Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Møgspredere i luksusklassen

Lars Christian Hvidberg: Hvor er det dog forstemmende igen og igen at skulle høre på granvoksne, velhavende overskudsmennesker bande som små børn, der lige har lært at sige »sgu« i børnehaven.

Lars Christian Hvidberg, forfatter og journalist
Lars Christian Hvidberg, forfatter og journalist

Seneste eksempel var i mandagens Berlingske, hvor eks-modellen og forfatteren Renée Toft Simonsen udtalte til både hendes og avisens skam, at hun »ikke er en skid afklaret« i sit ægteskab og sit liv. Det skulle sikkert virke »ærligt«, men det virker bare helt tumpet.

Vi hører også, at Toft Simonsen gav en fløjtende langefinger til en modelmutter, og at hun som selvudnævnt kystbaneanarkist i rigmandskvarteret i Aarhus godt kunne tænke sig at tømme endetarmen på naboens græsplæne (det var dog ikke det ord, hun brugte). Udover det latterlige i, at den stenrige borgerfrue sætter lighedstegn mellem infantil adfærd og anarkisme, er det tankevækkende, at hun - og så mange andre - hele tiden skal fremhæve deres »provokerende« synspunkter ved at bande højlydt - og at Berlingske synes, at det er værd at fokusere på banderiet i overskriften.

Det er jo ikke første gang, at særligt skuespillere, rockmusikere og filmfolk gang efter gang skal betone deres særlige »autentiske« holdninger ved at bruge forstærkende, latrinære udtalelser. Det mest begavede, Lars von Trier kunne sige om præsident Bush, var, at han var »enden på endetarmen« (igen, ikke det ord han brugte), og hvem har nogensinde hørt et interview med Klaus Rifbjerg, hvor han ikke siger »kraftedeme« i hver anden sætning?

Lyder det snerpet? Prøv engang at tænke over, hvor tåbeligt det egentlig er, at vores angiveligt ledende kulturpersonligheder ikke kan finde ud af at udtrykke sig nuanceret. Det er fattigt sprog, det er slapt og trist at høre på, og det er et udtryk for den kvælende sammensmeltning af offentligt og privat rum, der er så karakteristisk for Danmark og andre små, uformelle samfund. Her er der ingen barrierer mellem høj og lav eller mellem pyntestuen og latrinet, men bare der dog var ét sted, hvor man kunne være i fred for folks bramfrie møgsprederi. Vi hilser ikke længere på folk i bussen eller siger De til fremmede, men vi bander, som om vi sidder hjemme på toilettet eller lige har tabt le creuset gryden på storetåen i samtalekøkkenet. Og de værste er såmænd de såkaldte kulturelle personligheder og sproglige forbilleder, der burde sætte standarden. Helt ærligt, det er faktisk pisseirriterende!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.