Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Lad os nytænke gudstjenesten i Danmark: Her er mine oplevelser fra USA

Dan Andersen
Dan Andersen

Min kone og jeg har deltaget i gudstjenester rundt omkring i USA. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor der er så stor forskel på dansk og amerikansk kirkeadfærd.

Hvad vedkommer dette den danske folkekirke? Et bud kunne være, at hvis man vil nytænke gudstjenesten, må man begynde med at udfordre sine »sandheder«.

Hvordan det gøres, ved folkekirkens præster sikkert bedst eller slet ikke. Men en præst, der begynder sine forberedelser til søndagens gudstjeneste med tre inspirationer fra amerikanske gudstjenester, går ikke helt galt i byen.

På skrivebordet foran præsten kunne ligge en seddel med følgende: »Min menighed skal forlade kirken glad. De fremmødte skal have letforståelige råd, som de kan anvende i den kommende uge. De skal have rørt ved, mærket eller set hinanden i øjnene.« Derfra kan kirkens ord og dagens tekst så flettes ind.

Vi har deltaget i katolske, baptistiske, presbyterianske, jødiske og endda lidt voodoo. Vi er gået derfra glade og med noget, vi kunne bruge i vores fortsatte tilværelse.

Vi er blevet modtaget med ægte interesse, velkomstord og et let forståeligt stykke papir om dagens tekst. Kirken er ikke kun fyldt med seniorer, der er mange unge mennesker, familier og børn. Alle er klædt pænt på i dagens anledning.

Indledningsvis bliver der sunget sang(e) i et leje, hvor alle kan være med uden dominerende skønsang. Der har gerne været et kor og/eller et band, der understøtter fællessang.

Vi har kunnet følge tekst og bønner, da der er stor hjælpsomhed og ingen blufærdighed med at give en hjælpende hånd fra række til række.

Alle hilser på hinanden

Oftest er første handling at bede menigheden om at hilse på hinanden. Alle står eller går rundt og hilser på med håndtryk og smil inklusive præsten. Vi har næsten følt, at vi tilhørte et fællesskab.

Præsternes prædikener afspejler sikkert en forskel mellem europæisk og amerikansk kultur. Det beskrives ofte som om, vi er optaget af, hvorfor noget er, som det er. Vi vil i dybden og forstå. Den europæiske kultur er en »hvorfor-kultur«. Amerikanere er optaget af, hvad noget kan bruges til. Den amerikanske er en »hvordan-kultur«.

En præst i Orlando prædikede om Jesu uforbeholdne kærlighed og bragte os til personlig refleksion om, hvordan vi kunne vende vor ulyst til en bestemt person i vores liv til kærlighed. En præst i Skt. Thomas brugte historier om Jesu daglige handlinger til at få os til at reflektere over, hvordan vi viser kærlighed i vore handlinger. En præst i New Orleans talte om, at der er et liv efter døden før døden. Det handlede om at værdsætte det liv, vi har og bruge det i Jesu navn, i stedet for at falde »døde« ned i sofaen foran fjernsynet.

Alle greb os om hjertet med deres åbenhed og lige på praktiske måde at tænke over vigtige spørgsmål. Det har slået os, hvordan vi ofte har siddet med spørgsmål eller eftertanke og i stilhed haft tid til at være i os selv.

I det hele taget er der alvorlig stilhed, når der er eftertanke eller bedes bønner.

Mærkedage

Når gudstjenesten er ved at være slut, spørger præsten, om der er mærkedage. Der synges »Happy birthday« eller ønskes tillykke i kor til de lykkelige.

I nogle kirker kan man aflevere en seddel med navnet på en person, man ønsker en bøn for. Vi har været til gudstjenester, hvor aktive soldater, veteraner og familie til soldater er blevet bedt rejse sig, så menigheden kan takke dem for deres indsats. I nogle kirker opfordres medlemmer til at fortælle, hvordan de har haft glæde af deres tro i den forløbne uge. Efter prædiken går alle rundt og ønsker god uge, mens musikken spiller. Vi har flere gange oplevet, at medlemmer fra menigheden eller præsten er kommet direkte til os og har indbudt til kaffe. Det har været gode oplevelser at se voksne og børn tale med hinanden om stort og småt.

Apropos børn har vi flere gange i Detroit været i kirke med tre forskellige prædikener hver søndag. Den første er tekstfyldt og udfordrende for hardcore troende. Den næste er for børn. Den sidste er for »almindelige« kristne og stort set som beskrevet ovenfor.

Der er altså ingen børn, der render rundt og forstyrrer ved en af de to andre voksengudstjenester. Præsten kan vælge et niveau, der rammer deltagernes hjerte og hjerne.

Det må indrømmes, at vore kirkebesøg i Danmark begrænser sig til fire-fem gange om året, så vor reelle viden er begrænset. Det bringer os frem til vor sidste oplevelse. Vi var i biografen i en lille by Franklin i North Carolina. Til vores store overraskelse kom der før filmen en levende reklame for den kommende søndags gudstjeneste. Vi så flere steder store reklameskilte med skiftende tekst og farverige billeder med kommende begivenheder i kirkerne. Alle steder med opfordring om at følge kirken på Facebook samt at møde op og begynde søndagen med en vedkommende oplevelse.

Selv for folkekirken gælder, at i en konkurrencepræget branche må den ud til kunderne og fortælle om sine fortræffeligheder, hvis den vil holde fast i sit kundegrundlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.