Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Løkke og Frederiksen taler EU ned

Torsdag stemmer briterne om deres medlemskab af EU. Også i andre lande tales der om vigende opbakning til EU. I størstedelen af det politiske landskab i Danmark er det blevet en sport at nedgøre og give EU skylden for alle de problemer, vi har. Men det er løgn og ansvarsflugt. EU er os selv. EU er, hvad vi gør det til.

Morten Østergaard.
Morten Østergaard.

Hvis du er gammel nok til at huske 1989, så brug et øjeblik på at genkalde dig billederne af østtyskere, der klatrer over Berlinmuren. For os står de billeder krystalklart i erindringen, og bare tanken om det, giver os gåsehud. Europa var delt. På den ene side af Muren – og Jerntæppet – levede folk i ufrihed, i frygt for myndighederne og med ringe udsigt til at kunne forbedre deres levevilkår. På den anden side levede vi andre. I frihed og fremgang. Modige mennesker tog sagen i egen hånd. De klatrede over Muren for at få del i det fællesskab, vi andre i mellemtiden havde bygget op.

Østtyskerne – og siden millioner af andre østeuropæere – fik del i alt det, som vi i så mange år har taget for givet. Fred, frihed, tryghed, velstand, muligheder. Men det kan ikke tages for givet. Det er skabt af mennesker med mod og fremsyn. Af dem som grundlagde og udviklede EU. Uden EU, uden ledere, som forpligtede sig på samarbejde – også når det var svært – havde vi ikke haft den frihed, fremgang og tryghed, som vi har i dag. Det er på deres skuldre, vi står i dag.

Vi mener, at alt for mange af Danmarks politikere kaster vrag på den arv, som europæiske ledere har givet videre til os. Den dominerende tendens i dansk politik er anti-politik. Nej til samarbejde, nej til at hjælpe mennesker i nød, nej, nej og atter nej. Vores samfund er ikke bygget af politiske ledere, hvis mærkesag var »nej«. Det er ikke sådan, vi er blevet et af de bedste lande på kloden at leve i. Tværtimod. Vores frihed og muligheder er skabt af dem, der gik forrest og rev mure ned, hvor andre satte skel. Det er skabt af driftige iværksættere, som forblev stærke i troen på, at det kunne lade sig gøre, og som havde selvtillid og ansvarsfølelse nok til at regne med, at netop deres indsats var det, som kunne gøre forskellen.

I størstedelen af det politiske landskab i Danmark er det blevet en sport at nedgøre EU, og at give EU skylden for alle de problemer, vi har. Men det er løgn, og det er ansvarsflugt. EU er os selv, og EU er, hvad vi gør det til. Hverken mere eller mindre. Derfor kan vi ikke klandre EU for manglende evne til at løse fælles problemer, uden at vi samtidig retter en anklage mod os selv. Navnlig kan man ikke tillade sig at rette anklager mod EU, når man ikke selv vil bidrage til fælles løsninger. Lars Løkke Rasmussen har gentagne gange sagt, at flygtningekrisen kræver fælles svar. Alligevel har forslag om at dele byrden og løfte i fællesskab fået en kold skulder af den danske regering. Bud på andre fælles løsninger, end dem som EU-Kommissionen har foreslået, er regeringen heller ikke kommet med. Eneste reaktion har været udlændingestramninger og grænsebomme. Det er så langt fra fælles løsninger, som man kan komme. Det er at modarbejde fælles løsninger ved at skubbe problemerne videre til de andre. Det er ansvarsløst.

Ansvarsløst er det også, når ledende danske politikere kun taler om EU, når der skal peges på fejl og mangler. Og så står de der til en folkeafstemning og kan ikke forstå, at danskerne stemmer nej. Det kan vel ikke undre, når de har opført sig som ejendomsmæglere, der forsøger at sælge et hus, hvor fejl og mangler er det eneste, de fortæller om. Det er selvfølgelig noget andet, hvis man som Enhedslisten – trods al historisk erfaring vil gamble med Europas fred og fremgang – vil have Danmark ud af EU. Den holdning står de alene med (selv om Dansk Folkeparti er svær at blive klog på). Det er også fair, at man ikke er enig i alle beslutninger, der træffes. Det er vi heller ikke altid.

Problemet ligger der, hvor de, som støtter EU, vægrer sig mod at vise det og mod at vise, hvordan de mener, vi skal lede EU i fællesskab. Både hos Venstre og Socialdemokraterne har man haft travlt med at nedgøre EU – og ofte ude at det overhovedet var berettiget. Mette Frederiksen påstår, at EU har svigtet lønmodtagerne. Men sagen er, at EU faktisk sikrer en lang række lønmodtagerrettigheder. Den legitimitetskrise, hun peger på, at EU står i, bærer hun selv et ansvar for, når hun – som i dette eksempel – fordrejer virkeligheden og bevidst sætter EU i et negativt lys. Tilsvarende har Lars Løkke Rasmussen haft travlt med tale nedsættende om de østeuropæere, der arbejder i Danmark. De blev beskrevet som jordbærplukkere i træsko, der – måtte vi forstå – primært var i Danmark for at malke de offentlige kasser. Virkeligheden er en anden. Østeuropæerne er en god forretning for Danmark. I 2014 viste en undersøgelse, at hver østeuropæer i Danmark bidrager med 16.000 kr. netto til den danske statskasse om året. De to markante partiledere bærer ved til en fortælling om, at Europa ikke vil os det godt. At det er tid til at stoppe op, skærme sig, rulle tilbage.

Det er en farlig kurs. For ligesom EU er os selv, så er EU også kun så stærkt, som de kræfter, vi selv lægger i det. Og lige nu er EU svækket. Det ses med al tydelighed i forbindelse med den britiske afstemning om at blive i eller forlade EU. Ikke bare i Storbritannien, men også i mange andre europæiske lande, tales der meget om vigende opbakning til EU. Debatten udfolder sig på ryggen af fremgang til højrenationale partier i mange lande samt af flygtningekrisen og den økonomiske krise, som har svækket EU. Det er paradoksalt. For netop i disse år har vi – mere end længe – brug for et stærkt EU.

For det første fordi EU er den afgørende årsag til, at vi for første gang i historien har oplevet 70 år med ubrudt fred og tryghed i Europa. Det må vi aldrig tage for givet.

For det andet frygter vi et splittet Europa, fordi det netop i disse år bliver mere og mere klart, at vi står over for kæmpemæssige problemer, som intet land kan løse alene. Det gælder flygtningekrisen, hvor ingen andre står i kø for at løse udfordringerne, fordi det er Europa, flygtningene rejser til, når vi har svigtet vores ansvar i nærområderne. Det gælder klimakrisen, hvor verden har brug for Europas stemme og løsninger – fordi vi mere end så mange andre har både viljen og evnerne. Og det gælder vores egen fremtidige velstand i en verden, hvor konkurrencen med vækstøkonomier i Asien og Sydamerika kræver, at vi i Europa samarbejder om at sikre en stærk økonomi, hvor der skabes både job og muligheder for danskere og europæere.

For det tredje bør vi være os pinligt bevidst, at et splittet Europa gavner alle dem, der vil vores frie samfund til livs. Putin, Daesh og deres terrorister og de højrenationalistiske bevægelser. Det er ingen tilfældighed, at Putin straks meldte sig klar til at hjælpe den græske regering, da dens forhold til det øvrige EU var vanskeligst. Det bør heller ikke undre, at russiske banker beredvilligt låner mio. af kr. til Front National i Frankrig. Men vi burde have mere opmærksomhed på det.

Vi har brug for mere sammenhold i Europa, ikke mindre. Vi har brug for et forpligtende samarbejde og for at finde fælles løsninger, sådan som vi gør i EU – i stedet for at bakke væk fra fællesskabet. EU er ikke fejlfri. EU skal lige som vores eget demokrati løbende tilpasses og justeres, fordi verden forandrer sig. Det skal vi altid være klar til. Men ikke ved at angribe selve projektet, ikke ved at kræve mere eller mindre af det, men ved at smøge ærmerne op og kaste os ind i den politiske kamp.

Vi kommer fra et Europa, som er martret af krig gennem århundreder. Et Europa, hvor vi slog hinanden ihjel i to verdenskrige efter hinanden. Modige politiske ledere i Europa tvang i 1900-tallet sig selv til at samarbejde, så det aldrig mere skulle ske. Sådan blev EU til. Samarbejdet er, hvad europæiske politiske ledere kan drive det til. Vi Radikale tror på, at vi kan drive det til så meget mere. Til gavn for Danmark, danskerne og alle andre i Europa.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.