Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Marie Krarup: Det burde fremkalde skepsis, når man lader målet hellige midlet - men ikke hos de vestlige lande

Sådan så der ud på Majdan-pladsen i kiev efter demonstrationer og uroligheder i 2014.   
Sådan så der ud på Majdan-pladsen i kiev efter demonstrationer og uroligheder i 2014.   

Frihed er vores religion! Sådan står der på et kæmpebanner på Majdan-pladsen i Kiev. Det var her, der blev demonstreret i flere måneder i vinteren 2013-14 indtil slutningen af februar, hvor magten skiftede. Det skete ved brud på aftaler og med processer, som ikke var forudset i forfatningen. Voldsniveauet i de afgørende dage var højt, og mange demonstranter og politibetjente blev dræbt. Bygningen, der nu er dækket af kæmpebanneret brændte under urolighederne og er stadig ikke sat i stand her tre et halvt år efter… ja, efter hvad?

Tilhængerne kalder det Værdigheds-revolutionen, og modstanderne kalder det et ulovligt statskup. Der var helt sikkert tale om, at de aftalte og demokratiske spilleregler blev overtrådt. Men det var en retfærdig revolution, som en af de ukrainere, der støtter det nye regime, sagde til mig, da jeg var i Kiev i begyndelsen af måneden. Ligesom den franske revolution.

Læs også: Skærpede USA-sanktioner mod Rusland splitter EU-landene

Det burde fremkalde skepsis, når man lader målet hellige midlet. Men ikke hos de vestlige lande, EU og NATO. De ser meget positivt på omvæltningerne. Det var lidt ligesom NATOs bombninger i Kosovo, som sidenhen også blev kaldt »illegale, men legitime«. Man har lov at overtræde reglerne, hvis det tjener et højere formål. Og det mente man åbenbart i Vesten, at det gjorde.

Efter Majdan har der været valg, hvorfor den nye regering og parlamentet nu har demokratisk fundering. Styret har selvsagt ikke opbakning fra de dele af Ukraine, der knækkede af efter Majdan-begivenhederne. Det gælder Krim, der nu er russisk, og det gælder Donbas, hvor borgerkrigen raser med støtte fra henholdsvis Rusland og NATO.

Men man må under ingen omstændigheder sige, at der er tale om en borgerkrig i Donbas. Officielt er det Rusland, der har invaderet, og Ruslands mål er at erobre hele Ukraine og resten af det post-sovjetiske rum og måske andre dele af Europa.

»Kreml ønsker at omskrive historien. Kreml udfordrer demokratiet og menneskerettighederne. Kreml bruger aggression og stats-sponseret terrorisme for at påtvinge andre sine nationale interesser. De fordrejer fakta, værdier, principper og moralske normer. De bruger rå magt og løgne og tvinger os til at udviske den forståelse af godt og ondt, som vi for en meget høj pris har opbygget i det 20. århundrede.« Sådan skriver præsident Poroshenko i forordet til en bog, som jeg får udleveret ved et officielt møde i Kiev. Ingen tvivl om, at alt ondt kommer fra Kreml!

Det er et møde for NATOs parlamentariske forsamling, hvor også NATOs partnerlande er inviteret. Ukraine er et partnerland til NATO. Rusland var det også, men er nu blevet smidt ud. Derfor kan ukrainerne også helt risikofrit fortælle deres variant af historien.

At Krim og Donbas ikke havde lyst til at indordne sig under det nye styre har intet med styret at gøre ifølge det officielle billede. Siger man noget andet, er man 5. kolonne eller forræder eller Putins håndlanger.

Nye helte

Det fortæller to Majdan-kritikere mig om aftenen. Magtomvæltningen bygger på en løgn om nye tider og ny frihed. De nye magthavere er nøjagtig lige så korrupte som de tidligere. De benhårde ukrainske nationalister og de griske oligarker har indgået en alliance, der fastholder magten og rigdomme hos styret selv. De har kastet landet ud i endnu større fattigdom end før, men de har vestlig støtte, fordi de kan give Rusland skylden for alt. Samtidig skriver de historien om, så alt, hvad der har med Sovjetunionen og Rusland at gøre, glemmes eller udskammes. Den Røde Hær anses i dag for en besættelsesstyrke og ikke en befrielse fra Hitlers styrker.

Til gengæld er heltene nu dem, der kæmpede imod Den Røde Hær sammen med nazisterne. Den del af befolkningen, der ikke tænker sådan, føler sig naturligvis trådt på. Dem er der langt flere af på Krim og i Donbas end andre steder.

En af de benhårde ukrainske nationalister er i dag formand for parlamentet. De sidste ord i hans tale til os og en stor gruppe soldater i Radaen var et brøl: »Hil Ukraine!« Den samme hilsen, som Den Ukrainske Oprørshær, der kæmpede imod den Røde Hær under Anden Verdenskrig, brugte som officiel hilsen. Soldaterne brølede svaret: »Hil Ukraines helte!«

En af NATO-repræsentanterne sagde ved samme møde, at det efter Den Kolde Krig havde drejet sig om at realisere drømmen om, at man kan gøre sig fri for tanken om bufferzoner og geopolitisk balance. Den tanke havde Rusland desværre ødelagt ved sin aggression. Nu var den derfor sat på stand by.

Var det den frihed, banneret på Majdan-pladsen talte om?

Men sådan en form for frihed er jo syg. Man er aldrig fri til at løbe fra både sin geografi og sin historie. Tror man det, giver man plads til løgne og forfalskninger. Vi i Vesten burde hjælpe med til at få afsluttet konflikterne i Donbas ved at lægge pres på alle involverede parter, også den ukrainske regering, i stedet for at gå med på de falske historier om en altomfattende ondskab fra Rusland, der friholder de ukrainske politikere fra enhver skyld.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.