sig.

Jeg ved også godt, at det tema kun berører en lille flig af det, der skal til for at reducere tillidsgabet mellem politiske ledere og ledede. For det er meget store kræfter, der er på spil i det samlede regnskab på det område. Men som med alle store, komplekse problemstillinger kan man jo oplagt begynde med de dele, det er enklest at gå til, og så løse dem. For hen ad vejen at se, om man på den måde kan arbejde sig ind i den mere samlede problemstilling. Det gør arbejdet mere konkret. Også de mindre elementer kan på den måde gøre en forskel. Jeg tror, at vi er et sted i historien, hvor der er brug for, at vi alle søger at gøre den lille forskel, som vi nu kan hver især for at skabe mere tillid og sikre fortsat stærk opbakning til demokratiet.

Peter Goll er rådgiver i kommunikation og ledelse og ejer af Goll Impact.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.