Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Må jeg godt beholde mine børn?

Jane Callesen: Socialdemokraternes udspil på børnepasningsområdet indikerer, at de ser børn som kommunens ejendom, snarere end forældrenes ansvar.

Jane Callesen, Cand.public., hjemmegående
Jane Callesen, Cand.public., hjemmegående

I oktober sagde Anne Vang, børne- og ungdomsborgmester i København, til BBC4, at vi i Danmark diskuterer, om det er »børnemishandling at undlade at sende børn i børnehave«. Og lørdag erklærede politisk ordfører på Københavns Rådhus, Ikram Sarwar (S) til DR P4, at han vil »appellere til regeringen om at gøre det at gå i børnehave obligatorisk«.

De to politikere er begejstret for den stimulering, institutionerne tilbyder, og tror, at en opvækst i børnehaver vil sikre børn fra to-sprogede familier en optimal udvikling. Jeg ved ikke, om Anne og Ikram har ret. Men jeg kan fortælle, hvor ubehagelige deres udtalelser føles for sådan en som mig.

Ligesom tusindvis af andre mødre har jeg valgt at sætte min karriere på pause for at passe vores to børn hjemme. Valget var svært: Jeg vinkede farvel til en længe ønsket ph.d.-stilling, økonomien blev strammere, og omverdenen mødte os med uforstående kommentarer. Men som andre hjemmemødre, eksempelvis dem, der daglig udveksler erfaringer på www.hjemmeunger.dk, føler jeg, at gevinsterne langt overskygger ulemperne. Vi har nu ro til at nyde hinanden. Der er tid til at bage pebernødder, øve bogstaver, synge, samle puslespil, læse højt og hygge med små og store venner. Jeg gør mig umage hver dag, og er stolt over at tilbyde vores børn denne opvækst.

Derfor gør det ondt, når I kalder hjemmepasning for børnemishandling, eller foreslår at gøre børnehaver obligatoriske. Hvad bliver straffen for den forbrydelse, det i Socialdemokraternes øjne er selv at ville passe de børn, man føder? Taler vi fængsel, fratagelse af børnepenge, tvangsfjernelse eller blot en håndfuld dagbøder?

Jeres udtalelser er desuden paradoksale: Socialdemokraterne har selv anerkendt, at kvaliteten af dagtilbuddene er blevet udhulet, så der i dag er flere børn for hver voksen, og at pædagogerne anvender en større del af deres tid på aktiviteter, der ikke er vendt mod børnene. I har ikke penge nok til at give institutionerne det nødvendige løft. Alligevel kæmper I bravt mod forældre, der ønsker at påtage sig ansvaret for deres børn i hjemmet. Det giver ikke mening.

Jeg er klar over, at I trives bedre med ensretning end med det frie valg. Alligevel foreslår jeg, at I kigger forbi vores lille familie en vilkårlig formiddag. Måske kan et glimt af virkeligheden få jer til at tænke, før I taler.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.