Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Magtens rationalitet

Magten styrkes af rationaliteten, og defor kan der opstå kamp om sandheden, skriver Henrik Dahl.

Byline af Henrik Dahl.
Byline af Henrik Dahl.

En af verdens førende eksperter i forholdet mellem rationalitet og magt er danskeren Bent Flyvbjerg. En af de ting, han er kendt for at beskrive, er hvorledes magtudøvelse kan forklæde sig i rationalitetens gevandter.

Der er selvfølgelig ikke noget odiøst i at påpege, at al seriøs forskning understøtter en bestemt beslutning – hvis det vel at bemærke er sandt. Hvis det derimod forholder sig sådan, at forskningen er i tvivl, er det uredeligt at udvælge den del af forskningen, der støtter beslutningen uden at gøre opmærksom på, at andre dele giver belæg for at mene, at der er tale om en mindre god beslutning.

Fordi magten styrkes af rationaliteten, kan der opstå en kamp om sandheden. Det vil jeg tillade mig at belyse med et eksempel, jeg selv har oplevet.

For hen ved ti år siden var jeg ansat i et konsulentfirma, der blandt andet havde specialiseret sig i komplekse, økonomiske beregninger. Til dette firma kom en dag en myndighed, som var interesseret i, hvad en bro over Kattegat monstro kunne koste. Samtidig lod myndigheden skinne igennem, at det ikke ville gøre noget, hvis prisen blev afskrækkende høj.

Derfor gav vi os til at finde en velargumenteret og veldokumenteret, men særdeles bro-uvenlig, pris, og endte med et overslag på et hundrede milliarder kroner. Hvad der ville give en pris på over 1.000 kroner for en enkeltbillet til en personbil.

Det kunne broens venner jo ikke have siddende på sig. Derfor henvendte de sig til et konkurrerende firma, der var mindst lige så dygtigt som os, og bad om en brovenlig pris. Og ved at ændre lidt på forudsætningerne hist og pist, lykkedes det faktisk at finde en pris på cirka 60 procent af vores, som brovennerne nu kunne bruge i deres agitation for, at samfundet faktisk ikke havde råd til at lade være med at bygge broen.

Dette spil mellem interessegrupper, der hver især belægger og befæster deres foretrukne politik med rationelt udseende argumenter, kender alle, der bare har lidt at gøre med politik til daglig.

Det eneste modtræk, der virkelig har effekt, er at insistere på, at der kun må anvendes data og beregningsmodeller af højeste kvalitet. Det vil typisk sige data og modeller, der er fremskaffet og udviklet af økonomisk uafhængige forskere og underkastet en meget nidkær kvalitetskontrol.

Desværre kan man ikke altid beskytte sig imod, at useriøse tal og metoder sniger sig ind den politiske samtale. Faktisk kan man ikke engang beskytte sig imod, at de useriøse tal ophøjes til sandheder, der i dele af offentligheden bliver betragtet som urokkelige – men som faktisk burde klassificeres som pseudosandheder.

En pseudosandhed, der for eksempel har vist sig at være nærmest ufatteligt sejlivet, er, at kvinder tjener 17 procent mindre end mænd (underforstået: for det samme arbejde).

Det gør de naturligvis ikke, og det er blevet modbevist mange gange. Nok mest autoritativt af Lønkommissionen, der afgav sin afsluttende rapport i 2010.

De sande konsekvenser

Der findes ingen overenskomster, der opererer med en »herretarif«, der er 17 procent højere end »dametariffen«. Tværtimod får mænd og kvinder på den overenskomstregulerede del af arbejdsmarkedet nøjagtig den samme grundløn for at bestride identiske job. Hvis der overhovedet er nogen, der favoriseres på denne del af arbejdsmarkedet, er det kvinder – som ikke skal betale ekstra i pension, selv om de statistisk set lever omkring fire år længere end mænd).

Skal man kalde den slags pseudosandheder for »falske nyheder« eller »alternative facts« eller noget helt tredje? Det kan man for min skyld sagtens have en diskussion af. Og jeg vil ikke insistere på, at nogen betegnelse er mere rigtig end andre. Det, jeg til gengæld vil insistere på, er, at man gør sig konsekvenserne af pseudosandheder klart.

Den første konsekvens udspringer af det, sociologer kalder »Thomas-teoremet« (opkaldt efter sociologen W.I. Thomas). Det siger, at ting, folk tror er sande, får sande konsekvenser.

Tror tilstrækkeligt mange mennesker fejlagtigt, at kvinder får 17 procent mindre i løn end mænd for at udføre det samme arbejde, kan det få en lang række af sande konsekvenser. Man risikerer for eksempel, at der skabes et regelværk og nogle kontrolmekanismer, der skal forhindre et problem, som ikke eksisterer. Eller at personlige tillæg forbydes, så man kan være helt sikker på, at lønnen for mænd og kvinder altid og på sidste decimal er den samme.

Den anden konsekvens er, at politik mister den forbindelse til rationaliteten, den aldrig helt bør tabe.

Politik og rationalitet kan ikke sættes lig hinanden – og bør det heller ikke. Men ikke desto mindre gør politikere klogt i at lytte til filosoffen Jürgen Habermas, som taler om det bedre arguments tvangfrie tvang. Hvis meget tungtvejende, rationelle grunde taler imod en bestemt, politisk beslutning, bør gode politikere frivilligt acceptere, hvad man kunne kalde »fornuftens vetoret«. Ellers er alle djævle løs på Christiansborg.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF (LA).

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.