Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når dansk blødhed stilles over for krav

Den gennemgående problemstilling, som dansk fodbold må sande, er, at talenterne ofte falder igennem, når de drister sig til at drage udenlands og væk fra det rekreative miljø i Danmark.

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel har taget den hårde vej gennem engelsk fodbold og kunne i dette forår fejre resultatet af indsatsen som mester i Premier League. Foto: Scanpix
Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel har taget den hårde vej gennem engelsk fodbold og kunne i dette forår fejre resultatet af indsatsen som mester i Premier League. Foto: Scanpix

Året var 1992. Det danske fodboldlandshold var ikke kvalificeret til EM. Men ved et sammentræf af storpolitiske begivenheder kom vi med til slutrunden i Sverige alligevel. Som bekendt vandt vi turneringen. Utroligt. Imod al sund fornuft.

I dag, hvor vi ser Leicester blive engelske mestre og Sønderjyske få medaljer herhjemme, melder spørgsmålet sig: Kan det ske igen? Tanken er besnærende, men er det overhovedet realistisk at se et dansk hold som kandidat til titlen i en stor turnering?

Umiddelbart er svaret nej. Tidligere landstræner Morten Olsen formulerede det med ordet »udviklingsliga«, hvor spillerne med ganske få undtagelser højst kan gøre sig håb om en professionel tilværelse i mellemligaer i Holland og Belgien.

Dansk talentudvikling bygger på principper inden for demokrati, solidaritet og selvstændig bevidsthed, som handler om at uddanne det hele menneske. Resultatet er, at fordums konventionelle dyder og færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for »metoder«. De unge mennesker skal nu være problemløsende og selvstændige og samtidig være gode til at mene noget med et refleksivt sind. Denne tilgang til læring er blevet en integreret tilgang i de danske talentfabrikker tillagt en god portion anerkendende pædagogik.

Det er en socialkonstruktivistisk tilgang til talentudviklingen af unge, hvor et ukueligt fokus på »dannelsen« af de unge mennesker udbasuneres. Med nye dyder som »sundt læringsmiljø« og »tryghed og trivsel med klart definerede udfordringer« som overordnede retningslinjer i strategien hen imod dannelsen af det refleksive individ er den danske tilgang til talentudvikling blevet intellektualiseret. Det er blevet en ny form for almen dannelse.

Alle topklubberne herhjemme opruster med egne fodboldakademier, hvis primære formål er at skaffe billige unge spillere til 1. holdet i en tid, hvor UEFAs strategi med brug af spillere af egen avl i stigende grad foranlediger storklubber i Europa til at hive spillere ind i stadigt yngre alder. Man kerer sig ikke om de mange tabere, hvis man bare kan skabe sig en enkelt førsteholdsspiller. Talentudviklingen er blevet gennemprofessionaliseret, og ressourcerne og de merkantile kræfter, der bliver brugt på udviklingen af talenter, er støt stigende.

Dansk Boldspil Union, DBU, er sat under pres. Vi fik et godt eksempel, da selveste Barcelona forsøgte at etablere en underafdeling af sit fodboldakademi i Ballerup. Selvsagt var interessen stor hos mange forældre, som allerede kunne se deres poder indtage Camp Nou. I dag begynder scoutingen og rubriceringen af unge spillere helt ned til børn i syv-otte års alderen, hvilket navnlig vidner om et paradigmeskift i dansk talentudvikling. Den faglige kyndighed i trænerverdenen har gennem en længere periode været vidne til et ensidigt kvalitetsløft. Der er tale om en gennemsystematisering af ungdomsfodbolden i de danske topklubber som naturlig forlængelse af den moderne fodbolds fordringsfulde udvikling med hovedvægten på økonomi.

Det er i dansk talentudvikling de facto slut med at fundere spillerne i et fokus på færdigheder, mens det komplette individ er det fabulerede ideal for klubberne. Talentudviklingen i mange af de lande, Danmark komparativt holder sig op mod, kan være en af de væsentligste årsager til, at unge danske spillere forskertser talentet, når de drager mod udlandet.

Det skal anerkendes, at en klub som FCK allerede har udklækket dygtige spillere som Andreas Cornelius, Danny Amankwaa og ikke mindst Thomas Delaney, men den gennemgående problemstilling, som dansk fodbold må sande, er, at talenterne ofte falder igennem, når de drister sig til at drage udenlands og væk fra det rekreative miljø i Danmark.

De danske spillere har vist sig at mangle bestialiteten og ukueligheden i udlandets krakilske konkurrence, hvor det pr. definition er alles kamp mod alle. Desillusioneret vender en række danskere hjem til deres forhenværende klubber. Væk var omsorgen, og den anerkendende pædagogik var erstattet af en kakofoni af benhård konkurrence. Det er et fælles nordisk problem, og tydeligvis er det netop Zlatans Ibrahimovic’s indvandrerbaggrund og opvækst i et svensk ghettomiljø, der har hærdet ham fysisk som psykisk, så han fremstår som den eneste normbryder med stor succes.

Rammerne og de sammenhænge, som udbydes på de danske akademier, er utvivlsomt facile og fordragelige for de unge spillere samt på sin vis ideelle for opretholdelsen af motivationsfaktoren for de unge poder, men det ses, at det samtidig kan være en barriere, som kan være svær at knægte, når udlandet drager.

Hvis den danske model skal være kurant, er det vigtigt, at klubberne forbereder de unge på en barsk virkelighed og de strukturelle mønstre, spillerne vil møde i udlandet. Der venter de danske talentakademier en stor og vægtig opgave med at gøre de sensible, overstuderede og understimulerede danske spillere klar til en ubønhørlig tilværelse i udlandet. Dette må man kunne forvente, at akademierne vil implementere i de mundrette strategier for fremtiden, hvis en dansk eskapisme skal nedbrydes og erstattes af et konkurrencedygtigt fundament.

En balance mellem realisme og idealisme vil være at foretrække. Det er positivt, at klubberne intensiverer deres fodboldakademier. Men det er meget sigende, at f.eks. spilleren Pione Sisto ikke turde tage springet til West Ham sidste år, da han fik chancen.

Han er formet i vores danske blødhedskultur. Trods et talent, som kunne bære, har han en negativ selverkendelse, der siger fra. Man har sagt, at den, der ler »Sisto«, ler »besto«. Men i dag er der ikke så meget at grine ad. Der er store udfordringer for de danske fodboldakademier, og at det er blevet sværere for klubberne at vente på succes, måtte træner Thomas Frank sande i Brøndby.

Pludselig blæser nye vinde, og hele det fundamentale arbejde kan gøres forfra.

Kun hvis vi tør tro på det, der for år tilbage var årsagen til, at vi kaldte os Europas brasilianere, nemlig teknik og robusthed, kan vi igen gøre os håb om at se danske spillere få succes i nogle af verdens topklubber. Klippeøen Island viser vejen. Lad os sætte sejl mod nye og større mål.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.