Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Livs-lektionerne bag den solide trædør i Løgstør

Der er døre, man ikke behøver at åbne for at vide, hvad der foregår bag. For eksempel den solide trædør, der befinder sig midt på den vejstrækning, som en optimistisk sjæl engang gav navnet Østerbrogade.

Hvis du lige nu forestiller dig københavnerversionen, som med sine majestætiske ejendomme og yogaudstyrsforretninger forbinder Søerne og Hellerup, så ryk cirka 400 kilometer nordpå. Derop, hvor butikkernes slagnummer er uldent undertøj på tilbud, og hvor en jordbærkage stadig kan erhverves til en pris, der ikke kræver spontan belåning af sommerhuset.

Derinde, bag trædøren i min barndomsby Løgstør, sad vi engang og drak øl. Det var dengang, Negroni var noget, de kun havde hørt om i Firenze, og hvor man bestilte en runde Fernet Branca, hvis det skulle være ekstra festligt.

Her på Bytinget, alle provinsværtshuses tilrøgede moder, mødtes vi, den sidste generation af teenagere, der voksede op uden iPads og curlingforældre, og i forvejen sensationelt havde overlevet at pakke vores egen gymnastiktaske, tage bussen på egen hånd og gå ud med skraldespanden, når vi fik besked på det.

Vi tog på værtshus, når vi fik løn fra fritidsjobbet, når vi skulle fejre weekendens ankomst eller ti-tallet efter den gamle skala, og havde man fattet amourøs interesse for en af de lokale fyre, kunne man være stensikker på, at han i løbet af aftenen ville træde ind ad døren i sine hvide H2O-sokker og med Kouros under armene. Der var nemlig ikke andre steder at gå hen. Her raspede Rod Stewart sig igennem »Rhythm of my heart« på jukeboksen så mange gange, at jeg stadig kan teksten udenad, og her raflede vi nætterne lyse, mens vi diskuterede, om spillet retteligt hed Snyd eller Tænkeboks.

Her sad vi, alle vi unge fra parcelhuskvartererne, og planlagde flugten ud af momentet og senere ud af byen, sammen med dem, der forlængst havde tegnet evighedsmedlemskab til fadølsfustagen. Vi burde sikkert have været i gang med at kvalificere os til det globale videnssamfund, men i stedet lærte vi værtshusreglerne, der viste sig at være omsættelige til de fleste af livets forhold. Vær gavmild med omgangene, og hold dig fra dem, der aldrig giver igen. Undgå folk uden humoristisk sans og med løstsiddende næver. Og gå for Guds skyld hjem, når det ikke er sjovt længere.

Når jeg i dag går forbi den gamle trædør og præcis ved, hvordan cigaretterne hviler på kanten af askebægrene bag den, er det ikke uden taknemmelighed.

Her var livslektioner på alle hylder. Sammenholdet levede side om side med forfaldet, den kantede humor var i evig nærkamp med livets alvor og vi, der var unge i 1990erne, oplevede, hvordan lokalpatriotismen langsomt blev erstattet af den drivkraft, der skubbede os ud i verden.

Det er den slags stof, nostalgi er gjort af. En varm omfavnelse, man trygt kan vende tilbage til – i visheden om, at den forlængst har sluppet sit tag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.