Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Ministerrokader flytter sjældent vælgere

Foto: Linda Kastrup og Simon Læssøe
Foto: Linda Kastrup og Simon Læssøe

Traditionen tro – når der formentlig kun er et år tilbage inden næste folketingsvalg – rumler det med rygter om en eller anden form for ministerrokade, hvor en håndfuld ministre udskiftes for at styrke regeringen før mødet med vælgerne.

Men hvad gør en statsminister, der de seneste år selv har trukket de mest belastende avisoverskrifter? Og hvad, hvis problemet i øvrigt ikke er et par enkelte ministres upopularitet eller fravær i meningsdannelsen, men et helt parti?

Historisk set er det sjældent, at regeringsomdannelser som sådan har flyttet vælgere. Selv en af de mest spektakulære, som da daværende statsminister Poul Schlüter i marts 1986 sagde farvel til Grethe Fenger Møller, Ib Stetter og Henning Grove og velkommen til de »udefrakommende« Henning Dyremose, H.P. Clausen og Nils Wilhjelm og samtidig rokerede rundt på et større antal ministre, kunne ikke forhindre tilbagegang ved valget halvandet år senere.

Til gengæld kan ministerrokader være ganske virksomme, hvis det handler om at komme ud af et politisk dødvande på et vigtigt ministerområde, lukke munden på kritik og/eller signalere politisk fornyelse. Hvad der selvfølgelig også kan være nødvendigt for i sig selv at forhindre yderligere tilbagegang i meningsmålinger.

Udnævnelsen af den velrenomerede og pragmatiske H.P. Clausen til kulturminister fremskyndede et brud på Danmarks Radios monopol ved etableringen af TV 2, ligesom man ikke skal underkende betydningen af Claus Hjort Frederiksens skift fra Finansministeriet til Forsvarsministeriet, når det gælder indgåelsen af det nye forsvarsforlig. Erhvervslivets kritik af regeringen Schlüters økonomiske politik forstummede for en stund, da Industrirådets formand, Nils Wilhjelm, pludselig blev industriminister. Og Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen sendte et klart »grønt« signal, da Connie Hedegaard i august 2004 vendte tilbage til dansk politik og afløste Hans Christian Schmidt som miljøminister.

Spørgsmålet er, om den nuværende statsminister har modet til at flytte tilstrækkeligt meget rundt på sine egne – og hente fornyelse ind udefra – og styrken til at tvinge Anders Samuelsen til en større ministerrokade? Begge kan jo se på det tredje regeringsparti, de Konservative, hvad det positivt betyder – for både parti og regering – at have så god en holdopstilling som muligt.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, om det overhovedet nytter at rokere rundt på ministre, hvad historien ikke tyder på, medmindre altså Lars Løkke Rasmussen med en rokade vil sætte en ny politisk dagsorden og har et par klare »vindere« i ærmet. Men det bliver formentlig mere end svært for statsministeren at få en Lykke Friis, Louise Gade, Stephanie Lose eller Lars Krarup ind på et ministerhold med usikker fremtid. Og hvor finder udenrigsministeren den helt og aldeles nødvendige forstærkning?

Kommer tid, kommer råd, siger man. Men her er tiden nok ved at rinde ud.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.