Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Gud & fanden

Mødet med imam-tricket

Sørine Gotfredsen
Sørine Gotfredsen

Tidens udvikling taget i betragtning er det mærkeligt, at situationen ikke er opstået før, men forleden skete det. Jeg skulle deltage i et debatprogram sammen med en af landets imamer, og da vi stod over for hinanden, og jeg lagde an til at række hånden frem, undslog han sig og sagde fiffigt: »Jeg laver lige imam-tricket«.

Dette viste sig at være kodeord for ikke at give kvinder hånden, og da en mand straks efter ankom, hvorpå imamen gav ham hånden, stod jeg lidt paf tilbage. Ikke fordi fænomenet var mig ukendt, men fordi det er besynderligt selv at udsættes for det. Pludselig står man i et rum, hvor kvinder er åbenlyst mindreværdige, og mens imamen sikkert vil hævde, at det ikke skal opfattes på den måde, er det præcis sådan, det føles. I et land som dette med en så udviklet sans for ligestilling føler man sig en kende trampet på og pinligt berørt, når en mand nægter at berøre én, fordi man er kvinde. For første gang i mit snart 49 år lange liv har jeg prøvet at føle mig seriøst diskrimineret, og det er lidt svært at komme videre med samtalen efter en sådan indledning.

Imamens opførsel krænker ikke blot den enkelte kvinde. Den afslører også en problematisk negligering af den kultur, man er del af. Idet imamen afviser en kvindes hånd, presser han et muslimsk normsæt ned over alle i lokalet, der rykkes ud af en fælles grundfæstet tradition og tvinges ind i en anden. Og alle finder sig i det. Alle vi, der ellers er opdraget til at identificere selv mikroskopiske tegn på forskelsbehandling, står bare der og ser til, mens en mand kontant rangordner kønnene for øjnene af os. Vi er nemlig formet af en moderne rummelig og også temmelig passiv mentalitet, hvor man accepterer andres normer, nærmest uanset hvor malplacerede de er. Vi føler os ikke berettiget til åbent at forholde os til en andens opførsel, for den enkelte må jo gøre, hvad han vil, og vi lærer i disse år, hvordan den intense individdyrkelse desværre er beslægtet med en vis ligegyldighed over for værdien af det fælles. I den efterfølgende debat beklagede imamen sig over altid at blive forbundet med en religiøs minoritet fremfor at blive opfattet som fuldgyldigt dansk. Først hæver han sig op over en forankret dansk norm ved ikke at give kvinder hånden, og øjeblikket efter beder han om selv at blive favnet ubetinget. Han fører et kulturelt dobbelt bogholderi og synes ikke selv at kunne se det problematiske ved det.

Nogle hævder i værdidebatten, at kulturer ikke støder sammen, men blander sig med hinanden. Det er en forførende tanke, hvis gyldighed dog ofte synes at stå og falde med, at den ene kultur er villig til at vige i kritiske øjeblikke. Præcis som forleden da ingen foreslog denne imam, at han i højere grad tilpasser sig sit lands kernekultur. Han kræver respekt om sin person, men vil ikke selv gå på kompromis for at udvise den, og dermed illustrerer han noget centralt i tidens multikulturelle tilstand. Der mangler af og til gensidighed, hvilket vi skal huske i diskussionerne om svinekød, kønsopdelt svømning og ramadan-tilpasning. Det lyder besnærende, når det hævdes, at kulturer ikke støder sammen, men i stedet blander sig med hinanden. Men den smukke forestilling kan nok bedst opretholdes, når den ene part igen træder et skridt tilbage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.