Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Morten Messerschmidt: Opskriften på et lille lands undergang

»Multikulturalisme, konventioner, åbne grænser, nyttige idioter og en skatteborgerbetalt skare af politisk korrekte folkeopdragere – det er den giftige opskrift på et lille lands undergang.« Foto: Ida Guldbæk Arentsen og Christian Lindgren
»Multikulturalisme, konventioner, åbne grænser, nyttige idioter og en skatteborgerbetalt skare af politisk korrekte folkeopdragere – det er den giftige opskrift på et lille lands undergang.« Foto: Ida Guldbæk Arentsen og Christian Lindgren

Født i 1980 mindes jeg en skolegang i Frederikssund, hvor nogle få af vore klassekammerater var børn af datidens indvandrere.

I begyndelsen blev de set på som interessante, men de fleste af dem tilpassede sig og blev såmænd ikke drillet mere end så mange andre børn. Med lidt fasthed og struktur, ikke mindst i skolen, kunne Danmark godt håndtere dem. Men de var blot forløberen for den massetilstrømning, som nu slår igennem. Første generation er blevet til anden og tredje, snart fjerde generation, og til danskernes undren og ængstelse er det på 40 år bare blevet værre og værre.

Den daglige nedslidning af Danmark er blevet værre. Et gigantisk dræn suger hver dag millioner ud af de penge, som danskerne i generationer har betalt til kontanthjælp, boligsikring, førtids- og folkepension samt sundhedsvæsen. Den daglige brutalitet er blevet værre med knivstikkerier, skyderier mellem bander, voldtægter, væbnede røverier, bilbrande, overfald på skolebørn og deres forældre og trusler mod postbude, skolelærere og fængselspersonale. Den daglige terror er blevet værre. Det er rendyrket terror, når vi hele realistisk er nødt til at frygte, at hellige krigere med knive, lastbiler, sprængstoffer og automatvåben forvandler det offentlige rum til et blodbad, dér hvor vi eller vores pårørende bor, færdes eller holder ferie. Nice, London, Madrid, Bruxelles, Stockholm og København. Krudttønden, synagogen i Krystalgade og - næsten - Karolineskolen.

Jo, antallet betyder noget

Danskerne har ellers taget imod masser af indvandrere. Huguenotter fra Frankrig, landarbejdere fra Polen, kartoffeltyskere, jøder fra Rusland og flygtninge fra Ungarn. Men i dagens Danmark er det jo ikke ungarske eller jødiske gadebander eller polske, vietnamesiske eller thailandske terrorister, som vi frygter, vel?

Jeg nedstammer selv i 8. generation fra en indvandret tysk familie. Dengang, hvor Struensee havde besvangret Danmarks dronning og tilranet sig magt, var tyskere nok ikke synderligt populære. Men de reagerede ikke på modviljen med dovenskab, klynkeri eller vold. De lærte sproget, tillærte sig vanerne, tog fat og blev hurtigt så danske som nogen. Sådan som man bør opføre sig i et land, som byder én indenfor.

I dag er Danmark kendt for sin meget rundhåndede og gavmilde modtagelse, ikke bare af indvandrerne, men også af deres efterkommere i adskillige slægtled. Derfor har vi nu ifølge Danmarks Statistik 741.572 ikke-vestlige indvandrere og såkaldte »efterkommere« (kun 2. generation er taget med). I 1980 var der officielt 28.345 personer fra 57 muslimske lande. Nu er der – officielt – 253.425 muslimer, altså knap en tidobling. Imens er danskernes andel af den samlede befolkning gået tilbage fra 91 til 87 procent.

Men hvad er problemet? Gør 62.707 tyrkere, 38.939 syrere, 32.060 irakere, 26.560 palæstinensere, og 21.074 somaliere en forskel for os? Ja, antallet betyder noget, måtte selv Ritt Bjerregaard til sidst indrømme. Og stadig færre tør benægte, at kultur er en afgørende faktor.

33 mia. kr. koster indvandring

Jeg er beklemt ved at såre de ærlige, hårdtarbejdende og velvilligt indstillede indvandrere, som oprigtigt ønsker, at de selv og deres børn skal blive danske, og som går over på vores side. De skal være hjerteligt velkomne.

Men sandheden skal frem, for dette er Danmark og ikke Sverige eller Tyskland, og sandheden er, at indvandrere fra muslimske lande mere end andre indvandrere ligger samfundet til last og begår langt flere lovovertrædelser end danskerne og er overrepræsenteret i den grove kriminalitet: voldelige og røveriske overfald, voldtægter og meningsløs vold af uhørt brutalitet.

Især deres drengebørn er pokkers dårligt opdraget og forlader i stort tal folkeskolen som funktionelle analfabeter, direkte på kontanthjælp, og det mest deprimerende er, at hvad angår kriminalitet, beskæftigelse og uddannelse, så klarer 3. generation sig ikke bedre, ja ofte dårligere, end 1. generationsindvandrere!

33 milliarder kroner er Danmarks årlige underskud på den slags indvandring, skal man tro Finansministeriets forsigtige beregning, der end ikke tager højde for lovløshedens pris og den hær af socialarbejdere, som vi ansætter til at stryge de nyankomne med hårene. Men penge er ikke alt, frihed er det bedste guld, og jeg betalte gerne 33 milliarder kroner om året for at få et harmonisk, retfærdigt, trygt og stabilt Danmark, hvor frihed og fred råder. Men for de 33 milliarder får vi i stedet utaknemlighed og frækhed, opløsning og nedbrydning af lov og ret.

»Integrationen er slået fejl«, er vi blevet belært i 30-40 år. Meningen er, at vi skal have dårlig samvittighed: Hvad har vi mon gjort forkert? Men hvis der findes danskere, som har grund til dårlig samvittighed, skal de findes i det politiske flertal, som har misbrugt danskernes gode vilje og gæstfrihed.

Palæstinenserne i Blågårdskirken

Et eksempel på, at tossegode holdninger kan føre til opløsning af lov og ret, så vi f.eks. 3. marts 1992. Den dag vedtog et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, de Radikale og SF at give asyl til 321 palæstinensere.

De havde fået afslag på asyl, fordi de ikke var forfulgte, men besatte herefter Blågårdskirken på Nørrebro med opbakning fra en alliance bestående af venstreorienteret pøbel, 600 naive præster og den politisk korrekte overklasse. Senere kom det frem, at de fleste af de 321 palæstinensere befandt sig i Syrien og Libanon – hvor de angiveligt var flygtet fra – mens kirkebesættelsen fandt sted. Efter 3. marts 1992 rejste mange af dem i triumf på ferie i Syrien og Libanon, hvor de hentede nye hustruer.

I 2003 var 74 procent af de 321 palæstinensere på socialhjælp. 43 procent af dem var blevet dømt for kriminalitet. De blev dog snart overgået af deres drengebørn, hvoraf 56 procent var dømt som kriminelle i 2005. Siden da har palæstinenserne igen og igen, med køller, knive og skydevåben, slået deres status fast som de mest kriminelle indvandrere i Danmark, kun udfordret af somaliere, albanere og irakere.

Mit råd er: Stol aldrig på en politiker, som forsvarer, hvad et uansvarligt flertal vedtog i folketinget 3. marts 1992.

Et selvbestaltet kleresi

Det er længe siden, at Danmarks bristepunkt for fremmedartet indvandring blev nået. Alligevel er den fortsat i årtier derefter, uden at vi kunne følge med og assimilere de tilrejsende.

Den enhedskultur, som Danmark møjsommeligt har opbygget siden jernalderen, og som stadig var nogenlunde intakt for omkring 40 år siden, er blevet undergravet af et selvbestaltet kleresi af fædrelandsløse globalister, som ville demonstrere multikulturel tolerance og selvfed »godhed« på danskernes bekostning. Af Poul Nyrup Rasmussen, familien Auken, de Radikale, Danmarks Radio, menneskerets-aktivisterne og de højere læreanstalter – og af de borgerlige politikere, som rystede på hånden og ikke turde sige fra.

Tvangsopdragelsen af danskerne kulminerede med den katastrofale udlændingelov fra 1983, og siden da er al modstand søgt opfanget i et edderkoppespind af internationale konventioner, som statsbetalte menneskeretsaktivister altid kan bruge som det sidste redskab til at tæve os på plads.

Multikulturalisme, konventioner, åbne grænser, nyttige idioter og en skatteborgerbetalt skare af politisk korrekte folkeopdragere – det er den giftige opskrift på et lille lands undergang. Det ser sort ud, og jeg forfalder til tider til sortsyn, men jeg bliver også opmuntret af lyspunkterne: Danskernes forsvar af retsforbeholdet, en stabil tilslutning til Dansk Folkeparti og det solide folkelige flertal for et stop for islamisk indvandring, for grænsekontrol, udvisning af de uønskede og i det hele taget mere lov, orden og tryghed. Der er stadig lys i mørket og håb for Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.