Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Når nazisten Kams eftermæle bliver utroværdigt jule-profitmageri

Søren Kam har posthumt fået udgivet sine erindringer. Men forfatterne, Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen, er ikke helt heldige med resultatet, mener Erik Høgh-Sørensen

Den danske nazist Søren Kam. Til venstre i SS-uniform under Anden Verdenskrig , hvor han bl.a. var officer på Østfronten, og til højre fotograferet i 1978 i Bayern, hvor han efter krigen slog sig ned, stiftede familie og arbejdede som salgschef på et bryggeri.
Den danske nazist Søren Kam. Til venstre i SS-uniform under Anden Verdenskrig , hvor han bl.a. var officer på Østfronten, og til højre fotograferet i 1978 i Bayern, hvor han efter krigen slog sig ned, stiftede familie og arbejdede som salgschef på et bryggeri.

De to historikere Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen udgav i sidste måned nazisten Søren Kams erindringer »Et liv uden fædreland«.

Med en passende perspektivering havde det været i orden, men resultatet kan bedst betegnes som utroværdigt jule-profitmageri.

Kirkebæk og Lauridsen underspiller, at Søren Kam var den første leder af Schalburg-terrorkorpset. Kendsgerningen er, at der blandt Kams første 60 elever og undervisere befandt sig fire af de fem værste danske terrorister målt i antal drab på danske civile under hele besættelsen. Om dette skriver Kirkebæk og Lauridsen, at det »forholder sig sådan, at der ikke blev uddannet terrorister på Schalburgskolen i første halvdel af 1943.« (s 490). I bogen underbygges påstanden hverken med nye kilder eller ny dokumentation. Det er også svært.

Kendsgerningen er, at Kam på Schalburgskolen var chef for bl.a. Kaj Bothildsen Nielsen (deltog i 55 drab); Ib Nedermark Hansen (45 drab); Aage Mariegaard (15 drab); Robert Lund (15 drab); Jørgen Bitsch (1 drab); Harry Ibsen (7 drab), samt Gestapos torturbøddel Frantz Toft.

Mindst 14 procent af Kams schalburgfolk blev altså involveret i den tyske terror, både i Peter- og Schiølergrupperne.

Kam havde allerede i forsommeren 1943 foreslået den rigsbefuldmægtigede Werner Best at bruge Schalburgskolens bedste folk i væbnede »anti-terrorgrupper« mod den danske modstandsbevægelse, og i netop dette lys kan Kams drab 30. august 1943 på redaktør Carl Henrik Clemmensen indpasses.

Kirkebæk og Lauridsen fortier desværre vigtige aspekter af denne forbrydelse. Clemmensen, der havde fornærmet en dansk nazist, blev bortført brutalt fra sit hjem og senere dræbt af otte projektiler affyret fra tre pistoler på under tre meters afstand.

Af obduktionsrapporten fremgår, at Kam og de to øvrige SS’ere, hvoraf en var fra Schalburgkorpset, havde taget opstilling, så alle havde frit skud mod den ubevæbnede Clemmensen. Og alle tre skød samtidig, hvilket blev bemærket på afstand af et vidne. Dette kan bedst rubriceres som selve definitionen på overlagt terrordrab, men Kirkebæk og Lauridsen afviser.

De undlader at nævne, hvordan det er sandsynliggjort, at et projektil fra Kams våben efterlod en dræbende læsion.

De efterlader i stedet indtryk af, at drabet var en blanding af hævnakt og uheld. Dette er på ingen måde den vurdering, det danske retssystem inklusive Højesteret nåede frem til. Drabet var overlagt, for ellers begik Højesteret justitsmord ved at tillade henrettelsen af Kams underordnede medgerningsmand, Flemming Helweg-Larsen.

I sidste ende peger en god del af den foreliggende dokumentation i retning af Kam som manden bag det første overlagte tyske terrordrab i Danmark, uanset at der gik fire måneder før det næste (Kaj Munk). Dette aspekt affejes af Kirkebæk og Lauridsen, uden at der i bogen gives veldokumenterede begrundelser (s 44).

Kirkebæk og Lauridsen beskriver nogle steder Kam som løgnagtig, men der er også overraskende mange rosende vendinger.

»Forestillingerne om folk, der som svage sjæle blev drevet mod nazismen for egen vindings skyld, passer heller ikke på Kam. Ej heller blev han nazist af opportunistiske grunde.« (s 25).

Netop »opportunist« var Kam ellers livet igennem. Hans soldaterpapirer afspejler netop et opportunistisk ønske om via nazismen at få politisk magt.

Som SS’er var Kam med til invasionen af Sovjet i 1941. Alligevel forsømmer Kirkebæk og Lauridsen (s 15-18) en grundig undersøgelse af Kams eventuelle rolle i jødeforfølgelser og massedrab på Østfronten. En af forfatterne besøgte ellers Kam og havde dermed en god chance – som en af de sidste – for at stille kritiske spørgsmål. Den chance blev spildt at dømme efter resultatet. Forfatterne nøjes med at skrive, at Kam må have kendt til massedrabene, og denne høflige version afspejles i bogens billedudvalg. Forfatterne bringer talrige af Kams private hyggebilleder, men kun to fra massakrer.

I spørgsmålet om den danske jødeaktion i 1943 er Kirkebæk og Lauridsen ligeledes flinke ved Kam og Helweg-Larsen, som havde nær kontakt med nogle af jødeaktionens centrale aktører. Dette benægter de to historikere med en revisionistisk formulering om, at forberedelserne til jødeaktionen tog en helt anden og »mere professionel personkreds sig af, og det foregik helt i tysk regi med danske aktører i mindre biroller.« (s 490).

Her tæller Kams påfaldende mange møder med Werner Best i sommeren 1943 åbenbart ikke med, selvom den rigsbefuldmægtigede personligt satte jødeaktionen i gang i dagene efter 26. august.

Kam færdedes på A. F. Kriegersvej i København i samme kontorbygning som den centralt placerede jødeforfølger Paul Hennig. Få dage efter et møde mellem Best og Hennig var sidstnævnte med til at røve den jødiske menigheds protokoller 31. august, hvilket blev en vigtig brik i jødeforfølgelsen.

Endelig var Helweg-Larsen 29. august, dvs. dagen før drabet på Clemmensen, med til at anholde overrabbiner Max Moses Friediger og sønnen Arthur. Dette betegnes altså af Kirkebæk og Lauridsen som »mindre biroller«.

Forhåbentlig får en så mangelfuld perspektivering en »birolle« i dansk besættelseshistorie.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.