Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Læger uden Grænser: Libyen er et helvede for mennesker på flugt

Foto: Scanpix/pressefoto
Foto: Scanpix/pressefoto

»Hvorfor sejler I ikke bare de mennesker, som I redder på Middelhavet, tilbage til Libyen? Hvorfor sætte dem i land flere hundrede kilometer nordpå i Italien, når Afrikas kyst er tættere på?«

Det spørgsmål får vi i Læger uden Grænser ofte i disse dage, hvor politikere og andre har travlt med at bruge os og andre ngo’er som syndebuk for flygtningestrømmen mod Europa.

Hvis man ikke kender til vores arbejde på Middelhavet og de forfærdelige forhold i Libyen, kan jeg godt forstå, at man kan undre sig. Der er nemlig intet, der tilsiger, at mennesker på flugt absolut skal sejles til Italien. I princippet kan redningsbåde sætte de nødstedte i land hvor som helst, så længe deres sikkerhed og mulighed for at søge om asyl kan garanteres.

Men Libyen er i øjeblikket et farligt land for mennesker på flugt. Alle skibe, der redder nødstedte på havet, er ved international lov forpligtet til at bringe de bjergede til en sikker havn. Derfor er havnene i Libyen udelukket.

Når politikere og andre kritiserer os for at sejle flygtninge og migranter til Italien, må vi bare sige, at det er det forkerte sted at rette kritikken hen. Det er de italienske myndigheder, der har besluttet, at nødstedte skal sejles til Italien. Vi bringer de nødstedte i havn der, hvor Italien angiver, vi skal gøre det.

Alle vores redningsaktioner er underlagt de italienske myndigheder (Maritime Rescue Coordination Centre i Rom), som koordinerer redningsindsatsen på Middelhavet. Hvis vi observerer en nødstedt båd, informerer vi først de italienske myndigheder, som beslutter, hvilket redningsfartøj der skal sendes. Andre gange observerer de italienske myndigheder en nødstedt båd og beder os eller andre om at udføre redningsaktionen.

Når de nødstedte er i sikkerhed om bord på vores skib, har vi ikke frie hænder til at sejle dem til den havn, som vi har lyst til. De italienske myndigheder bestemmer, hvor de skal sejles hen. De italienske myndigheder (og mange andre) er i den nuværende situation enige i, at det vil være farligt for de flygtende at blive sendt tilbage til Libyen – et land i økonomisk og politisk kaos, hvor lov og orden er sat ud af kraft.

Vold, voldtægt og misbrug

Libyen er både en destination og et transitland for hundredtusindvis af flygtninge, asylansøgere og migranter, som er flygtet fra konflikt, ekstrem fattigdom eller forfølgelse.

Mange mennesker på flugt ønsker faktisk i udgangspunktet at blive og arbejde i landet. Ifølge FNs Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) seneste rapport, »Mixed Migration Trends in Libya: Changing Dynamics and Protection Challenges«, har op mod halvdelen af de mennesker, der kommer til Libyen, ingen intention om at sætte sig i en gummibåd mod Europa. Men de forhold, de møder i Libyen, får mange til at skifte mening. De frygtelige forhold driver dem derhen, hvor de tror, at de kan komme i sikkerhed: Europa. De kender udmærket risikoen ved at vove sig ud på Middelhavet. Men alternativet er værre.

Næsten alle de mennesker på flugt, som vi har behandlet eller mødt på Middelhavet, er blevet udnyttet eller udsat for vold i Libyen: Kidnapninger, tortur, tvangsarbejde, voldtægt og tvungen prostitution er bare nogle af de uhyrligheder, som vi har hørt fra mænd, kvinder og børn.

Det er ikke usædvanligt, at vi redder kvinder, der er blevet gravide efter en voldtægt, eller har brækkede knogler på grund af tæsk og misbrug. Der er ingen beskyttelse til flygtninge og asylansøgere i Libyen på grund af manglen på et asylsystem, UNHCRs begrænsede rolle og det faktum, at Libyen ikke har underskrevet Flygtningekonventionen.

De mennesker på flugt, som bliver fanget af den libyske kystvagt, eller som bliver tilbageholdt på land i Libyen, sendes til overfyldte interneringslejre – ofte i tidligere fabrikker eller lagerbygninger. Her bliver de indespærret i længere tid ad gangen under uhumske og umenneskelige forhold. Nogle steder flyder det med urin og afføring, og der mangler rindende vand.

De indespærrede mennesker på flugt har ingen mulighed for at udfordre lovligheden af deres tilbageholdelse, de har stort set ingen adgang til omverdenen og mangler adgang til lægehjælp. Der er heller ikke nok mad i flere af interneringslejrene.

Vi bliver også tit spurgt om, hvorfor vi ikke i stedet hjælper flygtninge og migranter i Libyen? »I kan jo arbejde mange andre farlige steder, så hvorfor ikke også her?« lyder kritikken.

Svaret er, at vi selvfølgelig også hjælper mennesker på flugt i Libyen. Det gør vi for eksempel i interneringslejre i Tripoli, hvor vi behandler alt fra diarré til luftvejsinfektioner. Patienter er desuden så udsultede, at vi må behandle dem for akut underernæring.

Vi skal og bør ikke sende mennesker tilbage til et land, hvor de bliver udsat for disse uhyrligheder.

Jeg ville virkelig ønske, at man satte sig ind i de faktuelle forhold, før man deklarerer, at mennesker på flugt bare skal sejles tilbage til der, »hvor de kom fra«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.