Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Momondo viser de gamle mediers afmagt

En reklamevideo for en rejseportal er delt 27 mio. gange på de sociale medier. Nu har flere danske medier fortrudt deres omtale af videoen, som viste sig at indeholde fiktion. De sociale medier truer både demokratiet og de traditionelle mediers redaktionelle principper.

Lotte Hansen.
Lotte Hansen.

Momondos DNA-video er nu set af mere end 27 mio. mennesker i hele verden. Den lille film om en gruppe mennesker, der først lufter deres fordomme om andre folkeslag for dernæst gennem en DNA-test at opdage, at de er beslægtet med dem, er produceret af et dansk reklamebureau.

Forleden trak så både Jyllands-Posten og Ritzau deres dækning af Momondo-videoen tilbage. De to medier mente ikke, at omtalen havde levet op til deres redaktionelle krav. Bl.a. fordi flere af deltagerne i reklamevideoen viser sig af være skuespillere, som er instrueret til at virke overraskede over deres genetiske oprindelse.

At de konkrete medier klart markerer, at deres dækning ikke lever op til deres egne redaktionelle standarder, vidner om, at der er standarder, og at det at behandle kommercielle interesser kræver særlig høj kritisk sans. Som læser af uafhængige medier kan man kun glæde sig over den slags.

Men hvad med de 27 mio. seere på de sociale medier? Er de også fortørnede? Mit svar er overordnet, nej, det rager dem ikke i dag og endnu mindre i morgen. Folk lægger ikke samme kritiske filter ned over en reklamefilm, som aviserne gør.

De 27 mio. seere vidner om den kæmpestore udfordring, de traditionelle medier står overfor. Og de er et godt billede på de udfordringer, som demokratiet på godt og ondt står overfor, når vores teenagere bliver ældre og deres mediemønstre bliver det dominerende.

Resultatet af en undersøgelse, som vi lavede af teenageres medieforbrug, viste det, som alle der har teenagere i hjemmet eller i omgangskredsen har vidst i årevis: De følger skam med, med vægt på ordet »følger«. De følger de bloggere, instagram’ere og ikke mindst youtube’ere, de godt kan lide. Nogle af dem er game’ere og giver gode råd om spil på nettet, andre er jævnaldrende piger og drenge, der deler deres hverdag.

Læser de aviser? Ja da, hvis de, de kender eller følger, deler en artikel eller nyhedslink. Men de vil ikke betale og tillægger ikke redaktionelt stof en særlig værdi. Det udfordrer mediernes forretningsgrundlag voldsomt i disse år. En måske større udfordring er, at hele vores demokratiske dialogform, som er gået hånd i hånd med opbygningen af vores vestlige demokratier, er truet. Demokratiet bygger på en kantiansk oplysnings- og ytringsfrihedstradition, men om nogle år har magthaverne ikke på samme måde medierne som offentlighed at spille bold op ad. Det truer den dialog og det modspil, som et demokrati bør have for at være sundt og levende.

Men jeg er jo også en del af den gamle skole, der godt kan lide redaktionelle principper, selvom jeg dagligt er træt af dem og den måde, de forvaltes på. I den nye skole er autoriteten til de traditionelle medier væk. Her er den facebookpost, som man selv deler, lige så legitim, som den Arla eller Berlingske deler, eller som den youtube’eren deler efter at have fået tilsendt en vareprøve. Så længe, der er tillid til afsendere, er alt lige godt. SoMe-demokratiets (Social Media) nye handelsvare består af to elementer:

1) Hvor mange følgere har du?

2) Hvor tillidsfuld er du i mine øjne?

Dette er demokratiets reelle udfordring, og udviklingen er kun lige begyndt. Kommercielle interesser og ikke mindst algoritmerne på de sociale medier har givet teenagerne nye bevægelsesmønstre. Den kritiske sans i forhold til afsenderen er væk. Det gode spørgsmål er: Hvordan holder vi på principperne om en levende offentlighed i den nye verden? Hvordan sikrer vi, at den demokratiske dialog ikke bliver endnu mere indsnævret og elitær?

I min søgen er jeg tilbage ved samfundsfilosoffen Jürgen Habermas, som er en af de største fortolkere af det moderne vestlige demokrati. Vi må tilbage til hans tanker om deloffentligheder og se, hvordan vi gennem partnerskaber, følgeskaber og moderne medborgerskab kan skabe demokratiske rum på nettet. Sikre at fora på de sociale medier med udveksling og dialog holdes levende og gøres til en del af den nye offentlighed, som vores politikere og magthavere har brug for.

Jeg er ikke skandinav!

Faktisk kunne timingen ikke være bedre. Måske er det disse nye bevægelser på nettet, hvis vi får dem lavet rigtigt, der kan være med til at redde det vestlige demokratis største udfordring: Elitens centrering om sig selv og systemernes lukkethed over for reel nytænkning. Det kunne også være dem, der kunne sikre involvering af det erhvervsliv, herunder Momondo, som vi har brug for, hvis morgendagens bæredygtige udfordringer skal løses.

Eliten og vores stærke forvaltningsstruktur har bragt os langt gennem 100 år, men de dystre udsigter for Danmarks økonomiske fremtid kræver nytænkning og involvering af flere end the usual suspects fra brancheforeningerne og Christiansborg. Det kræver vilje og mod til involvering, og her er en af mediernes store blinde pletter. For ligeså gode, som de er til at finde fejl og mangler – f.eks. afsløringen af skattely, ligeså ringe er de til at deltage i udviklingen af nye løsninger. De prøver at tale om det, men det ligger ikke i deres DNA. Her må nye fællesskaber træde til, og her må vi sikre, at de får plads ved siden af hende youtube’eren med 600.000 følgere, der er god til spil, eller ham you- tube’eren fra villavejen, der går med de rigtige sko, som 100.000 dagligt kigger med på.

Hvad synes jeg om Momondos film? Personligt havde jeg »mentalt købt« præmissen om, at folk selvfølgelig var castet til at være med som sig selv. At virksomheder tjener penge på at udbrede gode værdier som tolerance, synes jeg er fint. I stedet for at være principielt sur over, at Momondo er en kommerciel interesse, det har de aldrig lagt skjul på, skulle man da hellere invitere dem indenfor og høre, hvordan de kunne tjene endnu flere penge på at sende folk ud i verden på en mere bæredygtig måde. Og det er først i den snak, at den sande vilje til forandring testes og nye fællesskaber opstår.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.