Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

#Metoo-kritik er en undskyldning for retten til at sexkrænke

Rasmus Hedegaard JÔøΩrgensen
Rasmus Hedegaard JÔøΩrgensen

Hvad er en mand? Ifølge filosof Anders Fogh Jensen, der i den seneste uge har givet sin mening til kende vedrørende #metoo i både Berlingske (12. januar) og Deadline (14. januar), er det et individ, som har svært ved lægge bånd på sig selv – også i tilfælde, hvor hans handlinger resulterer i seksuelle krænkelser: »Hvis man(d) lige pludselig befinder sig i en magtposition, hvor man nærmest kan tage det, man vil have, så er spørgsmålet, om der ikke er mange mænd, der ville benytte sig af den mulighed.«

Det ville have klædt Jensens bidrag til debatten, hvis han havde pointeret, at denne type magtmisbrug naturligvis er uacceptabel, men han er generelt nærig med at tage afstand fra seksuelle krænkelser. Han bemærker dog, at »alt [ikke] skal være tilladt«, men denne forsikring virker noget vag, når han kort efter afslutter med at sige, at han hellere vil have en verden, hvor hans datter risikerer at blive taget på røven end en verden uden grænseoverskridelser og fuld af »kalkulerede pseudoudskejelser«.

Med sine fine begreber kan Jensens bidrag overfladisk virke meget fornuftigt, men bag den akademiserede indpakning gemmer sig det simple, moralsk forkastelige budskab: Mænd er som mænd er, og det må kvinder bare finde sig i.

Jensens bidrag til #metoo-debatten er efter min mening det mest patetiske, vi endnu er blevet mødt med i en dansk kontekst. Af en mand som i kraft af sin position som filosof formentlig bruger meget af sin tid på at tænke store tanker, er han foruroligende dårlig til at bevæge sig ud af sin virkelighed som privilegeret mand og forestille sig, hvordan situationen er for den anden.

Overraskede kvinde i bad

Det kommer ikke mindst til udtryk, da han i artiklen fortæller om en oplevelse med en kvinde, han i sine unge dage (bevidst eller ubevidst) krænkede seksuelt ved overlagt at overraske hende i badet. Han »havde fejllæst situationen«, da han troede, hun også var interesseret i ham.

Når Jensen reflekterer over denne episode, fokuserer han ikke på, hvordan kvinden må have haft det med situationen, men vender opmærksomheden mod sig selv: »Og ja, hun stod der og var nøgen, men jeg var på en måde mere nøgen.«

Nej, Anders Fogh Jensen. Du var ikke »mere nøgen«. Jeg forstår, det ville være belejligt, hvis du kunne overbevise verden om, at du som manden, der uopfordret krænkede en anden person ved at bryde ind i hendes private sfære uden tilladelse, i virkeligheden er den, vi skal have ondt af, men ved at begå denne abstraktion fra sagens kerne, fornærmer du dit publikums intelligens.

Når Jensen betragter denne episode, har han kun øje for de konsekvenser, det havde for ham selv.

»Hvis man ikke kan tage den form for chancer, forsvinder noget af magien,« siger han og fortryder ikke sin handling. Skal verden lide under, at personer som Anders Fogh Jensen føler, at de mister »noget af magien«, hvis de er tvunget til at overveje, om deres handlinger med stor sandsynlighed har som resultat at krænke andre og derfor vælge en mere respektfuld løsning?

Argumentet om, at situationer som disse bare er en del af pakken, hvis vi vil leve i en verden, hvor personer skal have lov til at tage chancer, udtrykker enten en bekymrende mangel på empati eller en undskyldning for at have lov til at overskride andre menneskers grænser uden at skulle stilles til ansvar for det. Uden at kende Anders Fogh Jensen personligt tror jeg dog alligevel mest på sidstnævnte.

Retten til at krænke

Jensens bidrag til debatten er én lang undskyldning for retten til at udøve seksuel chikane. Ifølge ham er det et biprodukt af at tage chancer.

Ligesom mange andre kritikere af #metoo evner han ikke at forstå forskellen mellem flirt og krænkelse.

For at vise, at det ikke er så svært at foretage dette skel, vil jeg tage udgangspunkt i Jensens egen oplevelse. Er det en krænkelse at gå uopfordret ind til en nøgen kvinde, som du ikke er overbevist om vil have dig i nærheden? Ja. Er det en krænkelse at fortælle hende på en hensynsfuld måde, hvad du føler for hende? Nej.

Ved at stille sig selv spørgsmål som disse er det faktisk muligt at afkode de fleste situationer og arrangere sit næste træk uden at overskride andres grænser.

Jeg forstår, at det af uransagelige årsager kan være en svær disciplin, men med normale sociale færdigheder bør det være muligt. Er man helt forladt på dem, er man nok nødsaget til, som Jensen siger, at »sidde og tale om, at nu flirter vi og blive enige om, at nu må den ene gerne kysse den anden,« men det er så ikke #metoos skyld, men en social defekt hos det pågældende individ, hvilken uden tvivl også er værdifuldt at blive opmærksom på.

Rasmus Hedegaard Jørgensen er studerende, Aarhus Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.