Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Debat

Mænd og kvinders seksualitet fordummes og nedgøres i musikken

»Mænd og kvinders seksualitet fordummes og nedgøres i nutidens sangtekster. Mænd er talende tissemænd. Kvinder er »ting«, der bruges og smides ud – og de vil selv. Det, der driver sangene, er jagten på udløsningen: Et her og nu-behov, som ikke kan styres.«

»Lov mig at sige til, hvis du vil høre om almindelig sex og elskov.«

Ordene fløj ud af munden på mig, da jeg sad i bilen med min datter og lyttede til en sang i radioen. Ikke som politisk statement – bare frustreret mor. Min datter vred sig på bilsædet: »Ja, men sådan er sange i dag, mor. Sex sælger.«

Senere samme dag hørte jeg en anden sang i bilen. Først troede jeg, at mine nyligt fyldte 50 år havde sat sig på hørelsen, men så blev jeg klar over, at jeg hørte ligeså godt som før 1. januar – og så blev jeg vred. Så vred, at jeg endte med at sidde og holde enetale for mig selv om Danmarks etiske glidebane.

Ja, sex sælger. På video, i film, blade og sange, og det ok. Både mænd og kvinder er seksuelle væsener. Men hvilken musik lytter vores unge til på Spotify, og når de går i byen? Her følger et udpluk af ord, som sangere (M/K) stønner sig igennem. Lad mig tage mændene først, mere præcist to danske musikere, som helt ned til 3. klasseelever lytter til. JesuBrødre og deres »KranAlarm«:

Din mund er så muggen, den selv ku gå (…)

Dine billeder var flotte (du er så grim), men det var dit ansigt ikk’ (…)

Du ligner en hest, men jeg’ da ligeglad, selvom der er kranalarm (…)

Du er ude på den værste, for du en kran (…)Og så sangens store finale:

Hvis du en kran, lad mig se dig dreje rundt x3, kran, kran, KranAlarm

Er det bare mig, eller forestiller du dig også x antal piger snurre som dengang, vi »gik frem og tilbage, fra side til side«, mens Nick og Jays »Hot« fik alle til at danse? Og så faldt jeg over en af deres andre sange, »Luder«:

To minutter senere får hun pik til hun bløder (…)

Ny dag ny dame, vi skal på jagt

Fisse hver dag, køber ludere, fri fragt (…)

Et hurtigt temperaturtjek: Hvordan har du det nu? Som forælder til en pige og/eller dreng? Vi går videre til Gulddreng og hans sang »Drikker for lidt«:

Jeg ved godt, din far ik kan lide mig. Men hvis mor hun er på, er det lige meget (…)

Baby du ved jeg vil have dig. Kan købe hele verden hvis du lar mig.

Og hvis du vil inspireres yderligere, så hør Gulddrengs »Se mig nu«:

Gulddreng vil hellere have modeller på sin pik (…)

4 flasker champagne senere blir alle piger nemme de vil med mig hjem (…)

Nu er scenen sat, ikke? Men der er mere. Her følger et par udenlandske kvindelige sangere, f.eks. Zara Larsson:

I would like to get to know you baby

Like to get under your sexy body

Eller NEIKED:

I don’t know what you done but I can’t get enough

Cause you give me that rush, I don’t want it to stop

Eller Sasha i »That sexy body«:

I would like to get to know you baby...

Like to get a piece of dat sexy body

I will rock you to the rhythm of the rain...

And ride you like a get away train...

Kan du se trenden? Mænd og kvinders seksualitet fordummes og nedgøres. Mænd er talende tissemænd. Kvinder er »ting«, der bruges og smides ud – og de vil selv. Det, der driver sangene, er jagten på udløsningen: Et her og nu-behov, som ikke kan styres.

Sangene er lyrisk møg uden forførelse, uden følelse. De gør sammen med pornofilm og videoer, at vores unge ender med at tro, at det er mere normalt at have en trekant og sex med en colaflaske eller tøjbøjle end at elske i missionærstilling. Kort sagt – de unge tror, at de konstant skal være »på«. Også her.

Men sex er så meget andet, som vi har glemt at lægge vægt på og tale med vores store børn om, og måske også med hinanden: Sex går op og ned som alt her i livet. I perioder blomstrer det, i perioder ligger det i dvale. God sex hænger sammen med nærvær og intimitet, leg og fortrolighed, herunder øjenkontakt, og missionærstillingen er derfor bedre end god, fordi du tvinges til at være »tæt på«. Måske endda med lyset tændt!

Sex er (også) en del af forelskelse og kærlighed, og lysten er der ikke altid på kommando. Du kan have lyst i hovedet, men kroppen gider ikke. Din krop kan have lyst, men dit hoved siger nej. Og det hele er ok og ganske, som det skal være. Du ikke er kedelig og hæmmet, fordi du siger fra og passer på dig selv. Grænser er sunde, fordi sex handler om virkelig at mærke den, du er sammen med og at mærke dig selv i en akt, hvor du er nøgen og sårbar, også i overført betydning.

Lad os åbne og nuancere begrebet sex. Lad os opfordre radiostationer og producere til at sige fra, hvis tekster er nedgørende. Lad os tage snakken med vores unge mennesker, også selvom de finder os åndssvage. Lad os fejre fri sex og samtidig sætte en respektfuld og kærlig ramme om begrebet.

Lad mig runde af med et par strofer fra en Beatles sang, som altid bevæger mig. Sangen »Here, there and everywhere« har en sødme og poesi, der står i kontrast til de ord, jeg før refererede:

Here, making each day of the year

Changing my life with the wave of her hand

Nobody can deny that there’s something there

There, running my hands through her hair

Both of us thinking how good it can be (…)

But to love her is to need her everywhere

Knowing that love is to share

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.