Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Når midler bliver mål

Undervisning kan betragtes som et job, som et middel til at tjene penge. Men man kan også betragte undervisning som et mål i sig selv, og det er langt mere værdifuldt. Så bliver det, med Immanuel Kants ord, et »interesseløst behag«. Man opsluges og glædes. Sådan er det også med mad og venskaber.

Kasper Støvring.
Kasper Støvring.

Hvordan giver man livet værdi? Svarene er mange og kan findes i selvhjælpsbøgerne, der storsælger i supermarkedernes bunker af bøger om emnet. Men i virkeligheden er svaret så enkelt, at det næsten kan sættes på formel: Man omdanner midler til mål. Det, der gøres for at opnå noget andet, gøres til et mål i sig selv.

Lad os forudsætte, at værdi overhovedet er noget, man på egen hånd kan skabe – snarere end at få skænket – og se nærmere på forholdet mellem mål og midler ved at studere nogle eksempler. Et af mine bedste eksempler kommer fra min egen mangeårige erfaring som underviser i dansk litteratur i både grundskolen, gymnasiet og på universitetet.

Undervisning kan betragtes som et arbejde, som et middel til at tjene penge. Men man kan også betragte undervisning som et mål i sig selv, og det er langt mere værdifuldt. Så bliver den, med den tyske filosof Immanuel Kants ord, et »interesseløst behag«. Så opsluges man af sagen, man fascineres af et problem, man henrykkes over en formulering, og man glædes over de spændende diskussioner med en klog og engageret klasse.

Nogle gange lykkes det ikke, og mens man slæber sig gennem undervisningen, tænker man mest på de penge, man tjener. Det er så utilfredsstillende, at man måske forærer sig selv en middag på en god restaurant på vej hjem og køber en flaske vin til aftenen for dog at have noget at glæde sig over og glemme de spildte timer i klassen. Det giver en øjeblikkelig tilfredsstillelse, men er i længden utilfredsstillende, uden varig værdi.

Men når det lykkes at gøre undervisningen værdifuld, så bærer arbejdet lønnen i sig selv, så går arbejdet som en leg, og hvad man ellers siger, når et middel er omdannet til et mål.

Man kan også se det fra de studerendes side. Hvis man kun betragter læring som et middel til at få en viden, der kan skaffe en god karakter til eksamen, så går man glip af det egentligt værdifulde ved at studere: Glæden ved at læse litteratur. Derfor bliver jeg altid lidt mismodig, når studerende stiller spørgsmål af typen: »Hvad skal vi bruge det til?«

Hvis man kun søger viden for at få en god karakter, for at få et godt arbejde, for at få en god løn, for at, ja, fortsæt selv, så vil målene hele tiden fortone sig. For så handler det hele om konstant optimering og »selvudvikling« i konkurrencestatens tjeneste. Så bliver resultatet ikke glæde, men depression og stress.

Heldigvis sker det ofte, at undervisning og læring ikke blot har instrumentel værdi, men intrinsisk værdi, dvs. værdi i sig selv. Og så har man verdens bedste arbejde. Lad os se på nogle andre eksempler på midler, der bliver mål.

Hvis jeg spiser for at tilfredsstille min sult (eller for at dulme min dårlige samvittighed), så bliver det et middel til noget andet. Men jeg kan også gøre det til et mål i sig selv. Jeg kan nemlig gøre mig umage med at tilberede maden og nyde den med alle sanserne. Og jeg kan drikke et glas god vin i stedet for vand og gå på opdagelse i dens farve, duft og smag.

At gøre verden værdifuld handler om at få et forhold til den, også til tingene, at gøre dem fortrolige, snarere end at være fremmedgjort i forhold til dem. Ting har en funktion. Når vi spiser, bruger vi knive til at partere maden, og vi gør brug af spisestel, bestik og glas. En kniv bruges dog ikke bare til at skære med, den kan også være smuk i sig selv, og vi kan studere dens skønhed i detaljer, eller vi kan glæde os over den måde, spisestellet er dekoreret og formet.

Men vores forbrugersamfund tilskynder os til at betragte ting som midler, der skal opbruges, og dermed forsvinder de hurtigt igen uden at tilfredsstille os på et dybere plan. Mere vil have mere. Derfor er forbrugersamfundet en fantasme uden værdi.

Betragt venskabet, fornøjelsen ved at være sammen med en god ven. Selvfølgelig kan venskabet også betragtes som et middel, som noget man kan bruge, f.eks. til at få oplysninger, så man kan få et job. Men hvis man udelukkende ser venskabet som et middel, ikke som et mål i sig selv, så opbruger man venskabet, man forbruger det væk. Man krænker dets værdi, og det er netop risikoen i et samfund, hvor alt skal være »netværk«.

Når jeg går i skoven, gør jeg det nogle gange for at få motion eller for at skyde genvej til byen. I begge tilfælde betragter jeg skovturen som et middel. Det første er ubehageligt, det andet er på en dybere måde spild af tid. Oplevelsen af skovens fortryllende skønhed er gået tabt. I øvrigt er vi med vores naturbeherskelse ved at glemme den dybere værdi i naturoplevelser. Vores verden er også på det punkt blevet instrumentaliseret.

Når vi som mennesker kan omdanne midler til mål, skyldes det, at vi i modsætning til andre dyr ikke kun har kropslige, men også åndelige behov. Når nattergalen synger ved den sø, jeg bor ved, er det for at tiltrække en mage, den kan parre sig med, og når den inde fra krattet skuer ud over søen, er det for at finde føde eller holde øje med fjender. Men det behag, jeg finder i fuglens smukke sang, er interesseløst. Det har intet kropsligt, udelukkende et åndeligt mål. En lys sommeraften ved søen kan jeg i et lykkeligt øjeblik høre nattergalen, mens jeg betragter den synkende sols sidste stråler, der gløder med en dyb, rød glans. Så har livet værdi!

At mennesker har ånd, er måske tydeligst i forbindelse med religion og kunst. Der kan være positive konsekvenser ved at gå i kirke, det styrker måske sammenholdet. Men for et troende menneske er kirkegang ikke primært et middel til noget andet, det ville være udtryk for gustent overlæg. Nej, bøn, sang, prædiken og nadver har mål i sig selv: De knytter den troende sammen med Gud.

Og kunst? Litteraturen er noget af det fineste, vi har: Fuld af skønhed og visdom, den er ophøjet, forløsende, ja, åndfuld. Det mest ulykkelige ved tidens dannelsestab er, at man ikke længere læser, fordi det gør verden værdifuld. Men det skal læres. Det er derfor, der findes undervisning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.