Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opinion

Lad os stå sammen mod terroren

Angrebenes blinde og tilfældige karakter bidrager til rædslen. Vi er blevet frygtsomme alle sammen, på næsten ethvert tidspunkt.

Jens Christian Grøndahl
Jens Christian Grøndahl

Passagerer i en lufthavn, klar til afrejse. Pendlere i en metro. Drenge midt i en fodboldkamp. Legende børn og deres mødre i en park. Det er nogle af de seneste ofre for den terror, vi efterhånden er kommet til at forvente. Det kan ske overalt, i et hvilket som helst land. Enhver af os kan blive det næste offer, uanset hvem vi er, uden hensyn til vores religion eller kultur.

Angrebenes blinde og tilfældige karakter bidrager til rædslen. Vi er blevet frygtsomme alle sammen, på næsten ethvert tidspunkt. Det er de anonyme gerningsmænds ondsindede målsætning ikke blot at dræbe og lemlæste uskyldige mennesker, men også at nedbryde den tillidsfulde uskyld, som er forbundet med hverdagslivets gøremål.

Tillid er hjertet i vores hverdag, i ethvert menneskeligt samfund. Uden den var vi som dyr i skoven. Det er tilliden, der gør det muligt for enhver at bevæge sig omkring, fremmed blandt andre fremmede, med nogenlunde sindsro. I tryg forvisning om, at vi alle sammen bare er ganske almindelige mennesker, trods alle vores indbyrdes forskelle.

Det kan godt være, at terroristerne ønsker at splitte os, men reelt gør de det modsatte. Ved ikke at skelne mellem deres ofre bekræfter de, at vores menneskelighed er universel; at sårbarheden bag om alle forskellene er et livsvilkår, som vi er fælles om.

Det kan godt være, at vi aldrig helt vil kunne eliminere terrortruslen, men intet selvmordsangreb vil på den anden side kunne ryste os i vores viden om, at det i sidste ende ikke er en bestemt kultur eller religion, som er under angreb. At det er livet selv.

Terroren har ikke nogen vision for menneskelivet. Den er en dødskult. Hadet har ikke andet sprog end ødelæggelsen. Ondskaben har hverken kultur eller religion. Det er derfor, terroristerne aldrig vil sejre. Ja, vi skal alle sammen dø, fredeligt eller for en morders hånd. Men livet dør ikke.

Livet fortsætter, som man siger. Hvad betyder det?

De passagerer vil aldrig nå frem til deres destination. De, der ventede på dem, vil komme til at vente for altid. Livet bliver aldrig det samme for dem, der havde kysset dem farvel, og som ikke skænkede det en tanke, at dette kunne være den endelige afsked.

Børnene i parken vil aldrig blive voksne. Deres livshistorier vil forblive ufortalte, og de voksne, der begravede dem, skal leve med bitterheden og sorgen. Den frygtelige meningsløshed, når livets orden og rækkefølge bliver brudt så modbydeligt, og de gamle må begrave de unge.

Så hvad vil det sige, at livet fortsætter?

Det vil sige, at vi, de levende, bevarer mindet om ofrene i vores hjerter. Det vil sige, at vi fremover kommer til at dele vores glæder med dem i tankerne, ved hjælp af vores forestillingsevne.

Det vil sige, at vi ærer de børns tabte fremtid ved at vende vores viden om livets skrøbelighed til noget, der er stærkere: En venligere, mere nænsom opmærksomhed over for Den Anden. En dybere solidaritet med den fremmede ved vores side, uden hensyn til hans eller hendes tro eller baggrund.

Det vil først som sidst sige, at håbet fremover er uadskilleligt fra erindringen.

Ondskaben har ingen erindring. På dette sted kommer jeg til at tænke på noget, som den italienske forfatter Umberto Eco sagde kort før sin død: ”Et menneske uden erindring er et menneske uden sjæl.”

Ondskaben har ingen sjæl. Det er endnu en grund til, at terroristerne forbliver magtesløse, trods grusomheden og blodsudgydelserne.

Der er ingen undskyldning for terror. Den er ikke relativ i forhold til nogen forurettelse, uanset hvor dyb og påtrængende den måtte være. Terrorismen gør ikke forskel på folk, så lad os besvare den på samme måde.

Lad os stå sammen, før vi tager vores kulturelle, historiske eller religiøse uoverensstemmelser i betragtning, og før vi gør noget regnskab op. Lad os vise verden og hinanden, at livet kun har én fjende, og ondskaben kun én modstander.

Lad os huske de døde og fortsætte, lige så eventyrlystne og fulde af håb som de rejsende i den lufthavn. Lige så tillidsfulde som de pendlere i metroen. Lad os fortsætte med den samme lethed som hos børnene, der legede i en park, som om de havde en fremtid.

 

Ovenstående tekst er den tale, som Jens Christian Grøndahl holdt i Københavns Domkirke, 6. april 2016, ved en mindegudstjeneste til ære for terrorens ofre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.