Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Målinger af tilfredshed – hvad skal vi med dem?

»Problemet med tilfredshedsmålinger er imidlertid, at de kræver et nærmere kendskab til, hvordan man spørger folk, og hvordan man har til hensigt at bruge resultaterne.«

Der er stigende opmærksomhed på tilfredshed, når det gælder om at vurdere, hvor godt mennesker har det. Det gælder både på den store scene og i det små og mere lokale, hvor tilfredshedsmålinger er blevet et barometer for, hvor godt man gør det.

På den store scene tog OECD i 2009 og FN i 2011 initiativ til, at alle lande skulle måle befolkningens tilfredshed med livet i almindelighed, eller happiness/velfærd som det også kaldes. Formålet var at få en pendant til de økonomiske opgørelser af velstand målt som bruttonationalindkomst. Alene det, at flere undersøgelser havde vist, at velstanden i en række lande var steget år efter år, mens velfærden var forblevet uændret samtidig med, at folks velfærd heller ikke steg i takt med deres indkomst, hvis andres indkomster også steg, havde skubbet på denne udvikling.

I Danmark førte FN- og OECD-initiativet til, at Danmarks Statistik gennemførte den formentlig hidtil største dataindsamling med 40.000 interview med danskere om tilfredshed med livet i almindelighed og med en række forhold i livet – arbejdet, familien, sociale relationer, helbredet, osv.

Formålet var at kunne sammenligne forskellige gruppers tilfredshed for herved at kunne tilrettelægge mere hensigtsmæssige politikker både nationalt og kommunalt. I kommunerne bruges »værktøjet« da også bl.a. til at foretage sammenligninger med andre kommuner gennem benchmarking.

Som man spørger

På det seneste er tilfredshedsmålinger også brugt til at sammenligne plejehjem, skoler, hospitaler osv., uden at det altid gøres efter hensigten med sådanne målinger.

Når f.eks. beboerne på et plejehjem giver en bedre vurdering end beboerne på et andet plejehjem, er det ofte forsidestof, og især hvis et privat plejehjem scorer højere end et offentligt. Det kalder straks på mere privatisering, er den hurtige konklusion.

Problemet med tilfredshedsmålinger er imidlertid, at de kræver et nærmere kendskab til, hvordan man spørger folk, og hvordan man har til hensigt at bruge resultaterne. Det skal være meningsfuldt for de pågældende at deltage, der må ikke være nogen ideologisk eller politisk undertone, og deltagerne skal kunne svare uden at tage hensyn til, hvad svarene bliver brugt til.

Hvis bestemte svar forventes at være mere (u)fordelagtige for den enkelte at afgive end andre svar, skal de ikke stilles, og hvis de ikke er anonyme, er det også et problem, ikke mindst hvis der er tale om undersøgelser på mindre steder.

Samtidig skal tilfredshedsmålinger selvfølgelig ikke bruges til alene at lade resultaterne afgøre om en skole, en institution, et hospital eller en virksomhed skal foretrækkes frem for en anden, da også mere objektive kriterier må indgå. Får medicinkrævende beboere den medicin, de skal have, foretages behandlinger fagligt bedst muligt, er produkterne af den krævede kvalitet, osv.?

Kun et supplement

Af denne grund holdes den subjektive tilfredshed blandt danskere i den nævnte nationale undersøgelse også op mod en række objektive kriterier – indkomst, sociale forhold, sygdom osv. – netop for at sikre, at den målte velfærd bliver et supplement til opgørelser af velstanden i samfundet.

Det bør selvfølgelig også gælde for de »lokale« målinger af tilfredshed, som kommuner og virksomheder foretager i stadigt større omfang. De skal heller ikke ses uden at inddrage andre mere objektive forhold, men så er de til gengæld nyttige i en politisk sammenhæng.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.