Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Kontanthjælps-kulturen stortrives i ghettoerne

Ahmad Mahmoud byline, bylinefoto
Ahmad Mahmoud byline, bylinefoto

Antallet af ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp stiger. Det er en klar og objektiv konstatering fra Danmarks Statistik, men hvordan kan den melding komme bag på nogen? Kontanthjælpskulturen stortrives og næres fortsat indenfor ghettoens mure, hvor udsagnet »man skal yde, før man kan nyde« er ikke-eksisterende, og man ingen samvittighedskvaler har ved at tage imod uden at give igen.

Den menneskelige bevidsthed er intentionel, og den vil altid være rettet mod en ide, en genstand eller et formål. Formålet i ghettoens kontanthjælpskultur er at blive i disse økonomiske tryghedsrammer. Det skaber metoder, der vidner om hypokondri, bedrag med sociale ydelser og løgn, men værst af alt bidrager det til en arv, der går videre til næste generation.

»Hun skal lære at tale dansk, så hun kan tale med kommunen«, og »jeg skal have førtidspension på grund af min migræne.« Det var sådanne sætninger, som definerede mine mål for livet, da jeg var en lille dreng i Askerød, og alt tyder på, at retorikken i de områder ikke har ændret sig.

Livet handler om at tjene penge, som det i bund og grund gør for de fleste, men her består arbejdsopgaverne i at kende til systemet, finde alle små kroge og stædigt fastholde sin ret til at modtage penge fra det offentlige. Hvordan skal det lille barn få øje på et andet formål med livet i de rammer?

Jeg selv mødte det fremmede, som i ghettoens optik var »det danske samfund«. Jeg mødte det via biblioteket og danske venner, som ikke havde deres gang i mit nærmiljø. Jeg blev inspireret af andre og oplevede andre måder at leve på. Min forestillingsevne blev beriget ved disse møder, og mit formål med livet brød med mit nærfællesskab i ghettoen. Der var så mange muligheder derude, og dem kunne jeg ikke tage del i, hvis min stræben var rettet mod kontanthjælpens sovepude. Ikke alle kan finde vejen ud selv, og det er her, at samfundet skal give en invitation, som man ikke kan sige nej til. Vi bliver nødt til at have en beboersammensætning, der i høj grad afspejler den generelle sammensætning i Danmark, hvis vi skal bryde med kulturen, og igen vil jeg appellere til, at vi spreder folk, så ghettoerne forsvinder fra landkortet.

Ghettoens beboere lever ikke i Danmark, og derfor vil de heller ikke føle et ansvar, ligesom de ikke vil bidrage til et fællesskab, som de ikke er en del af. De er lukket om sig selv, og kommunerne må stille krav på boligområdet, men også i forhold til at gøre sig fortjent til den økonomiske hjælp.

Som med alt andet i livet må du give for at modtage. Det skal være almindelig praksis at arbejde for pengene, og praktikker, aktivering og uddannelsesforløb skal være obligatoriske. Disse må gerne målrettes den enkeltes formåen, men man skal modtage løn som fortjent, og det betyder, at man ved udeblivelse eller lignende bliver trukket i sin kontanthjælp.

Inshallah, om Gud vil, er en tilbagelænet tilgang til livet, og det er ikke Gud, der bestemmer her.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.