Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Matematik-krise: Lærer-uddannelse skal styrkes

Det bedste, man kan gøre for matematikuddannelsen i Danmark, er at styrke folkeskolelæreruddannelsen. I dag når læreruddannelsen ikke engang op på gymnasiets A-niveau i matematik.

Niels Grønbæk.
Niels Grønbæk.

Lektor Steen Laugesen Hansen (SLH) begræder i kronikken 22. januar, at Matematikkommissionen ikke er blevet bedt om opskrifter på at smide elever ud, at der ikke er ønsket forslag til løsninger uden samarbejde mellem gymnasiets og folkeskolens lærere, og at der ikke ønskes bud på, hvordan man afskaffer brug af computere i matematikundervisningen. Men dette lå ikke i kommissoriet. SLH rammer uden for skiven i sine udfald.

Øgning af optaget på matematik B-niveau er en stor udfordring. Hvordan løses problemet – flere ind, lavere »dumpe«-procent, samtidig med at det faglige niveau sikres? Kommissionens svar bygger på en analyse af fagligt niveau. Fagligt svage elever har haft svært ved at finde ud af, hvad det egentlig er, man skal kunne. Kommissionen anbefaler større fokus på det basale med eksplicit angivelse af, hvordan dette skal indgå i det daglige OG afprøves til årsprøver og eksamen. Herved tilgodeses begge aspekter af problemet. Så det er mod bedre viden, at SLH skriver, at kommissionsrapporten ingen initiativer giver i retning af grænser for det faglige niveau.

Kommissoriet beskriver dilemmaet mellem digitale teknologiers potentiale og risikoen for sammes trivialisering af faget. Det handler ikke om, hvor meget, men hvordan man skal benytte digitale teknologier. Rapporten giver bud i form af principper for, hvornår digitale teknologier kan styrke faget, og retningslinjer for eksamensforløb, der understøtter disse principper.

De alvorlige problemer i matematikuddannelserne fra grundskole til videregående uddannelser viser sig tydeligst i overgangene mellem uddannelsesniveauerne. Kommissionens grundsyn er, at det er helt afgørende, at eleverne får erkendelsen af, at matematik er et fag, som opbygges gennem det samlede uddannelsesforløb. Samarbejde mellem lærerne i gymnasiet og de tilstødende uddannelsesniveauer løser ikke alene problemerne, men uden samarbejde er det håbløst. Dette udelukker ikke, som SLH ellers synes at hævde, at der skal stilles og håndhæves faglige krav.

Situationen er langt mere kompliceret end »Find de talentløse og dovne og smid dem ud«. Kommissionen har derfor været meget bredt sammensat med repræsentanter fra uddannelsesniveauerne, fra erhvervslivet og fra politisk hold. Anbefalingerne bl.a. om samspil med andre fag og faglig progression, fordybelse i stedet for overdreven emnerigdom, lokalt samarbejde mellem grundskole og gymnasium og relevant brug af digitale værktøjer har bred tilslutning og vil styrke fagligheden i matematik i anvendelser og inden for faget selv.

SLH har ret i, at fundamentet for uddannelserne støbes i grundskolen. Så det bedste, man kan gøre for matematikuddannelsen i Danmark, er at styrke folkeskolelæreruddannelsen. I dag når læreruddannelsen ikke engang op på gymnasiets A-niveau i matematik.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.