Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Mortensaften – en tradition der fortæller, hvem vi er

I 1982 fik jeg en fætter. Han hedder Morten. Min fætters fødsel blev begyndelsen på en stærk tradition i min familie: Mortensaften.

Ideen var min farfars, men da han døde alt for tidligt i 1991, holdt min farmor fast i traditionen. Hun vidste, at det ville blive svært at holde sammen på alle børn, børnebørn og til den tid oldebørn, og denne aften havde hun helt for sig selv.

Mortensaften er blevet min fars families helt store årlige sammenkomst, hvor vi mødes, glædes og mindes – helt på linje med julen, påsken eller pinsen. En tradition der fortæller, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, men som vi først og fremmest holder rigtig meget af som familie.

Vi fejrer mortensaften med and, som min faster og onkel som regel tilbereder sammen med mine forældre. Det er lidt en tilsnigelse at servere and, fordi fortællingen er, at Morten Bisp gemte sig blandt gæs aftenen før mortensdag, 11. november.

Morten Bisp levede i 300-tallet i Romerriget. Han blev født i det, vi i dag kender som Ungarn. Ungarn hørte under Romerriget dengang, og som 15-årig meldte han sig til den romerske hær, hvor han endte som soldat i Gallien, som lå i området omkring Frankrig, Luxembourg og Belgien.

Min farfar kunne en rigtig god historie om ham, som andre nok genkender som historien om tiggeren fra Amiens, der stadig findes som en by i det nordlige Frankrig.

Omsorg for fattige

Den version af historien, som jeg kender, går på, at Morten Bisp af sine samtidige var kendt for sit varme hjerte og omsorg for de fattige. En dag kom han forbi en tigger, der sad ved byporten. Alle gik forbi den stakkels tigger uden at hjælpe ham, men Morten Bisp stoppede op for at hjælpe.

Dengang var Morten Bisp blot en ung, romersk soldat, og han ejede derfor kun et sværd og en kappe, og sværdet brugte han til at skære kappen i to. Den ene halvdel gav han til tiggeren, den anden brugte han selv, da natten kom.

Om natten så han i en drøm Jesus Kristus foran sig bærende den ene halvdel af kappen. Jesus fortalte Morten Bisp, at det var ham, der havde været tiggeren, og takkede ham for kappen. Oplevelsen fik Morten Bisp til at forlade den romerske hær og rejse hjem til Ungarn for at gøre sine landsmænd kristne. Historien fortæller dog, at den eneste han fik omvendt, var sin mor…

Fortællingen går, at han faktisk blev forfulgt for sin tro og senere fordrevet.

Gemte sig i gåsestien

Morten Bisp flygtede og endte med at slå sig ned i et kloster i Portiers, og her fik han så godt et ry og så høj agtelse, at befolkningen ville vælge ham til biskop, men det var Morten Bisp slet ikke interesseret i.

Da befolkningen i området kom for at udnævne ham til biskop, gemte han sig i en gåsesti, men gæssene blev så forskrækkede over at få besøg, at de skræppede op og dermed afslørede Morten Bisp. Han blev derfor fundet og nødtvunget påtog han sig nu embedet som biskop.

Min farfar fortalte, at Morten Bisp for at drille befolkningen beordrede, at alle i byen fremover en gang om året skulle slagte mindst én gås og spise den på den dag, hvor han blev afsløret i gåsestien.

Jeg tror ikke man ved, hvornår historien om Morten Bisp og gæssene i gåsestien kom til Danmark, men historien kom på tryk i 1616. Jeg skal ikke kunne sige, om min version af fortællingen er akkurat. Det ved jeg ikke, men historien har gjort indtryk, ellers havde jeg ikke kunne genfortælle den i dag.

Morten Bisp døde 8. november 397, og blev begravet i Tours på det, vi i dag kender som Mortens dag 11. november. At hans næstekærlighed har haft helt afgørende indflydelse på vores frie, vestlige verden understreges ikke blot af, at vi stadig fejrer Mortensaften, men også af, at Luther faktisk var opkaldt efter Morten Bisp. Morten – eller Martin – Luther blev født 10. november i et katolsk hjem, og blev dagen efter døbt på Mortensdag 11. november.

I år har min familie rykket vores Mortensaften til lørdag 18. november. Det er dagen efter, at vi begraver min farmor. Vi samles alle sammen i min fasters hjem i år både børn, børnebørn og otte oldebørn.

Virkeligheden vinder over det formelle og abstrakte. Også i vores familie. Og helt i mine bedsteforældres ånd.

Det er jeg glad for, for jeg tror ikke, at de kulturblinde rettigheder har gjort os til de mennesker, vi er. De understøtter blot, hvem vi er, den nation vi holder af, og det sammensurium af institutioner, skikke og traditioner, der er gået igen gennem generationer.

Kultur konkretiseres

For mig er min families Mortensaften et helt uvidenskabeligt bevis på, at vores kultur konkretiseres af institutioner som Luthers protestantisme, den grundtvigske folkelighed, Kierkegaards eksistentialisme, den tidehvervske kulturkritik og de kulturradikales friheds- og oplysningsprojekt.

At vores kultur konkretiseres af sæder og skikke nedgroet gennem århundreder som stoltheden over nationen, tilliden til naboen og kærligheden til familien, der dog er vigtigere end alt andet. Og at vores kultur konkretiseres af traditioner som jul, påske, pinse, Grundlovsdag – og Mortensaften.

Disse nedarvede institutioner, skikke og traditioner udgør vores fælles viden og erfaring, og kun hvis vi ønsker, at de går videre til de næste generationer, absorberes og overføres over tid, vil de overleve.

Det skal være et aktivt valg. Hvis vi tager dem for givet, forgår de i flygtede folkestemninger eller kulturrelativistiske omvæltninger.

Hayek og Burke

Vi genfinder forsvaret for institutioner, skikke og traditioner både hos den østrigske økonom, Friedrich Hayek, og den konservative engelsk-irske filosof, Edmund Burke.

Tradition var for dem ikke blot grundlaget for det civiliserede samfund, men hele menneskets sind, moralske værdier, sprog, opfattelse og opførsel – kort sagt alt, hvad der adskiller mennesket fra dyr.

Begge advarede om at degradere eller helt bortvise »irrationelle traditioner« og udforme samfundet på en helt ny, rationel måde. Hayek, der af mange betragtes som liberal, gik så langt som til at medgive, at mange liberale kunne lære af de konservatives anerkendelse af værdien af institutioner, som har bidraget – eller stadig bidrager – til vores hævdvundne rettigheder, den sociale orden samt det folkelige og nationale fællesskab.

Vi skal ikke håndhæve dem eller passe på dem, blot fordi de er gamle, men fordi de bidrager til vores forståelse af det danske samfund. Institutioner, skikke og traditioner er bolværket mod folkestemninger, som ikke tager hensyn til, at al udvikling er baseret på traditioner, og den værdirelativisme, der tror, at alting er lige godt eller ligegyldigt.

Kasper Elbjørn er cand.scient.pol.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.