Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
ANALYSE

Løkkes store satsning skal gøres synlig

Thomas Larsen fritskrabet Thomas Larsen byline
Thomas Larsen fritskrabet Thomas Larsen byline

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i juni 2006 skulle opsummere indholdet af den spritnye velfærdsaftale, kunne han med god ret bruge udtrykket »historisk«. For med aftalen blev der skrevet historie.

Under forhandlingerne i Finansministeriet var lederne fra et stort flertal af Folketingets partier gået med til at justere efterlønnen og forhøje pensionsalderen. Vigtigst af alt indførte de et simpelt, men banebrydende princip, der betød, at jo længere danskerne levede, desto længere skulle de blive på arbejdsmarkedet.

Ser vi på de reformer, der er lavet siden, rager velfærdsaftalen fortsat op og giver det suverænt største bidrag til den finanspolitiske holdbarhed, som økonomerne i Finansministeriet sigter efter, når de tilrettelægger den økonomiske politik.

Parallelt med velfærdsaftalen blev der indgået en globaliseringsaftale for at kunne investere i uddannelse og forskning.

Denne skribent har tidligere kaldt forløbet for en stjernestund for Fogh. Det gælder stadig, selv om han ikke formåede at følge op på sin succes i de næste år, da dansk økonomi blev overophedet og kørte af sporet. Ser man efter, ligger der fortsat interessant lærdom fra forløbet frem til velfærdsaftalen. Lærdom, der er til at samle op for nutidens ledere, når de skal forsøge at indgå forlig, der gør en forskel.

Det gælder ikke mindst for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som netop har indledt arbejdet i »Disruptionrådet - Partnerskabet for Danmarks fremtid«.

En anden virkelighed end Foghs

I udgangspunktet er Løkke ikke i nærheden af at have samme stærke afsæt, som Fogh havde i midten af 00erne.

Her blev det bl.a. afgørende, at Helle Thorning-Schmidt som ny S-formand havde behov for at vise, at hun kunne være med til at skabe resultater. Hun var villig til at gå langt for at støtte velfærdsaftalen, og det var med til at presse den daværende DF-ledelse med Pia Kjærsgaard ind i forliget.

Sådan er virkeligheden ikke i dansk politik anno 2017. Her har S-formand Mette Frederiksen gjort det klart, at hun ikke vil støtte centrale dele af Løkkes reformdagsorden. Både når det handler om regeringens ønske om at forhøje pensionsalderen tidligere end planlagt og gennemføre en ambitiøs skattereform til efteråret. Hvad værre er for Løkke, er DF helt enig med S-lederen.

Det sætter snævre grænser for, hvad Løkke kan opnå på disse felter.

Til gengæld har han chancen for at lande en succes med Disruptionrådet, der skal være med til at ruste virksomheder og medarbejdere til en fremtid, hvor bl.a. automatisering og digitalisering i stor skala vil transformere virksomhedernes produktion og ændre millionvis af job. Allerede nu er det lykkedes for Løkke at danne en vigtig alliance mellem erhvervsliv, arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og vigtige dele af uddannelsessektoren.

Alle er parat til at arbejde side om side med statsministeren, for de ved, at det er afgørende, at Danmark bliver en digital vindernation.

Skal Løkke for alvor lykkes, så han også bakkes op af vælgerne, får støtte fra partierne på Christiansborg og kan finde penge til finansiering af bl.a. kommende vækstplaner og en styrkelse af uddannelse og forskning, ja, så må hans disruptionråd ikke ende som et fjernt og abstrakt udvalgsarbejde.

Løkke skal kort sagt have bredt sin dagsorden ud. Og her kan han lære af Fogh, som fik forklaret danskerne, hvorfor både velfærdsaftalen og globaliseringsaftalen var så vitale at få gennemført.

På dette punkt kan det kun gå frem for Løkke & Co.

Indre og ydre udfordringer

Da Disruptionrådet holdt sit første møde i mandags, var interessen ret beskeden.

Det samme gjorde sig gældende, da Løkke sammen med beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, og LO-formand, Lizette Risgaard, kort forinden besøgte COOP for at se, hvordan ny teknologi – bl.a. i form af førerløse trucks – ændrer en arbejdsplads.

Taster man ind på regeringens hjemmeside – regeringen.dk – kan man se videoer fra besøget. Men hvor mange danskere lagde mærke til, at Løkke var hos COOP, og hvor mange opfangede, at medlemmerne af Disruptionrådet var samlet for at diskutere Danmarks fremtid? Formentlig ganske få.

Man kan indvende, at det er begrænset, hvad rådet kan lægge frem fra sit første møde. Man kan skyde på pressen, som ikke gjorde mere ud af seancen. Men tilbage står, at det bliver ekstremt vigtigt, at rådet – i samspil med embedsmændene i ministerierne, forskere fra læreanstalter i ind- og udland samt måske eksperter fra udvalgte konsulenthuse – løbende formår at få udformet analyser og produceret udspil med sigte på offentligheden.

Netop den arbejdsform var med til at sikre, at velfærdsaftalen og globaliseringsaftalen lykkedes for Fogh. Over for danskerne indrammede han med enkle ord fremtidens store udfordringer ved at sige, at vi stod over for både indre og ydre udfordringer:

– De indre handlede om, at demografien viste, at vi ville blive ældre, og at det derfor var vigtigt, at vi arbejdede længere i takt med, at vi levede længere. I modsat fald ville økonomien ikke hænge sammen.

– De ydre udfordringer handlede om, at nye globale vækstcentre, især i Asien, buldrede frem, og derfor måtte vi satse på uddannelse og forskning for at kunne fastholde vores velstand og velfærd.

Disse budskaber lykkedes det at banke ind i medier og befolkning. Men motoren under regeringschefens budskaber var analyser og udspil, der kom fra Velfærdskommissionen, befolket med top-­økonomer som bl.a. Torben M. Andersen og Nina Smith. De udarbejdede rapporter, skrev kronikker og deltog i konferencer. På den måde var de med til at sætte en dagsorden, og de gav substans til Foghs offensiv over for vælgerne, medierne og partierne.

Løkke er lykkedes med at smede en stærk alliance med landets tungeste beslutningstagere. Det er vigtigt. Men der venter et kæmpe arbejde, før hans agenda er forenet med folkelig slagkraft.

Thomas Larsen er politisk kommentator på Berlingske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.