Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Mattias Tesfaye: Regeringens otte benspænd for flere faglærte

»Nogle unge har brug for mere drejebænk og mindre skolebænk.«

Socialdemokraten Mattias Tesfaye. Arkivfoto: Scanpix
Socialdemokraten Mattias Tesfaye. Arkivfoto: Scanpix

Hvad foregår der egentlig i den danske regering? Vi mangler faglærte. Virksomheder kan ganske enkelt ikke levere i det tempo, kunderne efterspørger. Det koster os alle sammen velstand. Derfor skal flere gennem erhvervsuddannelserne. Alligevel har regeringen netop fremlagt otte forslag, der trækker i den stik modsatte retning.

Først og fremmest vil regeringen spare én milliard kr. på erhvervsskolerne. Det er ikke småpenge. Det svarer til ti procent. Det betyder først og fremmest færre faglærere. Men det betyder også, at murerlærlingenes bustur til et teglværk erstattes af en film i skolens kælder. At sosu-eleverne alligevel ikke introduceres til velfærdsteknologi. Den slags, der trækker kvaliteten af uddannelserne ned. Øv.

For det andet vil regeringen afskaffe voksenlærlingeordningen for beskæftigede. Hvorfor? Den ordning er en kæmpe succes. De voksne uddanner sig direkte i varig beskæftigelse i brancher, hvor vi virkelig mangler hænder.

For det tredje vil regeringen skære på VUCernes muligheder for at undervise voksne i dansk og matematik på 9. klasses-niveau. Heller ikke det forslag giver nogen mening. Vi har netop vedtaget, at bestået eksamen fra netop dette niveau er adgangskrav til erhvervsuddannelserne.

Mindre værkstedsundervisning

For det fjerde vil regeringen skære i SUen til voksne, der ønsker at starte på en erhvervsuddannelse. Tænk jer dog om! Folk , der i årevis har arbejdet som ufaglærte, har i forvejen svært ved at gå ned i indtægt, når de begynder på en uddannelse. Mange af dem har bidraget til statskassen siden de var teenagere uden at have fået en krone i SU. En smule anstændighed, tak!

For det femte har regeringen gennemført besparelser på de frie fagskoler på over 20 procent. Flere af skolerne omlægger nu til mindre værkstedsbaseret undervisning. I stedet finder de bøgerne frem. Ærgeligt! Nogle unge har brug for mere drejebænk og mindre skolebænk.

For det sjette skal ydelsen til elever på landets 100 produktionsskoler reduceres markant. Skolerne frygter selv, at de vil miste elever. Øv. Det betyder færre unge, der bliver klædt på til at kunne gennemføre en uddannelse, og flere unge, der sjosker rundt på kontanthjælp.

For det syvende vil regeringen halvere et særligt tilskud til skolelærernes muligheder for at uddanne sig til at undervise på sløjdværksteder. Hvorfor dog det? Vi har i forvejen alt for få børn, som interesserer sig for håndværk. Vi skal altså bruge flere lærere, der kan svinge en hammer – ikke færre.

Erhvervslivet er kritisk

Og endelig – som det ottende benspænd for flere faglærte – vil regeringen afskaffe muligheden for revalidering. Det er ellers en ordning, hvor folk med nedsat arbejdsevne kan få sig en erhvervsuddannelse sent i livet.

Hvad foregår der egentlig i Venstre-toppen? Vi har en fælles ambition om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en erhvervsuddannelse. Lige nu starter kun 19 procent. Jeg forstår godt, at erhvervslivet er kritisk over for regeringens forslag. Tænk jer venligst om, en ekstra gang.

  • Mattias Tesfaye er erhvervsskole-ordfører (S).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.