Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Borgerlige dyder

Kristian Ditlev Jensen: Den stensikre leder kan ligne en skruppelløs galning

»For når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det det, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger – men uden at vise menneskelige følelser.«

Kristian Ditlev Jensen
Kristian Ditlev Jensen

Noget af det værste ved den mest kyniske liberalismes menneskesyn er, at det decideret afstumpede individ hyldes igen og igen. I den mest kliniske ende af business-verdenens lommefilosofi er der stående ovationer til den iskolde overlæge, der kan muge alt – også de varme hænder – ud af en hospitalsafdeling. Der er endeløs applaus til den gorilla, som møver al medarbejdermodstand i sænk på bekostning af samvirke og arbejdsfryd. Man tramper hæve-sænke-skriveborde i smadder af begejstring over den egoistiske mellemleder, som positionerer sig på alle andres – og sommetider hele firmaets – bekostning.

Når man igen og igen hører, at den galoperende psykopati er et problem i netop samme erhvervsliv – som jo oftest styres liberalistisk med økonomi, og økonomi alene for øje – skyldes det, at psykopatien sommetider ligner det storslåede talent til forveksling. Den stensikre leders erfarne hånd ligner nemlig langt hen ad vejen den skruppelløse galnings spontane feberredning. Men det iskolde menneske smadrer hele organisationen, hvor det helstøbte menneske faktisk knytter den sammen – og dét er forskellen.

Da professor Ole Fogh Kirkeby i sidste uge i nærværende avis talte durk imod tidens efterlysning af det »robuste menneske«, tog han i virkeligheden dybt afstand fra det erhvervsliv, der skriger på afstumpede medarbejdere og ledere.

For når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det det, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger – men uden at vise menneskelige følelser.

Kirkebys idé er gammel. Den står allerede i Bibelen. I Matthæus-evangeliet siger Jesus et sted om sin discipel Simon, at »du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget.«

Simon får i den meget berømte passage et øgenavn af Jesus. Det græske Kefas er på latin Petrus, som betyder »klippe«. Men den fede ironi er, at den klippestærke Peter faktisk er en kryster. Han forråder ligefrem Jesus, og i det hele taget er han i sine følelsers vold. Et skælvende menneske, der hele tiden må trække på sin sårbarhed, sin skrøbelighed, ja, netop alle sine humane sider, for overhovedet at kunne være til.

Og det er altså det, Jesus vil bygge hele sin kirke på – det er på den kerneværdi, menneskeligheden, at hans organisation skal hvile. Det er ikke den stålsatte tro, det er ikke de stride børster, men det fragile, det sensitive, det levende, som er nøglen til Paradis.

Et sæt nøgler er stadig symbolet for katolicismens højeste embede, pavestolen. Og Peterskirken i Rom er efter sigende bogstaveligt talt bygget oven på Sankt Peters grav. Som en hyldest til det følsomme menneske, som i sidste ende er det stærkeste menneske, fordi det er mest menneske.

Det er befriende, når professorer på CBS og andre højere læreanstalter kan tale tidsånden midt imod – især, når tidsånden er decideret åndløs. Men hvor ville man dog ønske, at det ikke var nødvendigt.

I en tid, hvor politikere dyrkes, når de står for rendyrket kynisme, eller for en så bondsk mangel på almen dannelse, at begrebet »ekspert« pludselig er noget dårligt, skal der ikke mere til, end at en professor peger på det indlysende, før det virker genialt.

Nu er Ole Fogh Kirkeby rent faktisk noget nær genial, men hans pointe i denne omgang burde dog være hverdagskost. Historien om Simon, der udnævnes til at være kirkens egen helgen, er nemlig central i den vestlige civilisation. Det er gennem hans skikkelse, at vi bliver humanister. At vi forstår, at det er i menneskets menneskelighed, succesen findes.

  • Kristian Ditlev Jensen er forfatter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.