Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Min verden efter Murens fald

Hvor Vesten triumferede i årtiet efter Murens fald, er andre civilisationer nu vundet frem, og de har gjort det ved at genbekræfte deres egen unikke kultur.

"Jeg er ikke i tvivl om, at Vesten er i forfald, men vi kan – hvis vi vil – genrejse os gennem hårdt arbejde, realisme og kærlighed til vores unikke civilisation.Men som andre i min generation kommer jeg nok til at beskæftige mig med islam og politik resten af mit liv, desværre. Dagdrømmen vender næppe tilbage."
"Jeg er ikke i tvivl om, at Vesten er i forfald, men vi kan – hvis vi vil – genrejse os gennem hårdt arbejde, realisme og kærlighed til vores unikke civilisation.Men som andre i min generation kommer jeg nok til at beskæftige mig med islam og politik resten af mit liv, desværre. Dagdrømmen vender næppe tilbage."

Jeg er født i 1973 og var 16 år ved Murens fald 9. november 1989 – i næste uge nøjagtig 25 år siden. Jeg var ikke gammel nok til at opleve koldkrigsperioden som andet end et lidt ængsteligt klima præget af rivalisering mellem to stormagters karismatiske ledere. Til gengæld havde jeg mine formative år i 1990erne, som var præget af rusen over koldkrigens ophør. I 1990erne levede jeg – som så mange andre i Danmark og i resten af Vesten – i illusionen om at bebo en del af verden, der var uden fjender og konflikter.

Med Den Kolde Krigs afslutning skulle det vestlige, liberale demokrati udbredes og fred vokse frem på verdensplan. Der var vækst og optimisme, en tro på moralsk engagement i udenrigspolitikken: Man kunne og skulle intervenere i andre lande og sende diktatorer på anklagebænken ved menneskerettighedsdomstolen. Vesten var, med USA i front, på én gang verdens politibetjent, lovgiver og dommer. Og Vesten havde endnu styrken til at være det.

Med kommunismens sammenbrud var historien slut, hørte jeg en amerikansk professor sige. Der ville ikke længere ske noget afgørende nyt i verdenshistorien, og der ville ikke længere blive udkæmpet kampe om den rette styreform; der fandtes intet levedygtigt alternativ til det liberale demokrati. På TV så jeg George Bush senior tale henført om »den nye verdensorden« i en tale for den amerikanske kongres 11. september 1990. Det var præcis 11 år inden, historien vendte tilbage i form af terrorangrebet på World Trade Center, det angreb der afslørede, at denne nye verdensorden, hvor alverdens nationer kunne mødes i harmoni, var en illusion.

Men jeg foregriber. For dengang, i 1990erne, var mit liv lykkeligt befriet for politik og den trussel fra islam, som vi desværre hele tiden bliver nødt til at forholde os til i dag. Som andre raske unge mænd var jeg mest optaget af alt muligt andet end politik, især af mine studier i litteratur. Jeg var overbevist om, at vi i Vesten gjorde det eneste rigtige, og at resten af verden ville efterligne os, de ’normale’, med vores materialisme, sekularisme, individualisme og globale udsyn. Med skam må jeg indrømme, at jeg i min vage politiske selvforståelse vel var indbegrebet af Det Radikale Venstres kernevælger. Allertydeligst kom min fremskridtstro og politiske korrekthed til udtryk i mit forhold til Den Europæiske Union.

Jeg stemte nej til EU i 1992, men beklageligvis ja i 1993. EU er i sig selv et 1990er-projekt i den forstand, at det er baseret på den åndelige arv fra 1989: ideen om historiens afslutning – at blød magt vil erstatte hård magt, at handel vil sikre freden, at nationalstater vil forsvinde, og at menneskerettigheder vil blive universaliseret i en ny universel verdensorden, hvor EU vil spille en hovedrolle.I 00erne blev verden i egentligste forstand normal igen. Det skete på en bestemt dato og i kraft af en bestemt begivenhed, der vel har formet min generations kulturkritiske erfaringer frem for alle andre. Jeg tænker selvfølgelig på terrorangrebet 11. september 2001. Det var, med en kliche, et wake-up call. Nu trådte fjenden frem igen og denne gang i form af islamismen. For dem herhjemme, der ikke blev vækket af braget fra de faldende tvillingetårne i New York, kom opvågningen i form af den værste udenrigspolitiske krise i den nyere danmarkshistorie: Muhammedkrisen i 2006.

Med terrorangrebet blev det blotlagt, at 1990erne havde været en undtagelse, en parentes i verdenshistorien. For normalt er verden truende, og en civilisation har fjender. Den vestlige verden blev rystet, skulle nu igen føre krige for at forsvare sig selv. Langsomt dæmrede det også for mig, at den vestlige livsform ikke fremstår som den normale, som forbilledet for resten af verden.

Siden dengang har jeg ledt efter svar på, hvad det er for en verden, vi lever i, og jeg har ikke været tilfreds med de mange foreliggende svar. Her i Berlingske har jeg derfor i de seneste år forsøgt at formulere en tidssvarende virkelighedserkendelse og dermed give et andet svar. Det har gjort mig til kritiker af både EU, det arabiske forår, af troen på vestlig universalisme og af de misforståede fordømmelser af udviklingen i bl.a. Kina og Rusland.

I årene efter 2001 blev vi i Vesten ikke blot rystet af civilisationssammenstød, men også af økonomiske kriser, og disse rystelser blev – i hvert fald for mig – ledsaget af erkendelsen af, at Vestens dominans er brudt, og at verden er blevet multipolær. Det har vi set i utallige sammenhænge, lige fra de islamiske staters kup af menneskerettighedsrådet i FN til COP15-mødet i København, hvor især Kina og Indien viste sig som fremstormende magter.

Dertil kommer, at etniske, nationale og religiøse kampe for alvor er brudt frem. I det hele taget afviser ikke-vestlige civilisationer det liberale demokrati og de fleste af vores værdier. Ikke mindst er en af de ældste konflikter i historien atter dukket frem med stor styrke, nemlig den mellem den islamiske civilisation og den vestlige civilisation. Denne konflikt, der har varet i 1.400 år, får nærmest selve koldkrigstiden til at ligne en fredelig parentes i historiens lange løb.

Kort sagt: Hvor Vesten triumferede i årtiet efter Murens fald, er andre civilisationer nu vundet frem, og de har gjort det ved at genbekræfte deres egen unikke kultur. Francis Fukuyama havde ikke ret i, at historien er slut. Tværtimod har Samuel Huntington fået bekræftet sin tese om civilisationernes sammenstød.

Det har efterladt en vestlig verden i rådvildhed. Hvilken udenrigspolitik skal vi føre? Hvilken indvandrings- og asylpolitik? Ja, hvilken samfundsmodel ønsker vi overhovedet at give videre til vores børn? Jeg er ikke i tvivl om, at Vesten er i forfald, men vi kan – hvis vi vil – genrejse os gennem hårdt arbejde, realisme og kærlighed til vores unikke civilisation.

Men som andre i min generation kommer jeg nok til at beskæftige mig med islam og politik resten af mit liv, desværre. Dagdrømmen vender næppe tilbage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.