Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Ugens debat

Matador-Lars, Danmark-Mette og grænse-Kristian

For patriotismens dissidenter, der i disse år sniger sig langs murene og i angst for at blive afsløret har sat et lille rød-hvidt klistermærke på madkassen, gjorde uge 1 i 2017 det ikke nemmere.

Bent Winther.
Bent Winther.

Hvad skal der blive af alle os, der ikke kan rumme mere »danskhed«? Vi, der mentalt sidder i fædreland, Dybbøl Mølle, kongehus, Fregatten Jylland, Mads Skjern og patriotisme til halsen. Er der en fremtid, hvis man selv med den mest intensive granskning i ens indre ikke kan opspore en fædrelandsfølelse eller måle en forhøjet puls ved synet af Dannebrog?

For patriotismens dissidenter, der i disse år sniger sig langs murene og i angst for at blive afsløret har sat et lille rød-hvidt klistermærke på madkassen, gjorde uge 1 i 2017 det ikke nemmere. Regeringschef Lars Løkke Rasmussen har set »Matador« hele 20 gange, oppositionens leder Mette Frederiksen mener, at den bedste danske opfindelse er Danmark – udtalt med et dybt og højtideligt A. Hun får ude i landet ofte stillet spørgsmålet om, hvad den bedste danske opfindelse er. Og nu svarer hun så, på billboards på landets togstationer og i virale kortfilm, for at få budskabet ud: Danmark.

Kristian Thulesen Dahls kærlighed til fædrelandet kan ingen betvivle. Formand for det største borgerlige parti, partiet, der ikke holder grisefester, var svært tilfreds med, at statsministeren i sin nytårstale tog fat i gode gamle Korsbæk, Agnes Jensen og Lise Nørgaards 38 år gamle folkekære TV-serie. Den er unik, fordi den er så dansk, så dansk, mente Thulesen Dahl. Til gengæld havde danskhedspartiets leder et par syrlige ord til Løkke Rasmussen og hans stolthed over sønnen Bergur, som åbenbart sidder der ved middagsbordet og taler engelsk med sine studiekammerater som en anden Jean de France.

»At man til en sammenkomst i København vælger at tale engelsk selvom alle i selskabet enten er danskere eller taler glimrende dansk, må folk jo selv om,« skrev Thulesen Dahl i årets første ugebrev, og så tilføjede han:

»Men at fremhæve det som noget særligt positivt i en statsministers tale til nationen, siger noget om den afstand, der er mellem mange i dag. I mange lande i Europa føler befolkningerne, at deres særlige identitet er truet. Mange gør oprør.«

Samme dag slog det gnister mellem løjtnanterne i de to borgerlige partier. Emnet var det samme, og Dansk Folkepartis Søren Espersen gav nu statsministeren et nyt navn. »Matador-Lars« hedder han nu på Twitter. Espersen skrev med henvisning til den svigtende modstand mod den tyske besættelse:

»Matador-Lars: »Vi kan ikke bygge mure mod verden«... Men den 9. april 1940 ville netop det måske have været en ganske udmærket idé...«

Det fik Venstres europaordfører Jan E. Jørgensen – nykåret mester politiker-tweets – til at gå i forsvar for sin partiformand. Den skulle Matador-Lars ikke have siddende på sig. »Mure holder ikke fremmede hære ude. Det er almen viden. Men en mur hele vejen rundt om DK havde sikkert kunnet holde jøderne væk fra Sverige,« skrev Jan E. Jørgensen i et svar til støttepartiet.

Det kan godt være, at de tre store partier lader som om, at de duellerer på topskat, i hvilken jysk by, politiskolen nu skal ligge, hvornår vi kan gå på pension og den slags. Men den egentlige politiske kamp – den som kampagnemagerne og taleskriverne er optaget af – handler om, hvem der er mest dansk? Matador-Lars, Danmark-Mette eller grænse-Kristian? Appellen til patriotismen og de nationale følelser er renset for interesser, klasser, økonomiske vindere og tabere. Det handler om »at passe på Danmark«, at skabe tryghed for »Det Danmark, du kender.« Vi er alle i samme redningsbåd. Selv det gamle Gud, konge og fædrelandsparti, Det konservative Folkeparti, ser ud til ikke længere at kunne følge med.

Hvordan er det kommet dertil, at patriotisme, fædrelandet og national stolthed er kommet til at fylde så meget? En banal sociologisk analyse vil sige, at det er fordi, vi føler os truede – af terror, indvandring, russerne, fremmede kulturer og religioner. Nogen vil vores kultur og traditioner til livs, og så gælder det om at rykke sammen, søge indad og finde de værdier, der skaber tryghed og genkendelighed. Og det gør bankdirektør Varnæs, skildvagterne ved grænsen, hyggen og hyldesten til det gode gamle velfærdssamfund. Sidstnævnte er nu af et flertal kanoniseret som den mest centrale danske værdi med den liberale Venstre-mand Bertel Haarder, som ham der står ved cementblanderen og med sikker hånd hælder beton ned over den bestående socialdemokratiske – og danske – samfundsmodel.

Går det over? Det historiske pendul har altid svinget mellem perioder, som politisk, kulturelt og økonomisk var præget af nationalromantik, dyrkelse af historiske helte, egne råvarer og fædrelandets fortræffelighed, og perioder hvor udsyn, international påvirkning, nysgerrighed og oplysning var det vigtigste. Lars Løkke Rasmussen forsøgte i nytårstalen at gå på begge ben – Danmark ja, men uden mure mod verden. Det samme gør Mette Frederiksen omend tyngden for dem begge er lagt mere og mere på fædrelandets ben.

Hvis globaliseringens tidsalder varede fra Murens fald i 1989 til Brexit og Trump i 2016, hvordan ser den periode så ud, som vi kigger ind i? Fædrelandenes epoke, tiden med Korsbæk i vore hjerter. Bliver det som i tiden før 1864 eller som før de to verdenskrige? Eller lykkes det at finde en mellemstation for det svingende pendul, inden patrioterne og deres oftest meget autoritære ledere griber til våben? En mellemstation, hvor man når til en konsensus om, at globaliseringen grundlæggende er en gave til verden, men har sine mørke sider, som kan modereres uden, at alle behøver tage turen hele vejen over i den modsatte grøft. Er det stadig tid til refleksion og at hælde noget af badevandet ud, uden at barnet ryger med?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.