Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Når politikere leger Gud

Forskellen på en læge og Gud er, at Gud ved, at han ikke er læge.

Således går den gamle joke om læger. Det er, som de unge siger, »funny cause it’s true«. Misforstå mig ret, jeg har stor respekt for læger, men jeg røber nok ikke statshemmeligheder om standen, når jeg siger, at læger ofte er kendetegnet ved en frygtelig bedrevidenhed om, hvad der er sundt for os almindelige dødelige. Man kunne, med vanlig sans for overdrivelse, kalde det et gudskompleks.

Desværre er lægers gudskompleks som oftest bygget på viden og fakta, hvilket jo altid er frygteligt irriterende, sådan at blive konfronteret med. Altså fakta, forstås.

Men hvad nu, hvis vi i ovenstående vittighed skifter »læge« ud med »folketingsmedlem«? Ja, så er det ikke længere helt så morsomt, for forskellen er jo ganske åbenlys, at hvor vi tilgiver lægerne deres irriterende bedrevidenhed, fordi de oftest har noget at have den i, så er danske politikere jo netop (heldigvis) kendetegnet ved ikke at have et »minimumskrav« til faglighed for at kunne blive valgt. De har med mere klare ord, meget, meget sjældent, noget at have en tilsidesættelse af fagkundskaben i.

Det er en glimrende ide, at politikere ikke har en tvungen faglighed, i hvert fald så længe de kan afholde sig fra at lege Gud, for vi har mere brug for tillidsmænd end for embedsmænd i vores parlament. Så længe de selv forstår forskellen.

Desværre har vi de seneste par år set en del eksempler på, at Folketinget tror, at de er klogere end fagkundskaben. Ja, jeg vil gå så vidt som til at sige, at mange folketingsmedlemmer vist efterhånden tror, at de er (af-)guder – og i modsætning til lægerne, så har de ikke meget (læs: intet) at have det i.

Politikerne bør tage ansvaret

Og nu kommer vi frem til min pointe, for i de seneste par måneder har vi set (endnu) et eksempel på politikere, der leger Gud. Nærmere bestemt, i forbindelse med indførelse af »forsøgsordningen omkring medicinsk cannabis«.

Smag i øvrigt på ordlyden »forsøgsordningen omkring medicinsk cannabis« – det lyder sagligt. Orwell ville være stolt. Newspeak i ordets mest præcise forstand.

For der er nemlig ikke noget forsøgsordning over det. Tværtimod anvender man i stedet for de normale kontrollerede medicinske forsøg denne gang befolkningen som testkaniner, og lægerne som dem, der skal bære ansvaret, hvis det går galt.

Men hvis de højtærede folketingsmedlemmer gerne vil have udskrevet medicinsk cannabis til befolkningen, selvom nærmest alle læger i Danmark mener, at det ikke er tilstrækkeligt testet til at udskrive i almen praksis, så skulle de tage konsekvensen og påtage sig det fulde personlige ansvar for eventuelle bivirkninger, fejlbehandlinger og lignende.

Jeg forstår godt, at lægerne ikke tør. De har afgivet et lægeløfte, og dertil kommer, at det er deres navn og autorisation, der er på spil, og ikke, som det burde være, folketingsmedlemmernes bagdel.

Leif Donbæk er jurist og medlem af SF.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.