Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lovgivende og udøvende

Følger man grundlovens og retsstatens ånd, burde ministre slet ikke være medlemmer af Folketinget. Men hvorfor er det, at ministre hentes blandt folketingsmedlemmer, så i dag så meget reglen snarere end undtagelsen, at mange ser det som næsten »udemokratisk« ikke at gøre det?

Peter Kurrild-Klitgaard: »DaPeter Christensen (V) i forrige uge blev udnævnt til ny forsvarsminister var mange hurtige til at hæfte sig ved, at den nye minister ikke havde opnået valg, da han i juni genopstillede til Folketinget. Man fandt det derfor besynderligt, at han nu blev udpeget – nærmest mistænkeligt.«.
Peter Kurrild-Klitgaard: »DaPeter Christensen (V) i forrige uge blev udnævnt til ny forsvarsminister var mange hurtige til at hæfte sig ved, at den nye minister ikke havde opnået valg, da han i juni genopstillede til Folketinget. Man fandt det derfor besynderligt, at han nu blev udpeget – nærmest mistænkeligt.«.

Da fhv. skatteminister Peter Christensen (V) i forrige uge blev udnævnt til ny forsvarsminister var mange, især fra venstrefløjen, hurtige til at hæfte sig ved, at den nye minister ikke havde opnået valg, da han i juni genopstillede til Folketinget. Man fandt det derfor besynderligt, at han nu blev udpeget – nærmest grænsende til mistænkeligt.

De pågældende glemte i samme åndedrag, at Christensen dog havde fået godt otte gange flere personlige stemmer (5.133) end Thor Möger Pedersen, da denne i 2011 opstillede til Folketinget (684) – og at det ikke afholdt sidstnævnte fra at blive skatteminister. Og Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt er såmænd ikke de eneste statsministre, der i regeringer har medtaget »kasserede« folketingskandidater: Poul Nyrup Rasmussen gjorde det ved to regeringsdannelser i træk (1993 og 1994), Poul Hartling gjorde det to gange i ét hug (1973), og en stribe andre har gjort det. For slet ikke at tale om det mere generelle fænomen at have ministre, der slet ikke har været valgt til Folketinget, hvilket har været gældende for samtlige statsministre i mere end et halvt århundrede.

Sådanne udnævnelser er sjældne men hverken usete eller i nogen meningsfuld forstand problematiske.Det er formelt monarken og i praksis statsministeren, der udnævner ministrene – ikke Folketinget og slet ikke vælgerne.

Ja, faktisk kan man med en vis ret sige, at intentionen oprindeligt var noget nær den modsatte: At ministre ikke skulle være medlemmer af Folketinget. Grundloven indeholder – tydeligvis – ikke et forbud mod det, men et andet ideal antydes: Paragraf 3 i 1953-grundloven fastslår således en magtdeling mellem den udøvende magt (kongens regering) og den lovgivende magt (kongens regering og Folketinget i forening). Denne magtens flerdeling går tilbage til junigrundloven (1849).

Praksis var også længe en anden. Den første regeringsleder udpeget efter 1849-grundlovens ikrafttræden, C.A. Bluhme (1852), var ikke medlem af Folketinget, men embedsmand. Heller ikke ved »systemskiftet« i 1901, hvor parlamentarismen begyndte at praktiseres, tog man et folketingsmedlem som regeringschef, men derimod juraprofessor Johan Henrik Deuntzer, der var blevet vraget til Landstinget og først året efter blev folketingsmedlem.

Både oprindelig praksis og grundlovens ånd giver god mening: Hvis magten skal være delt (for at undgå for stor magtkoncentration), er det problematisk, hvis de, der skal administrere inden for lovens rammer, samtidig er med til at vedtage lovene – og vice versa. Følger man grundlovens og retsstatens ånd, burde ministre slet ikke være medlemmer af Folketinget. Men hvorfor er det, at ministre hentes blandt folketingsmedlemmer, så i dag så meget reglen snarere end undtagelsen, at mange ser det som næsten »udemokratisk« ikke at gøre det?

I det store billede er grunden, at vi ud fra Hørups devise om »ingen over og ingen ved siden af Folketinget« har oplevet en langvarig undergravning af magtens flerdeling. Mere konkret er logikken den åbenlyse, at de, der står mest magtfuldt ved en regeringsdannelse i et parlamentarisk demokrati, uvilkårligt er dem, der står stærkest i de største partiers folketingsgrupper. Næste skridt er så, at de forståeligt nok gerne vil have ministre, der har både parlamentarisk erfaring og detailviden om relevante politikområder – men måske også kan bruge udnævnelser til at pacificere eventuelle kritikere i egne rækker. At tage folk ind udefra er til gengæld sjældent populært blandt folketingsgruppernes medlemmer.

Sådan trumfer partihensyn som regel forfatningsidealer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.