Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Kriser og muligheder for det unge Europa

Dagens britiske afstemning om EU-medlemskab er et symptom på problemer, vi kan løse. Men kun, hvis vi gør det nu. EU skal have et langt skarpere, politisk fokus på frihandel, en solid bevogtning af de ydre grænser og en effektiv hjemsendelse af illegale migranter.

Simon Emil Ammitzbøl.
Simon Emil Ammitzbøl.

Storbritanniens afstemning i dag om fortsat medlemskab af EU er, isoleret set, en højdramatisk begivenhed på næsten enhver politisk skala. Briternes skepsis over for EU er styrket markant på grund af nogle problemer for EU, som i sig selv udgør en krise og et lavpunkt i unionens historie.

Selv uden Brexit – britisk udtræden af EU – er der uendeligt meget på spil i Europa netop nu, hvor EU står midt i to meget alvorlige kriser, nemlig flygtninge- og migrantkrisen og vækstkrisen. Begge kriser udstiller unionens store vanskeligheder med at levere stærke politiske svar. Mest akut og synlig når det drejer sig om flygtninge og migranter. Her var den store eksamen, som EU skulle bestå for at genvinde legitimiteten i medlemslandenes befolkningers øjne, for intet problem egnede sig lige så godt til at demonstrere unionens værdi og hele pointen med at håndtere grænseoverskridende problemer i fællesskab. Og her dumpede unionen i et uskønt forløb, som naturligvis endnu ikke har fundet nogen form for afslutning, men som hidtil kun har formået at styrke skeptikernes, herunder de højrenationale bevægelsers, argumenter imod selvsamme union.

Vækstkrisen er mindre dramatisk, men mindst lige så alvorlig. Trods det indre marked, trods arbejdskraftens frie bevægelighed og trods utallige skåltaler, formår EU ikke at vriste sig fri af finanskrisens efterdønninger og få gang i den økonomiske vækst, der er forudsætningen for, at vi på lang sigt er konkurrencedygtige og attraktive at interagere med for resten af verden.

De to kriser i forening materialiserer sig i en tillidskrise. Forstået sådan, at europæerne mister tilliden til, at EU faktisk formår at levere løsninger og stærke svar på de to overvældende udfordringer samt på en række mindre. Og hvad oplever europæerne i stedet? Hvad er det for initiativer, der optager parlamentarikere og bureaukrater, mens Europa lider? Jo, de, pænt sagt, reguleringsivrige folk i Bruxelles vil påtvinge streamingtjenester som f.eks. Netflix at tilbyde minimum 20 pct. europæisk produceret indhold! Politisk satire overhales af virkeligheden, og det er let at forstå, at opbakningen viger.

Den skepsis, der breder sig over hele kontinentet og ikke bare i de britiske meningsmålinger op til afstemningen, er, ved første øjekast, lidt paradoksal. For på den ene side kritiseres EU for at gøre for MEGET, når man detailregulerer småting, og på den anden side for at gøre for LIDT, for eksempel når det drejer sig om at håndtere bevogtningen af unionens ydre grænser. Skeptikernes kritik er imidlertid berettiget og styrkes i en grad, så et Brexit er en realistisk mulighed ved torsdagens valg, fordi man i årevis både har undladt at bremse detailregulering og bureaukrati og ikke har formået at levere gode svar på de store spørgsmål. Der er ikke blevet lyttet til kritikerne, og derfor står vi nu midt i den alvorligste tillidskrise i unionens historie.

Konsekvenserne manifesterer sig løbende. Vi så det i skikkelse af det nylige NEJ ved folkeafstemningen i Holland om en perifer associeringsaftale med Ukraine. Vi ser det i den stigende tilslutning til højrenationale bevægelser på tværs af Europa, og vi ser det i Storbritannien, hvor man med den ene fod er på vej ud af unionen.

Skal de ovenfor skitserede problemer så få os til at give op og lade det europæiske samarbejde falde? Nej, for alternativet til europæisk sammenhold er europæisk splittelse og en tilbagevenden til et Europa med national handelsprotektionisme, timelange køer ved grænserne, hvor det er vanskeligere at flytte sig efter arbejde eller studier.

Et splittet Europa er til gavn for Putin og ligesindede fjender af de frie samfund, for hvem det enkelte menneske blot er en brik i et syret, kynisk magtspil. Et Rusland med blikket stift rettet mod Europa er trods alt mere skræmmende end reguleringsivrige bureaukrater i Bruxelles.

Det logiske svar er derfor at forandre EU, og krisen giver os, paradoksalt nok, de bedste muligheder for at lykkes med de bestræbelser. Reformerne skulle have været gennemført for længe siden, men viljen har manglet. Nu har unionen ryggen mod muren. Der må og skal handles, hvis vi skal undgå at overlade EU til Marine le Pen, Viktor Orban eller Vladimir Putin. Hvis briterne vælger at blive, træder David Camerons aftale i kraft. Det vil være til gavn for Danmark. Hvis briterne træder ud, er reformer mere nødvendige end nogensinde.

EU skal have et langt skarpere, politisk fokus på reelt grænseoverskridende problemer, på frihandel, liberaliseringer og deregulering af det indre marked. EU skal, med andre ord, have et smallere politisk operationsfelt og løse de store problemer. EU skal håndtere en solid bevogtning af de ydre grænser og en effektiv hjemsendelse af illegale migranter. Kun på den måde kan vi opretholde de åbne, indre grænser. Ideelt burde EUs hjælp til ofrene for konflikter som dem i Syrien og Irak flyttes til nærområderne. Hvis man ikke kunne søge om asyl i Danmark, men i stedet, fordi det lå tæt på, kunne nå frem til et sikkert område med lægehjælp, mad og undervisning til børnene, var der ingen grund til at sætte livet på spil i faldefærdige både og i hænderne på de smuglere, for hvem menneskeliv er en handelsvare. På den måde kunne vi hjælpe langt flere, og vi kunne hjælpe de svageste.

I 1938 skrev den norske forfatter (og kommunist), Nordahl Grieg, romanen »Ung må verden endnu være«. Det samme siger vi om det samlede Europa, som vi hurtigt har vænnet os til i efterkrigsårene og især efter Jerntæppets fald, men som vi ikke må begå den fatale fejl at tage for givet. Tiden før Europas samling var præget af krige, splittelse og national protektionisme. Europa, som vi kender det i dag, er endnu ungt, og vi skal værne om det.

Derfor har vi brug for et smallere og stærkere EU. Smallere i sit politiske fokus og stærkere i sin håndtering af de alvorlige kriser. Det er karakteristisk for stærke institutioner, at de kender deres begrænsning. Det skal EU også lære at gøre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.