Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Længe leve Tour de France og poesien

Rytternes præstationer er sande bedrifter. Det er ægte heltedåd i uvirkelige rammer. Smerten, lidelsen og askesen er ikke et skuespil. Det er ikke et teater, eller en gladiatorkamp. Det er virkelighed og eventyr på samme tid. Længe leve poesien i Tour de France og længe leve Tour de France i poesien.

Chris Froome (i gul trøje) og Rafal Majka på 18. etape af sidste års  Tour de France 2015. Foto: Nils Meilvang
Chris Froome (i gul trøje) og Rafal Majka på 18. etape af sidste års Tour de France 2015. Foto: Nils Meilvang

Giuseppe Ungarettis digt fra 1925 er den perfekte ramme for Tour de France 2016:

»Afslutning
Den der opgiver håbet, tror han på sig selv og det sande?«

Aldrig at opgive håbet og troen på sig selv er et midtpunkt i vores alles liv, men for en cykelrytter er det den vigtigste egenskab overhovedet. At være cykelrytter handler i høj grad ikke bare om at kende sig selv og sin egen styrke, men også om at tro på sig selv. I år, i et af de mest underholdende Giro d’Italia i mange år, oplevede vi den italienske rytter Vincenzo Nibali demonstrere det fortryllende i at have tabt alt, og vinde alt tilbage. Især fordi han aldrig mistede håbet på sejren, og troen på sig selv. Den italienske presse havde ellers placeret Nibali på forsiden af La Gazzeta dello Sport efter anden uge, med ordet »FLOP« i versaler, hvorefter Nibali – med sans for drama og tragedie – udtalte: »Hvorfor vil I såre min stolthed endnu mere? Jeg er allerede gået i stykker.«

Men Nibali var ikke gået i stykker, og mistede ikke troen på sig selv og det sande. Han sejrede stort på løbets sidste dag. Det sande i cykelsport er sejr, skønhed og heltemod. Det er det sande, vi mangler i vores liv, og det er det, cykelsport kan give os. For cykelrytternes præstationer er sande bedrifter. Det er ægte heltedåd i uvirkelige rammer. Smerten, lidelsen og askesen er ikke et skuespil. Det er ikke et teater, eller en gladiatorkamp. Det er virkelighed og eventyr på samme tid.

Det kan synes overdrevent at sætte cykelsporten op i et sådant perspektiv, men hvad man bør vide er, at det altid har været cykelsportens formål at få rytternes bedrifter sat i eventyrlige og poetiske rammer. Der har fra løbets begyndelse været et fokus på at få sat præstationerne ind i et narrativ, som ikke bare beskriver anstrengelserne i en nøgtern journalistisk vinkel, men ligefrem forgylder dem i lingvistiske stiløvelser, i indlevelse og dramaturgi, som får læseren til at gispe efter vejret, lige som rytteren, der heppes på, gør. Løbet er skabt i trangen til den store historiefortælling. Det er skabt i ånden af, at menneskeheden ikke må miste modet på sig selv og det sande. På skønhed og kraftpræstation.

Løbet blev også skabt for at sælge aviser.

I pionertiden hyrede L’Auto (i dag L’Equipe, ejer af løbet) fremtrædende italienske og franske forfattere til at rapportere fra løbene. For eksempel den store italienske forfatter, Curzio Malaparte. Løbet skulle ikke bare rapporteres som en sportsbegivenhed med nyhedsværdi, men som en odyssé af klassisk standard. I slutningen af fyrrerne skrev Malaparte for eksempel en avisføljeton om de to cykelengle, Coppi og Bartali, under Tour de France: »Bartali hører til dem, der tror på traditionen... Han er en metafysisk mand beskyttet af helgener. Der er ingen i himlen der passer på Coppi…«

Det er et udmærket eksempel på, at det altid har været en ambition at hæve løbet til metafysisk eller i hvert fald mytologisk niveau. Jeg mener, at dette perspektiv på sporten er ved at forsvinde i landets store aviser. Sporten mister sit guldstøv når en bjergetape i nogle af Europas højeste bjergpas blot beskrives i avisspalter som »en hård dag hvor favoritten tabte 15 sekunder, men forsvarede trøjen«. Jeg håber og tror på at seeren, lytteren og læseren ikke er tilfreds med den slags kedelige og uværdige reportager, der er blottet for indlevelse.

Jeg mener, at man må huske på, at sportshelten i dag, og især cykelhelten, er blandt de sidste virkelige helte, der får en ægte plads i vores hjerter. Vores tid er blottet for helte og indlevelse. Det er en vigtig rolle for journalister og medier at få belyst disse bedrifter og modige gerninger, så vi fortsat kan lade os inspirere af dem.

Når jeg i indledningen skriver, at Tour de France i år handler om ikke at opgive håbet og troen på det sande, er det, fordi vi i år er i en enestående situation med mange ryttere, der befinder sig på et meget højt og jævnbyrdigt niveau. Forskellen kommer til at ligge i selverkendelse, selvtillid, mod og selvfølgelig styrke. Tour’en 2016 er et stærkt felt med store stjerner som Contador, Nibali, Quintana, Froome og unge aspiranter som Aru og Dumoulin til start. For tredje år i træk kan vi glæde os til et åbent og uforudsigeligt Frankrig rundt.

Den gule trøjes mystik og prestige nyder godt af et så historisk stjernespækket felt. For trøjen og Tour’en er bevidst om sin historie, og værdien af at trøjen æres af kun de smukkeste og stærkeste ryttere. Det er 72 år siden, at de Allieredes landgang i Normandiet fandt sted, og løbsdirektøren, Christian Prudhomme, viser sin historiebevidsthed ved smukt at lade årets Tour de France starte ved Utah Beach. Endnu en påmindelse om ,at sporten godt kan bære at blive sat stort op.

Cykelsporten lever i stolthed og respekt for sin historie. Sporten er skabt for at sætte den menneskelige kunnen i et poetisk perspektiv med græske helte, og civilisationers fuldkommen- og ufuldkommenhed. Helt tilbage i 1910, cykelsportens pionertid, skrev den italienske journalist Ivanoe Bonomi om de unge, nye cykelstjerner: »Galetti, Ganna, Verri, dette er navnene, der er på alles læber. Disse pedalerende helte bliver i dag tilbedt, som heltene i det antikke Grækenland blev det.«

Det er en sport, hvor indhold og drama er klar til at blive formidlet i poesi, og hvor der fra første start i 1903 er blevet lagt vægt på at få det virkelige eventyr ind i uvirkelige rammer.

Digtets titel »Afslutning« er passende, fordi vi i år siger farvel til enestående kapaciteter som Alberto Contador og Fabian Cancellara. I hvor høj grad evner de, på trods af deres udfordrede og skæbnesvangre position, at hive troen, håbet og tørsten efter sejren frem i det dybeste af deres sjæl? Når Tour de France er forbi, ligger der en avanceret fortælling klar. Som i en roman har nervepirrende dueller udspillet sig, og en vinder og en taber er fundet. Tilbage er blot at indleve, og indhylle sig i løbets poesi. Og beskrive det.

Længe leve poesien i Tour de France og længe leve Tour de France i poesien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.