Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Liberal Alliance kan ikke være pragmatisk og idealistisk på én gang

Foto: Emil Hougaard.
Foto: Emil Hougaard.

Det politiske landskab i Danmark koncentrerer sig primært omkring midten. Blandt alle partier i Folketinget hersker der en overordnet konsensus om bevarelsen af velfærdsstaten og samfunds- strukturel status quo.

Bevares, det danske samfund er på mange områder et godt og trygt samfund, og den store overensstemmelse, der findes mellem venstre- og højrefløjens politik, skaber forudsigelighed og stabilitet. Med forudsigelighed og stabilitet kommer også magelighed, hvilket har karakteriseret dansk politik de sidste mange år.

Den politiske magelighed kommer til udtryk ved, at langt de fleste politiske dagsordner dikteres af hverdagsproblemerne i samfundet og ofte som reaktion på gårsdagens avisoverskrifter. Sat på spidsen er de to redskaber, som politikerne hyppigst tyer til, forbrug eller forbud, hvilket ikke overraskende forårsager, at det offentlige forbrug og bureaukratiet vokser.

Netop derfor fremstod Liberal Alliance (LA) så forfriskende, da de tilbage i 2010 lancerede et nyt politisk projekt, som trak mod de generelle strømninger i dansk politik, og som gjorde op med den politiske magelighed.

Væk med topskatten, det progressive, indviklede skattesystem og ind med en flad skat på 40 pct. Væk med de mange forbud og unødvendig regulering og bureaukrati og ind med den personlige frihed og en mere effektiv offentlig sektor.

Til sammenligning med andre velfungerende samfund i verden var der intet altomstyrtende ved LAs vision, men den danske befolkning modtog visionerne, som var de rabiate.

Desto mere hån og latterliggørelse, LA modtog for deres økonomiske politik, desto kraftigere blev der argumenteret for det værdipolitiske ved at afskaffe bl.a. topskatten og sikre en markant difference mellem en lavtlønsmodtager og en kontanthjælpsmodtagers økonomiske råderum. Langsomt, men støt, fik LA rykket den politiske dagsorden, og belønningen kom som opbakning blandt især de unge, der ønskede et paradigmeskift og et klart politisk projekt.

Nu sidder LA som bekendt i regeringen og skal samarbejde med den magelige politiske midte eller som minimum med to gamle borgerlige partier, hvoraf det ene parti er mere liberalt af navn end af gavn.

»Politik er det muliges kunst« er en kliché, man ofte hører politikere bruge. Selvfølgelig kalder et regeringssamarbejde på kompromiser og på, at der skal sluges nogle kameler for, at enderne kan mødes og samfundet ikke skal gå helt i stå.

Problemet ved de kompromiser, LA ser sig nødsaget til at indgå, er, at de negligerer vigtigheden af de kampe, LA tog, før de trådte i regering.

Man kan ikke være pragmatisk og idealist på én gang, i hvert fald ikke uden også at være en smule hyklerisk. Så nu hvor LA har valgt en ideologisk kapitulation til fordel for en pragmatisk sejr, mangler vi igen nogen, som tør udfordre status quo og ruske i den politiske magelighed uden at bekymre sig om, hvad Løkke, Thulesen og de andre socialdemokrater mener.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.