Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Lykke Friis: Merkel fik understreget, at hun er det sikre kort

Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Tysklands kansler Angela Merkel  er ved at skabe en ny, stærk akse i Europa.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Tysklands kansler Angela Merkel  er ved at skabe en ny, stærk akse i Europa.

Da Angela Merkel under Den Kolde Krig besøgte familiemedlemmer i sin fødeby, Hamborg, turde hun ofte ikke gå alene på gaden. Bag Berlinmuren i den østtyske by Templin på de ellers forbudte vesttyske TV-kanaler så hun nemlig skrækindjagende afsnit af den tyske krimiserie »Tatort«, som ofte foregik i Hamborg. Så mon ikke byen var farlig?

Sådan var der også mange, der havde det med Hamborg i weekenden. Og det med god ret. Forlod man sit hotel, risikerede man at blive fanget i gadekampe, få sin bil brændt af eller blive førstehåndsvidne til plyndringer af butikker. Så lad det være sagt med det samme: G20-topmødet udviklede sig bestemt ikke på den måde, som kansleren havde håbet.

I stedet for at kunne nyde flotte postkortsagtige billeder af verdens ledere i den nye Elbphilharmonie, skulle kansleren pludselig forklare, hvorfor det overhovedet var en god idé at invitere kollegerne til netop Hamborg. Og mon ikke også hun oprindelig havde forestillet sig, at hun skulle tage imod præsident Clinton frem for præsident Trump?

Når det er sagt, er der tre grunde til, at Merkel ikke behøver at frygte, at G20 udvikler sig til en boomerang op mod valgkampen 24. september.

* For det første styrkede topmødet endnu en gang Merkels image som »Gipfelkanzlerin« (topmødekansler). Trods vanskelige arbejdsbetingelser lykkedes det hende ligesom på G7-møderne i Heiligendamm og Elmau at styre topmødet i sikker havn. For første gang i G20s historie skete det, uden at USA indtog rollen som konstruktiv spilfordeler. Trump spillede snarere rollen som blokademagt, som Merkel dog ved hjælp af alliancer med bl.a. Kina, Frankrig og Rusland (!) fik til at acceptere bl.a en konklusion om frihandel, som gik videre end på G7-mødet i Taormina.

Selv om topmødeerklæringen også indeholder mange gummiagtige formuleringer, er det derfor billedet af en kansler, der formår at bringe bare lidt orden ind i al kaosset i verdenspolitikken, der står tilbage. Hermed kom topmødet til at understrege Merkels bedste kort i valgkampen – stem på mig; jeg er det sikre kort i en usikkerhed tid med Trump, Putin og Brexit. Eller som der stod på Konrad Adenauers valgplakat i 1957: Keine Experimente.

* For det andet formåede Merkel i Hamborg at styre igennem sin version af Skylla og Charybis. Fra den ene side truede sammenbruddet – at være den første mødeleder i G20-regi, der måtte opgive at skabe enighed om en topmødeerklæring, fra den anden anklagerne om at bukke under for den mest upopulære amerikanske præsident nogensinde i Tyskland.

Op til topmødet havde SPDs kanslerkandidat, Martin Schulz, allerede varmet godt og grundigt op og anklaget Merkel for at være alt for blød over for Trump. Det er ikke nok at være hård over for Trump i et øltelt i Bayern. Tyskland skal også være det ved forhandlingsbordet, lød det igen og igen fra SPDs formand.

På topmødet lykkedes det imidlertid Merkel at få isoleret Trump på klimapolitikken (19+1), uden at det blokerede for den samlede topmødeerklæring, og uden at andre lande fulgte i Trumps fodspor. Da Merkel også med sit kropsprog flere gange signalerede, at hun bestemt ikke er Trumps »neue Freundin«, behøver hun ikke længere at frygte Trump som valgkampstema.

* Endelig – og måske en anelse kynisk – har gadekampene i Hamborg aktualiseret en diskussion, som Merkels CDU længe har set som valgkampssællert, nemlig den indre sikkerhed. Jo, selvfølgelig var det Merkel, der gerne ville have G20 til sin fødeby, men det var Hamborgs overborgmester, socialdemokraten Olaf Scholz, der havde hovedansvaret for sikkerheden. Og det er også ham – og dermed indirekte SPD – der helt åbenlyst havde undervurderet sikkerhedstruslerne.

Før topmødet udtalte han således, at Hamborg jo havde erfaring med at afholde en årlig havnefest! Resultatet er, at SPD – sammen med de potentielle koalitionspartnere, De Grønne og Die Linke – nu presses gevaldigt på den indre sikkerhed: Kan man virkelig overlade hele Tysklands sikkerhed til disse partier?

Selv om G20 blev alt andet end en paradeforestilling for Merkel, er det næppe konsekvenserne for den kommende valgkamp, der over sommeren vil give kansleren hovedbrud. Det er snarere den internationale uorden.

Med Trumps ageren i Hamborg – tag bare hans møde med Putin eller det forhold, at han pludselig skiftede sin datter ind i topmødestolen – fremstår Merkels berømte ølfesttale fra maj nærmest som årets understatement: »De tider, hvor vi helt og holdent kunne forlade os på andre, har efterhånden været forbi et stykke tid…Vi europæere skal tage vores skæbne i egen hånd«.

Næste akt af dette drama følger i morgen torsdag, hvor Merkel drager til Elysée-palæet for at diskutere Europas fremtid med Emmanuel Macron.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.