Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Lad os komme fremad til fortiden

Henrik Dahl Byline af Henrik Dahl.
Henrik Dahl Byline af Henrik Dahl.

Hvor sort var skolen egentlig for 50 år siden? Altså i året 1967, hvor jeg, for at gøre problemstillingen mere levende, kan nævne, at jeg på netop dette tidspunkt for 50 år siden var i gang med andet semester af 1. klasse.

Skolen var strengere dengang. Forstået på den måde, at der var en langt mere tydelig autoritet i klasseværelserne og på skolen i det hele taget, end der er i dag. Som jeg erindrer livet i 1. klasse, var det en mulighed, som det nærmest ikke lod sig gøre at se for sig, at man kunne sætte sig op imod fru Johansen (som min klasselærer hed).

Men var fru Johansen grov i mælet eller truende over for os børn? På ingen måde. Hun var elskværdigheden selv. Blot var det sådan, at hendes beskeder og henstillinger ikke stod til diskussion.

I dag tales der igen om tydelig klasserumsledelse. Hvad der, så vidt jeg kan forstå, ikke betyder så meget andet end at genoprette status quo ante den store sammenstyrtning i 1970erne. Hvor al respekt og autoritet for personer, der havde et betroet embede at forvalte – for eksempel skolelærere – skulle tilintetgøres. Eller for at sige det samme kortere: Hvor de forhold, der herskede i fru Johansens timer, så vidt muligt skal genetableres.

Fra selvstændig til pligtopfyldende

Så på nogle måder er vi i dag i den situation, at vi skal frem til fortiden. Ikke den samme fortid, som 1967 repræsenterer, men en gennemreflekteret og gennemforsket udgave af den, hvor man med videnskabelig sikkerhed kan fastslå, at den på mange måder var ganske god. Og i hvert fald bedre end det bras, vi bruger i dag.

Et andet område, hvor folk var væsentligt klogere for 50 år siden, end de er i dag, er i spørgsmålet om forholdet mellem håndværk og kreativitet.

I 1967 kunne man (dersom man var overordentlig dygtig, flittig og kreativ) opnå karakteren 13. Den blev givet for den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation. Og da ethvert trin på skalaen så at sige rummede de lavere i sig, betød det, at man automatisk var kvalificeret til 11: Den udmærkede og selvstændige præstation.

Det fineste, man kunne være i skolen for 50 år siden, var altså at være selvstændig. Hvor det fineste, man kan være i dag, er at være en person, der til punkt og prikke har opfyldt de krav, der stilles (hvad man sådan cirka fik 10 for i 1967).

Jeg vil påstå, at skolen af 1967 i forhold til anerkendelsen af selvstændighed var langt mere reflekteret og indsigtsfuld, end den er i dag. For det, der lå til grund for skalaen, var en slags formalisering af mesterlæren. Først skulle man kunne håndværket. Og når det var helt på plads, havde man fortjent at få et 10-tal. Men så skulle man til at vise, at man mestrede håndværket. Og der havde man så to »mesterkarakterer«: 11 til det mindre mesterskab og 13 til det større.

Den forståelse af håndværk og mesterskab ville jeg gerne tilbage til. Den er langt klogere end noget, vi har eller gør i vore dage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.