Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KLUMME

Når Grundloven bliver politisk ubekvem

Politikerne synes i stigende grad at have behov for at udfordre Grundloven eller forsøge at undgå at komme i karambolage med den med kreative, lovgivningsmæssige work-arounds. Det må de finde sig i, at borgere og medier konfronterer dem med.

Kommentator byline: Tom Jensen.
Kommentator byline: Tom Jensen.

Der er mange smukke og tankevækkende paragraffer i Danmarks Riges Grundlov, som i dag i sin nuværende udformning bliver 65 år. Det er f.eks. i Grundloven, man kan læse, at den evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten, at regeringsformen er »indskrænket monarkisk« – hvilket vil sige, at vi har et monarki, men at det er bundet til en forfatning, der sætter rammer for monarkiets reelle magt.

Bare lige for at få det på plads: Folk, der går rundt derude og gerne vil lave om på alt dette ved f.eks. at adskille kirke og stat eller indføre republikken, de skal lige en tur rundt om Grundloven først og sikre sig både et tilstrækkeligt politisk og folkeligt flertal for at få den ændret.

Det er ganske betryggende.

Men der er også andre dele af Grundloven, man i dagens anledning med fordel kunne fokusere på. Nogle af dens smukkeste og for borgerne vigtigste afsnit finder man i kapitlerne 7 og 8, der omhandler de religiøse og borgerlige rettigheder, man har, når man har dansk indfødsret.

Det er eksempelvis i kapitel 7, paragraf 70, man kan læse følgende passus, der giver svaret på, hvorfor Folketinget i sidste uge vedtog et tildækningsforbud – ikke et burka- og niqabforbud.

Der står: »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.«

Med andre ord er det ikke i overenstemmelse med Grundloven at vedtage særlove, der begrænser bestemte religiøse samfunds almindelige rettigheder. Så man måtte lave det, man på moderne management-sprog kalder et work-around. Det bliver nu forbudt at tildække sig i det hele taget ud fra en devise om, at vi skal kunne se hinandens ansigter i det offentlige rum i Danmark.

Den nye lov kan man være for eller imod, og under alle omstændigheder finder den vel også opbakning i kendelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der har knæsat, at et fransk burkaforbud ikke er imod de grundlæggende menneskerettigheder.

Det med principperne og Grundloven er til tider svære sager at have med at gøre. For virkeligheden ændrer sig derude. Blandt andet er der på 40 år kommet et markant stort muslimsk mindretal i Europa, der har forandret vore samfund, i visse områder til ukendelighed.

Derfor er det på den ene side forståeligt nok, at politikerne søger løsninger, også af mere ukonventionel art. Det er legitimt at beskytte de værdier, vore samfund bygger på, når de kommer under pres. F.eks. i parallelsamfundene, som vi kender i Danmark, men som andre steder – blandt andet i Frankrig – byder på langt dybere og alvorligere udfordringer end herhjemme.

På den anden side er en grundlov nu engang en grundlov, og vil man ændre den, må man skaffe det politiske og folkelige mandat til at gøre det. Det gælder også for andre end republikanske sværmere eller ateistiske aktivister.

Politikerne må derfor finde sig i, at selv vi, der f.eks. anerkender de alvorlige integrationsproblemer og både ønsker og kræver dem håndteret politisk, en gang imellem hejser et advarende flag: Sig mig, gode politikere, er I egentlig helt klar over, hvad I har gang i?

Det gælder de paragraffer i ghettoplanen, der muligvis ikke juridisk men reelt skaber en slags ulighed for loven. Det gælder de flere hundrede undtagelser fra Grundlovens kapitel 8, paragraf 72 om boligens ukrænkelighed, som politikerne har vedtaget – med større og større intensitet over de seneste årtier.

Det gælder, når nogle Tibet-demonstranter forhindres i at udøve deres grundlovssikrede ret til at ytre sig kritisk og demonstrere mod Kinas overgreb i Tibet. Og det gælder skam tilmed, når flyvske Alternavister eller yderligtgående venstreorienterede leger med tanken om at gøre op med den private ejendomsret. Også den er grundlovssikret – i kapitel 8, paragraf 73: »Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

Der siges meget om Grundloven i disse år. F.eks. i regeringens nylige indfødsretsudspil, hvor det nævnes, at nye statsborgere ved en ceremoni skal skrive under på at overholde Grundloven. Det kan man godt indføre. Det er måske endda fornuftigt. Men dybest set er det i lige så høj grad borgerne, der kan forvente, at de lovgivere, der alle har underskrevet at ville overholde Grundloven, faktisk gør det. Faktuelt og i den ånd, den er vedtaget.

Det er værd at slå fast netop i dag, hvor vi markerer og hylder dens eksistens. Såvel som dens konkrete paragraffer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.