Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kvoter for kvinder og retssikkerhed

For at skære det ud i pap: Det er legitimt at ønske, at måltal for kvinder i dansk erhvervsliv skal gennemtvinges, men så må man sørge for, at det fremgår af lovens tekst. At snige tvang ind under et falsk flag af frivillighed er et forsøg på magtmisbrug.

Årsmøderne i Dansk Industri afspejler fordelingen mellem mænd og kvinder i toppen af dansk erhvervsliv: Mange mænd og få kvinder. Foto: Simon Skipper
Årsmøderne i Dansk Industri afspejler fordelingen mellem mænd og kvinder i toppen af dansk erhvervsliv: Mange mænd og få kvinder. Foto: Simon Skipper

Under overskriften »Regeringen udhuler lov for kvinder i ledelsen« kritiserer Edith Jakobsen fra DJØF og Ask Hesby Krogh fra Institut for Menneskerettigheder i en kronik (11. april) regeringen for dens håndtering af lov om måltal, som skal sikre en bedre repræsentation af kvinder i dansk erhvervsliv. Der er flere ting, der kan undre ved de synspunkter, som kronikken rejser.

Lad os begynde med det mere generelle. Hvorfor fokuseres der i debatten om kvinders ledelseshverv på deres repræsentation i bestyrelser? I vores ledelsesmodel består ledelsen af to lag: Bestyrelsen, der har det overordnede strategiske ansvar, og direktionen, som har det daglige taktiske ansvar. De to lag arbejder tæt sammen, og begge lag udgør tilsammen ledelsen af selskabet. Sådan er det ikke i alle lande, hvor der kan være ganske stor forskel på, hvilken rolle de enkelte selskabsorganer spiller. Men hos os er bestyrelsen et egentligt ledelsesorgan og ikke bare et paradeorgan med passive tilsynsopgaver, og det enkelte bestyrelsesmedlem er derfor valgt for sine personlige ledelseskvalifikationer, typisk fra direktionsniveauet eller de tilknyttede øverste ledelseslag. I vores system er der således reelt ingen forskel på bestyrelsen og direktionen; begge kræver indgående ledelseserfaring.

Hvis man ønsker kvoter i bestyrelsen herhjemme, må man således også kræve kvoter for alle de øvrige ledelseslag i selskaberne fra direktionen og ned. Men det gør man ikke, hvilket i bedste fald antyder et manglende kendskab til vores ledelsesmodel, der ikke just fremmer tilliden til at følge disse vidtgående reformforslag om indretningen af vores selskaber. I værste fald kunne det tolkes som et ønske om at lade kvinder springe den besværlige ledelseskarriere over, hvor arbejdstiden langt overstiger de almindelige overenskomster, og plante dem i bestyrelsen i den tro, at de lettere kan overkomme de få årlige bestyrelsesmøder. I begge tilfælde har man seriøst misforstået kravene til en bestyrelseskarriere.

Det er forståeligt, at mange debattører giver udtryk for utålmodighed, for det går langsomt. Men den snævre fokusering på bestyrelsen er alligevel underlig. Det afgørende er vel at fremme kvinders deltagelse som ledere, og her tjener loven om måltal jo faktisk et godt formål ved at betone, at det afgørende ikke er repræsentation i bestyrelsen, men derimod kvinders udnyttelse af deres ledelsespotentiale. Det reelle problem er ikke underrepræsentation i bestyrelser, men underrepræsentation i de ledelseslag, hvorfra bestyrelsen fortrinsvis rekrutteres. I Berlingskes dækning af sagen samme dag nævnes ISS, hvis direktion på 12 angiveligt kun tæller én kvinde (8,3 pct.), mens to ud af seks i bestyrelsen er kvinder (33,3 pct.) Hvis disse tal bruges generelt til at illustrere problemet, selvom bestyrelsen naturligvis ikke rekrutteres fra sin egen direktion, så er kvinder faktisk overrepræsenteret i denne bestyrelse, når der sammenholdes med det direktionsniveau, hvorfra bestyrelsen normalt rekrutteres. Det er således meningsløst at tale om underrepræsentation af kvinder i bestyrelser, så længe vi ikke tager højde for kønsfordelingen i de ledelseslag, hvorfra rekrutteringen sker. Derfor er bestyrelsen irrelevant, og det centrale problem er kvinders stadig begrænsede deltagelse som ledere.

Som fremhævet i Berlingskes leder (12. april), kan der være mange andre grunde til dette problem end de i kronikken nævnte »ubevidste kønsstereotopier«, f.eks. kan topskatten, der udgør en særskat på indtægterne fra at gøre karriere, næppe antages at motivere kvinder til at gøre op med det traditionelle kønsrollemønster til fordel for lange arbejdstider som ledere. Andre muligheder, der ligger åben for politisk indsats, angår hjælp i hjemmet, fleksibel børnepasning osv. Problemet er, at der blandt de regeringsbærende partier ikke er meget lyst til at tale de højtlønnede medborgeres sag, hvilket reelt er det, denne del af kvindekampen faktisk angår.

Det er nok forståeligt, at DJØF bidrager til en kronik om, at løsningen på problemet er nedsættelse af rejsehold, der kan rådgive virksomhederne. Her ligger formodentlig nye arbejdspladser til begge køn, og hvis rådgivningen er bedre end udgiften, vil det måske endda kunne hjælpe noget. Til gengæld er det uforståeligt, hvorfor Institut for Menneskerettigheder kritiserer regeringen for dens håndtering af loven om måltal. Sagen er jo den, at loven i sin tid blev præsenteret som frivillig, men gemt i de dybere lag af lovforslagets bemærkninger stod at læse, at måltallene skulle forhøjes, indtil kvoten blev nået. Det fremgik hverken af lovens egen tekst eller af de indledende overordnede bemærkninger, men var godt gemt. Den slags kalder jurister med velbegrundet foragt for »lovgivning i bemærkningerne«, hvilket er en uskik. Det er uklart, om dette skyldtes almindelig udygtighed hos de involverede politikere og embedsmænd, eller om det var et bevidst ønske om at vildlede Folketinget og offentligheden, men kønt var det ikke.

Jeg advarede allerede et par måneder efter lovens ikrafttræden i en kronik her i avisen (18. juni 2013) om dette, og senere viste det sig, at loven faktisk blev administreret som om, den var tvingende. Dette protesterede en advokat imod i dagbladet Børsen tidligere i år, og jeg tilsluttede mig protesten. Da ministeren i den nye regering blev gjort bekendt med denne ulovlige administration af loven, gjorde hun det straks klart, at loven fremover ville blive administreret lovligt, dvs. med den frivillighed, som loven var markedsført med. Hvordan dælen kan Institut for Menneskerettigheder kritisere det forhold, at ministeren bremser en ulovlig administration, og kalde det en »lempelse og udhuling« af loven? For at skære det ud i pap: Det er legitimt at ønske, at måltal skal gennemtvinges, til en bestemt kvote er opnået, men så må man sørge for, at det fremgår af lovens tekst. At snige tvang ind under et falsk flag af frivillighed er så banalt et forsøg på magtmisbrug, at man skulle forvente opbakning fra Instituttet til at standse noget sådant og ikke kritik. Sagens rette sammenhæng har endda været forklaret indgående og ad flere omgange i Børsen. Interesserer Institut for Menneskerettigheder sig mere for kvoter end for retssikkerhed?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.